Jeg var meget begejstret for Aleksijevitjs gennembrudsbog Krigen har ikke et kvindeligt ansigt, hvor hun indsamlede og komponerede kvinders erfaringer fra anden verdenskrig. Det var et perspektiv, der ikke var tydeligt i den ellers enorme sovjetiske litteratur om krigen. Hvis den store fædrelandskrig var Sovjetunionens ”finest hour”, så er Tjernobylkatastrofen et lavpunkt: Landets teknologiske prestige sank i grus, store områder blev forurenet – og fordi det hele gik så galt, blev sandheden undertrykt.

Bogen består tre dele plus forord og efterskrift. Den første del fokuserer på selve katastrofen, ikke så meget på de tekniske årsager, som ikke interesserer forfatteren, men responsen. Hun har opsøgt pårørende til de brandfolk, der blev sendt ind som de første uden nogen former for sikkerhedsudstyr, og særligt en af ung kvindes fortælling er chokerende. Hun følger med sin mand til Moskva, hvor han bliver indlagt på et specialiseret hospital. Her behandles han som et stykke giftigt affald, der langsomt falder fra hinanden og til slut må begraves i et blyforet kiste. Hendes kærlighed er rørende og tragisk.

Anden del spreder blikket ud. Forureningen driver nordpå fra Ukraine til Hviderusland, hvor store landområder bliver påvirket. Styret prøver at holde det hemmeligt, indtil det ikke længere er muligt. På det tidspunkt har tusinder deltaget i 1. maj parader i åben luft, og når livet fortsætter som normalt, så skyldes det ikke kun regimets kynisme. Det handler også om at strålingen er usynlig og uforståelig for de fleste. Hvorfor må man ikke bruge afgrøderne, når de ser sunde ud? Men selvfølgelig er der også kynisme. Ting der skulle blive i den forbudte zoner bliver transporteret væk og solgt.

Masseperspektivet handler også om de tusinder, der mobiliseres til at rydde op. Der er soldater som skal rydde landsbyer og skyde husdyr. Der er likvidatorer, som skal grave forurenet jord væk – og som selvfølgelig ender med at grave den ned et andet sted. Der er forskere som prøver at finde på løsninger, som ikke kan få dem gennemført. Og der er partifolk som forsvarer deres rolle i hele forløbet.

Tredje del skifter fokus til eftertidens – altså børnenes perspektiv. Det er fortællinger om en ny generation, der ikke har måttet lege uden for. Som er præget af leukæmi og andre sygdomme, som måske er født med handicap eller er blevet socialt udstødte, fordi de er evakueret fra de forurenede områder. Katastrofen er kommet lidt på afstand, men den har stadig overvældende virkning langt fra åstedet.

To billeder går igen, når Aleksijetitj og hendes kilder taler Tjernobyl. Det ene handler om, at forureningen har varslet en helt ny tid, hvor atomalderen for alvor har mistet sin uskyld. Det er ikke bare en enkelt reaktor, der er sprunget i luften; det er hele fremskridtstroen og mere specifikt tilliden til atomkraft som en sikker og ”god” teknologi. Og det skaber store sprækker i tilliden til det sovjetiske system, der både har prædiket værkernes ufarlighed og efterfølgende gjort alt for at dække over fejlene.

Det andet handler om katastrofen og katastrofebekæmpelsen som en krig. Det er et billede, som mange af informanterne bruger. Det handler om mobiliseringen af soldater til at rydde op, og det afspejler også dens enorme omfang og påvirkning af snart sagt alle aspekter af tilværelsen. Samtidig er det en krigssituation, der står i skarp kontrast til anden verdenskrig eller for den sags skyld til den krig med det kapitalistiske vesten, som man har forberedt sig på. ”Angrebet” er kommet indefra.

Aleksijevitj væver et imponerende billede af forskellige stemmer. Det er almindelig mennesker, der kommer til orde – selv partirepræsentanterne er langt nede i hierarkiet, små fisk der udfylder deres rolle i systemet. Jeg var særligt optaget af oplevelserne tæt på – fortællingerne om brandfolkene og om de mennesker, der bor i zonen efter katastrofen. Enten fordi de ikke vil flytte, eller for de tiltrækkes af fraværet af strukturer. Som bog føles Bøn for Tjernobyl ikke så helstøbt som Krigen har ikke et menneskeligt ansigt, men den er stadig en fascinerende afdækning af en begivenhed, som man selvfølgelig kender af navn men hvis konsekvenser alligevel har været fjerne og uhåndgribelige. ( )

A profound account of the experiences of people in Belarus to the accident and aftermath at the nuclear power plant in Chernobyl, Ukraine. This book is a really good example of how oral history can be used to capture stories that professional historians would miss. Read it. ( )

Impressionant relat del que va passar a Txornòbil i com ho va viure la gent. ( )

This is a difficult book to read. I’m not sure I’ll ever stop thinking about the stories these people told, their memories, their life and the horrible suffering after the disaster. “There’s nowhere to hide. Not underground, not underwater, not in the air.” ( )

A harrowing collection of interviews - in the form of monologues - by people connected with the Chenobyl disaster, from the widows of those involved in the cleanup, to an official who participated in the cover-up, people who moved to the restricted area after the disaster to escape genocide elsewhere, one of the hunters tasked with killing animals within the zone, and those who were children at the time. They make clear the ignorance of radiation and thus the terrible danger of all concerned due to the culture of secrecy and cover up in the Soviet Union. This was compounded by the corruption at all levels which led to vast amounts of radioactive goods and food being taken out of the zone and sold for profit in areas that hadn't been evacuated.

The book doesn't set out to describe the chronological timeline of the disaster or the explanation of why it happened. But it forms a companion volume to 'Midnight at Chenobyl' which provides all those and which I read quite recently. The present volume is the personal stories in their own words and a grim tale it makes. A book that will definitely be worth another read, though for me it is surprisingly short given the wealth of material and the hundreds of interviews which we're told the author (really an editor) carried out. Therefore I'm awarding it 4 stars. ( )