Jean-Claude Servais
Autore di Iriacynthe
Sull'Autore
Serie
Opere di Jean-Claude Servais
De kinderen van de citadel 2 copie
De Almanak, 02 2 copie
Terna Violeta, 1 2 copie
De Almanak, 01 1 copia
De wolf zei me... 1 copia
Godefroid de Bouillon - L'intégrale - Tome 1 - Godefroid de Bouillon - L'intégrale (grand… (2013) 1 copia
Face d'ange, pirate des Caraïbes 1 copia
Triacynthe [graphic novel] 1 copia
Agenda 2009 1 copia
Agenda 2010 1 copia
Agenda 2011 1 copia
Untitled print 1 copia
Baptiste et le sanglier 1 copia
Lova 1 copia
Mon almanach ardennais 1997 1 copia
Etichette
Informazioni generali
- Altri nomi
- Jicé
- Data di nascita
- 1956-09-22
- Sesso
- male
- Nazionalità
- Belgium
- Luogo di nascita
- Liège, Belgique
- Luogo di residenza
- Jamoigne, Belgique
- Istruzione
- Institut St Luc de Liège dans la section arts graphiques de 1974 à 1976
- Attività lavorative
- Scénariste et dessinateur de bande dessinée belge
- Relazioni
- Julos Beaucarne et 1.000.000 de fans
- Organizzazioni
- Membre de la Confrérie Saint Arnoul du Comté de Chiny, fondée en 1967. 1985 : le Centre d'Art Contemporain du Luxembourg Belge met le dessinateur à l'honneur en créant, au Centre culturel d'Izel, l'exposition « Croque la vie ». 1986 : le Centre Wallonie-Bruxelles présente une seconde exposition « Parfums de Violette ». 1999 : Exposition inspirée de la série « La lettre froissée ».
- Premi e riconoscimenti
- 1982 : Prix de la bande dessinée pour jeunes décerné à Nice. 1982 : Prix Saint-Michel donné à Bruxelles. 1992 : Prix du Public du Festival BD Durbuy Strip, etc, etc …
- Breve biografia
- Jean-Claude Servais poursuit ses études à l'Institut St Luc de Liège dans la section arts graphiques de 1974 à 1976. Dès 1975, sous le pseudonyme de Jicé, il publie ses premières planches dans la rubrique carte blanche du journal Spirou. Il poursuit avec trois épisodes de Ronny Jackson, scénarisés par Jean-Marie Brouyère, puis prépare en 1977 deux Belles Histoires de l'Oncle Paul (signées cette fois Gil Verse et scénarisées par Octave Joly) ; ces deux récits ne seront pourtant pas publiés. La même année, Jean-Claude Servais entreprend une collaboration avec le Journal de Tintin. Il y conçoit une série d'histoires authentiques sur des scénarios de Michel de Bom et d'Yves Duval. En 1978 il illustre quelques pages dans le fanzine Oufti, puis part faire son service militaire à Stockem. Il s'attaque en 1980 à toute une série d'histoires sur le thème de la magie et de la sorcellerie (celles-ci seront reprises dans l'album La Tchalette aux éditions du Lombard en 1982). Dans Tintin, il dessine la série Isabelle en 1983. À cette époque, il signe le Manifeste pour la culture wallonne. Il fait alors la connaissance de Gérard Dewamme. Ensemble, ils élaborent la série Tendre Violette qui paraît dès 1979 dans le mensuel (A Suivre) (albums chez Casterman). En compagnie de Gérard Dewamme, Jean-Claude Servais illustre Les Saisons de la Vie (trois ouvrages aux éditions du Lombard en 1985 et 1986) et les Voyages clos - Montagne Fleurie, un récit publié dans Circus en 1988 En 1989, avec le chanteur Julos Beaucarne, il entreprend une longue quête onirique intitulée l'Appel de madame la Baronne. Jean-Claude Servais dessine et scénarise l'album Iriacynthe (paru chez Jonas, puis Bédéscope en 1982 ; réédition chez Casterman en 1992), ainsi que l'Almanach et la Petite Reine chez Casterman (recueil en 1988 et 1992). Fin 1992, il réalise également Lova dans la collection Aire Libre des éditions Dupuis et reprend chez Hélyode le cycle de Merlin l'Enchanteur, sous le titre Pour l'amour de Guenièvre. En 1994, il publie Mémoire des Arbres, suite d'histoires en deux tomes où la nature est très présente. Dessinateur réaliste et sensible, dans la tradition des grands graveurs du XIXe siècle, Jean-Claude Servais est également un merveilleux conteur. En douceur, il met en place son univers et parle de la campagne, du début du 20e siècle ou bien encore de sa région (la Gaume, située en Belgique, tout près du Luxembourg). (Rf. Wikipedia).
Utenti
Recensioni
Frankrig, middelalderen
Isabelle de Linnières er datter af en adelsmand, Guillaume de Linnières, hvis kasse er lidt slunken. Hun er lovet væk til herr Ansiau de Montjoie, når hun fylder fjorten, men det ved hun ikke. Hun er selvstændig og vil selv vælge sin mand om det er en herre eller en livegen. Hun lærer at dressere jagtfalke samtidig med at Ansiau er ude på falkejagt. Falken nedlægger en fasan, men en dreng når at hugge fasanen, før jægerne når frem til den. De bliver rasende, men fanger ham ikke. Drengen Quentin ernærer sig som trubadur og krybskytte og Isabelle får selvfølgelig øje på ham og bliver forelsket. Dagen efter får hun aftalen med Ansiau at vide og fortvivler. Quentin ved ikke at hun er den adelsdame, hvis bryllup han annoncerer. Men det får han snart at vide og fortvivler. Brylluppet står og Ansiau lader Isabelle skære postejen for. Der er levende agerhøns inden i postejen og hans jagtfalke har en fest. Isabelle væmmes.
Quentin har fået adgang til festen som trubadur og synger og spiller om den udødelige kærlighed. Isabelle besvimer. Da Ansiau dukker op for at indtage brudesengen er hun flygtet. Ansiau bliver rasende og organiserer en eftersøgning. Den stopper ved Den sorte Sø, hvor hun har druknet sig. Quentin går i kirke og beder for hende og ser hende sidde tæt på. Men da han går lidt senere, er hun væk og ingen har set hende. Han går ned til søen og ser hende. Hun viser ham at hun og han kan ånde under vandet og at der er andre som dem, der lever her. Det hele styres med hård hånd af Feen i Søen. De er alle nogle, der er druknede i søen i fortiden og man må ikke bevæge sig væk fra søen. Isabelle har forbrudt sig mod det forbud. Feen forsøger at kapre Quentin, men de overraskes af Isabelle, mens de kysser. Isabelle flygter væk fra søen og Quentin følger efter og forsøger at forklare. Isabelle får skikkelse af en ung hind, men den bliver nedlagt af Ansiau. Quentin bliver opdaget og får besked på at forlade skoven med det samme. Han går bedrøvet bort og tænker over om det hele mon er noget han har drømt. Men ser så en solstråle og tænker at han bare skal følge den op til Isabelle. Det slutter med et lille digt om at vi fortabte os i galaksernes dyb og den som hørte os var ikke længere af denne verden men en anden og noget andet er at man aldrig så os mere.
Der er et eller andet grusomt ved Servais historier, hvor elskov tit ender i død. Eller måske overgang til det evige liv, hvis man vil være optimist.… (altro)
Isabelle de Linnières er datter af en adelsmand, Guillaume de Linnières, hvis kasse er lidt slunken. Hun er lovet væk til herr Ansiau de Montjoie, når hun fylder fjorten, men det ved hun ikke. Hun er selvstændig og vil selv vælge sin mand om det er en herre eller en livegen. Hun lærer at dressere jagtfalke samtidig med at Ansiau er ude på falkejagt. Falken nedlægger en fasan, men en dreng når at hugge fasanen, før jægerne når frem til den. De bliver rasende, men fanger ham ikke. Drengen Quentin ernærer sig som trubadur og krybskytte og Isabelle får selvfølgelig øje på ham og bliver forelsket. Dagen efter får hun aftalen med Ansiau at vide og fortvivler. Quentin ved ikke at hun er den adelsdame, hvis bryllup han annoncerer. Men det får han snart at vide og fortvivler. Brylluppet står og Ansiau lader Isabelle skære postejen for. Der er levende agerhøns inden i postejen og hans jagtfalke har en fest. Isabelle væmmes.
Quentin har fået adgang til festen som trubadur og synger og spiller om den udødelige kærlighed. Isabelle besvimer. Da Ansiau dukker op for at indtage brudesengen er hun flygtet. Ansiau bliver rasende og organiserer en eftersøgning. Den stopper ved Den sorte Sø, hvor hun har druknet sig. Quentin går i kirke og beder for hende og ser hende sidde tæt på. Men da han går lidt senere, er hun væk og ingen har set hende. Han går ned til søen og ser hende. Hun viser ham at hun og han kan ånde under vandet og at der er andre som dem, der lever her. Det hele styres med hård hånd af Feen i Søen. De er alle nogle, der er druknede i søen i fortiden og man må ikke bevæge sig væk fra søen. Isabelle har forbrudt sig mod det forbud. Feen forsøger at kapre Quentin, men de overraskes af Isabelle, mens de kysser. Isabelle flygter væk fra søen og Quentin følger efter og forsøger at forklare. Isabelle får skikkelse af en ung hind, men den bliver nedlagt af Ansiau. Quentin bliver opdaget og får besked på at forlade skoven med det samme. Han går bedrøvet bort og tænker over om det hele mon er noget han har drømt. Men ser så en solstråle og tænker at han bare skal følge den op til Isabelle. Det slutter med et lille digt om at vi fortabte os i galaksernes dyb og den som hørte os var ikke længere af denne verden men en anden og noget andet er at man aldrig så os mere.
Der er et eller andet grusomt ved Servais historier, hvor elskov tit ender i død. Eller måske overgang til det evige liv, hvis man vil være optimist.… (altro)
De wolf zei me… Tweede deel. Door: Servais. Inkleuring: Raives.
Na het eerste deel was ik verliefd en kon ik amper wachten op deel 2, en eindelijk heb ik het kunnen lezen. Wow! Waar het eerste deel prachtig was is dit deel nog indrukwekkender. Het is activistischer, urgenter, en zoals de waarschuwing aan het begin van het boek vermeldt: ‘overeenkomsten met bestaande situaties zijn allerminst toevallig’.
Ikzelf zag tot voor kort geen graten in windmolens, liever dat dan kernenergie die ligt te lekken voor onze kust in zee (leerde ik uit dit boek). Waarom de hele windmolen-handel niet helemaal koosjer is lees je in dit tweede deel. De schellen vielen van mijn ogen om het even plastisch uit te drukken.
Servais speelt het klaar om een probleem dat zijn echte leven beheerst volledig in het verhaal van de wolf en La Loba te integreren. Daarnaast krijgen we nog een aantal antwoorden op vragen die we overhielden aan deel 1, losse eindjes worden aan elkaar geknoopt en de natuur betovert als vanouds. Elli H. Radinger, Greta Thunberg en Anuna De Wever krijgen een cameo maar de echte sterren blijven de wolven en Moeder Natuur.
De wolf zei me is een boek (in 2 delen) dat je hoofd, hart en ziel beroert. Het opent luiken in je hoofd, het ontgrendelt je hart en snijdt door je ziel. Servais heeft een prachtige manier gevonden in woord, beeld en verhaal om ons een schop onder de kont te geven en onze neuzen alvast in de juiste richting te wijzen. Het is bijna te laat, maar nog niet helemaal. De natuur, dat zijn wij allemaal. Lees dit boek en beter je leven. Wat een boek, wat een man!… (altro)
Na het eerste deel was ik verliefd en kon ik amper wachten op deel 2, en eindelijk heb ik het kunnen lezen. Wow! Waar het eerste deel prachtig was is dit deel nog indrukwekkender. Het is activistischer, urgenter, en zoals de waarschuwing aan het begin van het boek vermeldt: ‘overeenkomsten met bestaande situaties zijn allerminst toevallig’.
Ikzelf zag tot voor kort geen graten in windmolens, liever dat dan kernenergie die ligt te lekken voor onze kust in zee (leerde ik uit dit boek). Waarom de hele windmolen-handel niet helemaal koosjer is lees je in dit tweede deel. De schellen vielen van mijn ogen om het even plastisch uit te drukken.
Servais speelt het klaar om een probleem dat zijn echte leven beheerst volledig in het verhaal van de wolf en La Loba te integreren. Daarnaast krijgen we nog een aantal antwoorden op vragen die we overhielden aan deel 1, losse eindjes worden aan elkaar geknoopt en de natuur betovert als vanouds. Elli H. Radinger, Greta Thunberg en Anuna De Wever krijgen een cameo maar de echte sterren blijven de wolven en Moeder Natuur.
De wolf zei me is een boek (in 2 delen) dat je hoofd, hart en ziel beroert. Het opent luiken in je hoofd, het ontgrendelt je hart en snijdt door je ziel. Servais heeft een prachtige manier gevonden in woord, beeld en verhaal om ons een schop onder de kont te geven en onze neuzen alvast in de juiste richting te wijzen. Het is bijna te laat, maar nog niet helemaal. De natuur, dat zijn wij allemaal. Lees dit boek en beter je leven. Wat een boek, wat een man!… (altro)
Premi e riconoscimenti
Potrebbero anche piacerti
Autori correlati
Statistiche
- Opere
- 84
- Utenti
- 626
- Popolarità
- #40,249
- Voto
- 3.4
- Recensioni
- 44
- ISBN
- 155
- Lingue
- 7
Ik hou van Servais zijn tekenstijl én zijn liefde voor de natuur, die hij graphic novel na graphic novel met ons deelt. De wolf zei me (de twee delen) behoren tot mijn favorieten. Een soortgelijk boek had ik verwacht bij De sluwe vos.
Die ervaring, gecombineerd me de tekst op de achterflap, gaf met het idee dat dit boek om Juliette en haar zoektocht naar een totemdier zou draaien. Dat is het totaal niet. De ondertitel (die ik even had gemist) geeft wél goed weer wat je kan verwachten: Fauna en symboliek.
De sluwe vos heeft (terecht) als hoofdpersonage: de vos en die duikt door de eeuwen heen, in allerlei sagen en legendes, mythes en verhalen op. Servais zou Servais niet zijn als hij daar doorheen niet een Juliette-personage zou weven dat in één of andere vorm in elk verhaal wel even opduikt.
Net als in zijn andere boeken is dit een ode aan de natuur, een activistisch pamflet en een streling voor het oog in één. Ik hou van vossen, droom ervan om er eentje in het echt tegen te komen én heb 2 vossen-tattoos. Ik ben dan ook blij met dit eerbetoon. Goed nieuws voor de fans: er volgen nog boeken in deze serie over dieren die in onze natuur voorkomen (denk aan: wolf, uil, kat, hert,…) Iets om naar uit te kijken!… (altro)