Stine PilgaardRecensioni

Das Buch behandelt ein Jahr, in dem die Hauptperson mit ihrem Freund und dem kleinen Kind auf dem Gelände einer dänischen Volkshochschule lebt. In Dänemark sind Volkshochschulen Institute, in denen junge Leute die Zeit zwischen Schule und Studium verbringen, Kurse machen und sich orientieren. Das Buch lebt von den Kummerkastenbriefen, die die Hauptfigur beantwortet, von ihren Versuchen den Führerschein zu machen, vom Kontrast zwischen jung und alt, gesprächig und still, Elternschaft und dem Leben zuvor. Ich fand es sehr entspannt und es hat mir gefallen, wie freundlich die Dänen miteinander umgehen. Da würde ich gerne leben! Auch das gemeinsame Singen fand ich toll.½

Een jonge Deense vrouw trekt na een relatiebreuk weer in bij haar vader. Gaandeweg staat ze zichzelf toe om ge treuren, luidruchtig te zijn en dronken te worden, en zich open te stellen voor een nieuwe liefde½

‘’We are still new to this field, and we walk through them with our baby carriage in a state of confusion, like two restless vagabonds. We look up at the windmills, the way they appear against the sky like visitors from a distant time, futuristic souvenirs from other planets. They shoot up around our house like cheerful weeds, and, on the rare occasions they stand still, it's as if the globe is holding its breath for a short second, bewildered by the wind's absence.’’

A young family moves to Jutland. A new community, a new professional position, a new life. In a land where short sentences are required, our narrator tries to achieve the golden balance between being a mother and a wife and a successful journalist. From obstacles such as finally getting a driving license to worries concerning baby prams and day schools, she discovers that more often than not togetherness may help you move forward and scheduling is not the be-all-end-all in life…

‘’We are all born into a story that we haven't asked to be a part of, and our lives begin with a brutal decision that was made without our consent.’’

Pilgaard weaves a story with a beautiful sense of place but her themes are universal and highly relatable. Told through a charming mixture of playful, tender irony and poignant confessions, our protagonist demonstrates the familiar confusion that comes with moving to a place that seems and feels ‘’different’’, the pressure and demands of motherhood, the desired ‘’normality’’, the boundaries of language, the possible loss of individuality when you sacrifice the ‘’I’’ for the sake of a familial ‘We’. While providing advice, she actually conveys her own thoughts, memories and fears and we get to know a delightful heroine. Because every modern woman is a heroine. You don’t need legends and myths. Our mundane reality is a constant battle.

Written in a characteristic no-nonsense style, direct and raw at parts, a trait of Danish Literature, Pilgaard’s novel is made for spring morning and summer afternoons when the days are long, the nights are bright, and the clamour from children, colleagues, partners and whatnot finally subsides.

‘’Our generation knows that planes can come crashing into buildings, that people can throw themselves into the sky. We understand that cells can divide in the body, that people can wear bombs under their clothes, that cars heading in the wrong direction suddenly appear on the freeways. All things must pass, but see this is a relief. Sweet Sleepless One, life is not an orderly event, but a fleeting and pointless movement around a dark room. And yet beauty can appear to us like something from another realm. A lovely poem, an unusual painting, a view that leaves us breathless. Your task is to use your time in the best possible way while you await death.’’

Many thanks to World Editions and NetGalley for the ARC in exchange for an honest review.

My reviews can also be found on https://theopinionatedreaderblog.wordpress.com/

For more reviews and bookish posts visit: https://www.ManOfLaBook.com

The Land of Short Sentences (Meter i sekundet) by Stine Pilgaard (translated by Hunter Simpson) follows a young mother and her boyfriend into a rural Danish community. Ms. Pilgaard is an award-winning Danish author.

A young woman, her boyfriend, and new born baby have relocated to West Jutland, Denmark. The young couple has to deal with new people, a new culture, as well as juggling jobs.

The young woman writes advice column, while her boyfriend is a teacher at a Folk High School (højskole). The woman attempts to find her place in the community, as well as with her new family.

This novel is a wry, thoughtful, and sometimes funny slice of life in Denmark. The story of The Land of Short Sentences by Stine Pilgaard takes place over a year, and told through the eyes of the narrator. The young lady is an advice columnist, an “oracle” as she calls herself, and this mechanism allows her to pontificate on her life, friends, and culture.
The advice she gives is pretty bad, which it seems like she knows as she reveals more of herself than actually helps her readers.

More than the story itself, I enjoyed reading about the daily life of a different culture. Hunter Simpson, the translator, did a fantastic job at getting the spirit and atmosphere across – no easy task.

I also learned a few things as well. Højskole, a Danish Folk High School seems like a great concept as the allow students non-formal education, and are unique to Scandinavia’s culture. The driving classes are hilarious, I’m surprised this intelligent young lady didn’t complain about the money-grabbing aspect of it, but it allows her to meet new people – so there’s that.

There’s a lot to like in this book, great characters, beautiful scenes, as well as funny dialogue. However, the story is centered around a new mother, in a foreign place, learning to drive – I’m positive that this middle age schmo is not the target audience.

The translator also introduced me to the tradition of group singing, lejlighedssang (occasional song). Lyrics are set to traditional melodies so everyone can sing. The songs in this book are on the World Editions YouTube channel, which I found once but couldn’t find again. On a side note, World Editions have some great books which I intend to check out.

Mit Mann und Baby zieht die Ich-Erzählerin in das beschauliche Velling in Westjütland, wo er einen Job an einer Schule annimmt. Was so idyllisch klingt, wird zu Herausforderung, denn die Menschen dort ticken anders und jede noch so kurze Unterhaltung wird zum Vabanquespiel. Außerdem muss sie endlich den Führerschein machen, sie hat schon fast alle Fahrlehrer verschlissen und gilt als größtes Projekt. Aber wie soll das gehen, wenn man dank Neugeborenem nicht mehr zu Schlaf kommt und schon beinahe beginnt zu halluzinieren? Ihre Emotionen kann sie nur an einer Stelle ungehemmt rauslassen, als Kummerkasten Tante der Lokalzeitung antwortet sie scharfzüngig und bissig auf die großen und kleinen Anliegen der Bewohner.

In ihrer dänischen Heimat ist Stine Pilgaard bereits seit ihrem Debüt 2012 ein Star und ihr Roman „Meter pro Sekunde“ wurde dort begeistert aufgenommen. Die Banalität und Absurdität des Alltags, die humorvoll auf den Punkt gebracht wird, hat offenbar viele ihrer Landsleute sich selbst erkennen lassen. Die Autorin greift eine ganze Bandbreite von Alltagsthemen einer jungen Mutter auf, die in eine Gegend mit eher schweigsamen Menschen zieht und dort ihr Leben neu sortieren muss. Das ist oft zum Schmunzeln, konnte mich jedoch nicht immer erreichen.

Es liegt vermutlich daran, dass ich kaum eine Beziehung zur Erzählerin aufbauen konnte, dass mich der Roman doch eher unberührt ließ. Sie hadert mit ihrem Schicksal, dass jedoch selbstgemacht ist und durchaus absehbar gewesen wäre. Die Einschübe des Gesangbuchs haben mich eher ratlos gemacht, zusammen mit den Kummerkasten Fragen und Antworten war mit das etwas zu viel Textdiversität. Vielleicht gibt es hier einen tierliegenden Sinn, in solche Tiefen bin ich jedoch nicht abgetaucht. Es ist eine Zeit lang ganz amüsant, ihre bissigen Kommentare zu verfolgen, diese werden jedoch irgendwann auch recht vorhersehbar und verlieren an Reiz.

Der Roman wird sein Publikum und seine Leser finden, für mich bleibt er Dank der Kürze eine schnelle Lektüre, die vermutlich nur wenig nachwirken wird, dabei hatte ich vor allem auch wegen des Übersetzers Hinrich Schmidt-Henkel recht viel erwartet.

Hvordan falder man til på vestkysten som ungt par med en nyfødt? Romanen beskriver første år for en ung familie med babyproblemer, kørekortproblemer, sprogforvirring og almindelig dagligdag. Ind imellem er der lejlighedssange og brevkasse spørgsmål og svar. Hurtig læst, nok mest for aldersgruppen mellem 25 og 35.½

Jeg har nydt Stine Pilgaards to første romaner (Min mor siger om en datters komplicerede forhold til sin mor og Lejlighedssange om et ungt pars udfordringer i en andelsforening) og selvom jeg var ret begejstret for dem begge to, så er kvaliteten alligevel steget betragteligt i hendes nye bog. Pilgaard blander stadig genrer og fortælleformer, men det er bedre doseret i Meter i sekundet, og når hun stadig skriver de sjoveste og skarpeste dialoger, så er det svært at finde noget at kritisere. Dette er uden tvivl den sjoveste bog, jeg har læst i år. Det er også en af de bedste.

Fortælleren er ung, kvinde og forfatter, og så er hun lige flyttet til Velling i Vestjylland med sin kæreste. Han har fået arbejde på den lokale højskole, hvor han skal undervise håbefulde unge i litteratur og skriveteknik, og hvor det er helt forventeligt, at kvindelige studerende vil falde for ham. Det sker da også med Emma, men det er nu ikke dét, der bekymrer fortælleren mest. Det er sværere at være påhæng, for selvom forstanderinden er helt bevidst om, at det er vigtigt at integrere ægtefællerne for at holde på lærerne, så er det svært ikke at have sin egen rolle.

Faktisk får hun ret hurtigt en slags arbejde, nemlig som brevkasseredaktør på den lokale avis. En god del af romanen består af brevkassespørgsmål og svar, der ofte indledes med, at ”nu skal det jo ikke handle om mig.” Det gør tit alligevel, men det er også altid en overraskende og som regel livsklog refleksion, der giver spørgeren og de andre læsere noget at arbejde videre med.

Alligevel er det svært at blive en del af lokalsamfundet. Fortælleren lider af ”samtalesorg”, dvs. hun har svært ved at føre en dialog med naboer og bekendte. Det er som om, tempoet er for langsomt, så hun hele tiden kommer til at sige alt for personlige ting bare for at bryde tavsheden. Hun ved godt, at den er gal – også selvom dagplejeren bare kigger undrende på hende – og hun beundrer Anders Agger for hans evne til at tale med alle mennesker. Da hun opdager, at han bor i området begynder hun at stalke ham, men det bliver aldrig ubehageligt, bare mærkeligt. Han indvilliger i at give hende gode råd, og de laver også praktiske øvelser som f.eks. evnen til at sidde ved siden af hinanden og tie stille.

Sådan er det: Der er en alvorlig bund i historien, men den er som sagt også sjov, og det morsomme skal i høj grad findes i sproget, i de præcise sætninger med de overraskende sammenstillinger og billedsprog. Det gælder også til køretimerne, for fortælleren har selvfølgelig ikke det kørekort, der er en nødvendighed ude på landet. Ganske som i Spejl, Skulder, Blink af Dorte Nors er hun ved at drive sine kørelærere til vanvid. Det kan godt være, at repetitionstimerne er en sikker indtægt, men når det bliver for meget sender de hende videre til den næste. (Noget de gør helt åbent. Det er nedværdigende, men det er også omsorgsfuldt, for kørelærerkollektivet overvejer aldrig at opgive hende helt, og den underspillede kritik gør, at det aldrig bliver ubærligt.)

”Lektionen er slut, og der er pinlig tavshed i bilen. Siden jeg bestod teoriprøven, har jeg taget såkaldte repetitionstimer. Jeg går til kørekort, som andre går til golf. Min bank ringede og kommenterede overførslerne i sidste uge og kaldte dem mistænkelige. Otteoghalvtreds udbetalinger, sagde min bankrådgiver, og jeg havde en klar fornemmelse af, at hun overvejede, om jeg kunne være offer for pengeafpresning.” (s. 42)

Jeg sad og klukkede for mig selv i sofaen, da jeg læste Meter i sekundet. Den er som sagt meget morsom, men den er også meget alvorlig. Det er ikke nemt at være ung voksen, tage ansvar for sit barn og finde en plads et fremmed sted. Der er angst og fortvivlelse, og hos mange andre forfattere ville tematikken have fået en langt mere tragisk behandling. Nogle ville sige mere alvorlig eller mere realistisk, men det ville være en fejl. Fra tid til anden er livet er frygteligt alvorligt, men kigger man nærmere efter, er hverdagen også forunderligt vanvittig. Det skildrer Stine Pilgaard så man ler med hendes personer og mærker deres smerte.

Med humor som døråpner inn i sjelens mørke

Stine Pilgaard (f. 1984) er en dansk forfatter med bakgrunn i medievitenskap og forfatterskolestudier. Hun debuterte med romanen "Min mor siger" i 2012 i Danmark, og i år har hun utgitt sin andre bok; "Lejlighedssange".

For kort tid tilbake utkom "Min mor sier" på norsk, og det er forlaget Pelikanen som står bak. Det er neppe tilfeldig at det er Erlend Loe som har oversatt denne boka, som det er nærliggende å sammenligne med dikteren Hal Sirowitz´diktsamling "Sa mor" - også den oversatt av nettopp Erlend Loe (linken fører til min omtale av diktsamlingen). Mødrene det refereres til har ikke helt få likhetstrekk, og det er liksom noe Erlend Loesk over det hele, slik vi kjenner ham fra hans egen noe bisarre og svært humoristiske litteratur. Og det er som med all virkelig god humor: bakom ligger det et alvorstungt mørke med noen avgrunner vi sirkler rundt og kun tør nærme oss gjennom den ufarliggjørende latteren.

Romanens jeg-person har nettopp blitt forlatt av kjæresten sin, og er fra seg av sorg. Livet synes å rakne for henne. Ikke klarer hun å komme i gang med masteroppgaven sin, og ikke klarer hun å etablere seg på nytt. I stedet flytter hun inn hos sin far, presten, som egentlig ikke vet hva godt han kan gjøre for henne. I mens drikker hun seg stadig full og basker rundt med sorgen sin ... Gjennom en rekke samtaler vi glimtvis får innblikk i, tegnes det et bilde av et mor-datter-forhold av det virkelig vanskelige slaget. Moren som tror hun vet alt om hva som er best for datteren, og som kommer med en rekke råd - de fleste fullstendig skivebom - når hun da ikke slenger den ene skyllebøtten etter den andre med bebreidelser over datteren. Sånn sett er den kravløse faren et realt motstykke til moren hennes som han for lengst har skilt seg fra. Det er kanskje derfor hun klarer å holde seg oppreist, tross alt?

"Jeg ser på ham. Han er en virkelig god far, jeg vurderer muligheten av at han blir betalt av staten for å holde ut med meg, om det finnes et handikaptillegg til spesielt utsatte foreldrepar. Han sier at det ikke er slik det fungerer, at man alltid elsker sine barn. Han nynner litt og ser forventningsfulltt på meg. Jeg gjenkjenner noen toner fra Den gamle gartners sang. Det er noe med å slippe inn lys og glede." (side 15)

Inni seg har vår jeg-person en bygning i hjertet, og en sjøhest i hodet. Det særegne ved sjøhester er at ingenting av det som kommer inn i den, noen gang kommer ut.

"Jeg sier til legen min at kjæresten min har forlatt meg, og at det virkelig er vanskelig for meg å gi slipp på mennesker. Jeg har en usedvanlig god hukommelse som hindrer meg i å komme videre i livet, sier jeg. Legen min sier at den bevisste overføringen av erindringer fra korttids- til langtidshukommelse skjer i det området av hjernen som kalles hippocampus. Det er det latinske ordet for sjøhest, siden dette området av hjernen har samme form. Erindring er en kreativ prosess som bygger på evnen til å gjenskape situasjoner, sier han. Det som ligner faktiske begivenheter er altså oppbygde konstruksjoner. Sier du at jeg lyver, spør jeg. Forvrengninger og ubevisste utelatelser er en naturlig del av hukommelseskretsløpet, sier han. Jeg forteller ham at Mozart som 14-åring skrev ned hele partituret til den katolske salmen Misere etter å ha hørt den fremført av koret i Det Sixtinske Kapell. Jeg spør om noen menneskers sjøhester er større enn andres, og sier at min sjøhest muligens er gigantisk." (side 20-21)

Morens formaninger er alt annet enn oppbyggelige, og bak et hvert tilsynelatende kompliment, er det en dårlig skjult kritikk. Som da de begge var i en klesbutikk for å finne klær til datteren, og moren minner henne om at også hun hadde en forferdelig klessmak da hun var på datterens alder. Stil er noe som kommer med alderen, og hun synes datteren godt kan kle seg mer kvinnelig selv om hun ikke har hofter. Moren kan ikke fordra fisk, og dette er et tema som stadig dukker opp mellom dem. Moren kan heller ikke fordra folk som liker fisk. Og denne masteroppgaven - kan hun ikke rett og slett bare ta seg sammen og komme i gang? En dag kommer hun til å savne moren sin, og det eneste hun har igjen er et falmet portrett av henne på veggen. Vår jeg-person ber sporenstreks om å få et lite portrett av moren, slik at hun kan finne en plass til det i sollyset slik at det kan falme med stil ...

Venninnen Mulle støtter henne i tykt og tynt, og ender til slutt opp med å bli hennes nye kjæreste.

"Er vi kjærester, spør jeg deg. Du smiler litt og tar på håret mitt. Min mor sier det er viktig at tingene er ryddige og oversiktlige, sier jeg. Du begynner å skjære en chorizo i skiver og spør hva jeg tenker om saken. Jeg tenker at vi burde ta del i hverandres nevroser, utveksle tvangstanker og dyrke frem lidenskap, sier jeg. Og vi skal være fattige, men kompromissløse kunstnere og bo på et slitt loft i New York. Det er ikke elektrisitet og vi skal skrive uforståelige diktsamlinger, metapoetiske fragmenter med tusenvis av intertekstuelle referanser til kubanske filosofer som ikke fins, for vi skal være høyt hevet over konsepter og det normative og så får vi utallige priser hvor vi ikke møter opp til overrekkelsene fordi vi rett og slett ikke tror på den slags. Vi skal være samfunnskritiske og sette spørsmålstegn ved det borgerlige og sette solbriller på Den Lille Havfrue om sommeren og finlandshette når det snør, mens hundre japanere fotograferer oss, og vi skal kysse hverandre lidenskapelig i blitzlyset, og vi skal spille munnspill og leve i nuet og reise verden rundt og etablere dype vennskap med de innfødte og snakke om hvordan backpakkerkulturen snylter på autentisiteten og problematisere danskheten som et begrep ..." (side 130)

Og slik kunne jeg ha fortsatt å sitere fra en bok med høy sitatfaktor, hvor poengene og morsomhetene kommer tett. Så tett at dersom det ikke hadde vært for bokas utsøkte innbinding, ville jeg vært fristet til å finne frem gul-tusjen.

"Min mor sier" er en helt usedvanlig roman, og jeg skjønner godt at forfatteren har hatt stor suksess med den i Danmark - så stor at Weekendavisen uttalte at "Stine Pilgaard har skrevet vinterens must read". Dersom du er ute etter en virkelig morsom, godt skrevet og intelligent bok, så er dette den du skal lese!

Selv får jeg flashback til en hendelse for knapt en ukes tid siden, da en venninne av meg spurte om jeg hadde noen tips på virkelig morsomme bøker. Det var ikke mange tipsene jeg hadde å komme med, selv om jeg saumfór mine lister over de siste års leste bøker ... Men så er jeg også en leser med mer hang til lesning om dysfunksjonelle familier enn noe annet. Vel - her får man i grunnen begge deler; i "Min mor sier" møter vi nemlig både det dysfunksjonelle og det humoristiske! For øvrig bør jeg vel nevne at romanens kvinnelige hovedperson forelsker seg i kvinner, men jeg understreker at dette ikke er noe tema i seg selv i boka.

Anbefales! Sterkt!

Utgitt i Danmark: 2012
Originaltittel: Min mor siger
Utgitt i Norge: 2015
Forlag: Pelikanen
Oversatt: Erlend Loe
Antall sider: 160
ISBN: 978-82-93237-33-4½

Jeg var vild med Stine Pilgaards debut Min mor siger fra 2012. Jeg syntes ikke, at den blev vurderet efter fortjeneste i min læsegruppe i DR Romanklubben. De fleste opfattede jeg-fortælleren som selvoptaget og irriterende, mens hun for mig inkarnerede en eksistentiel smerte – uanset at den mest kom til udtryk i ironi og sarkasme. Den samme skæbne synes at ramme den nye roman Lejlighedssange, der lige er udkommet. I Information fokuserer Solveig Daugaard – i en i øvrigt meget positiv anmeldelse - mest på bogens humor og den intelligente bearbejdning af populærkulturens memer, der flyder ind og ud af sange, horoskoper og dialoger. Det samme gælder K.E. Watz’ anmeldelse i Folketidende, som jeg desværre ikke kan linke til.

Det er ikke forkert, men jeg synes heller ikke, at det er hele historien om Lejlighedssange. Det vil jeg vende tilbage til, men først lidt om handlingen.

Bogens fortæller er sidst i tyverne og flytter i bogens start ind i en andelsforening i Århus sammen med sin kæreste. Her kommer man hinanden ved, så romanen folder sig snart ud som en kollektivroman, hvor fortælleren har en særlig adgang til historierne, fordi hun – som titlen antyder – skriver lejlighedssange. Hun skriver også horoskoper for et ugeblad og drømmer vist nok om større litterære udfoldelser, selvom vi aldrig hører noget videre om det. Fortælleren – og måske også forfatteren? – har et tvetydigt forhold til sangene. På den ene side er de et ritual, som kan være svært at tage helt alvorligt, men på den anden side bliver de en meningsfuld gestus, alene fordi de bliver lavet. Er en alvorligt ment gestus mindre værd, hvis den banal?

Bogen er bygget op i 12 kapitler og indledes med et horoskop. De følger stjernetegnenes fordeling hen over året, så det giver en fornemmelse af, at handlingen udspiller sig over et års tid. I hvert af kapitlerne er desuden indsat to sange, som ikke er lejlighedssangene – jeg ville ellers gerne se, hvad Pilgaard kan præstere inden for den genre – men prosastykker, hvor associationer og sproglig virtuositet for alvor slippes løs.

Lejlighedssange ER sjov. Meget sjov endda. Den er fyldt med morsomme replikskifter og groteske situationer, som da fortælleren danser LIDT for tæt med Sandsiger-John til julefrokost på ugebladet, eller da Elizabeth MEGET direkte kommenter Lasse og Louises sexvaner til Andelsforeningens generalforsamling af alle steder. Men lige under den sjove overflade gemmer smerten sig. Elizabeth er f.eks. dybt ulykkelig, fordi hendes mand ligger i koma på tredje år, og da jeg-personen flipper ud til et pakkespil hos svigerfamilien, er det faktisk slet ikke sjovt længere.

Præcis som i ’Min mor siger’ er humoren kun et tyndt lag fernis på et lidende sind. Forholdet til de skilte forældre er problematisk. Faderen er ude af stand til at tage ansvaret på sig – når pigerne kommer op at skændes, ringer han til moderen og tilkalder hjælp. Alligevel kritiserer han hende for at ødelægge børnenes ”virkelighedsfornemmelse”, når hun pepper en weekend op ved at holde en ekstra fødselsdag. ”Et liv uden fester er som en landevej uden kroer, sagde min mor, og du trænger vist selv til nogle flere fødselsdage.” (s. 24)

Det er jo sådan en oprørskhed, alle elsker at holde af, når vi ser den på film, men den er ikke så nem at leve med i en ganske almindelig forstad til Århus. Slet ikke, når det mere end antydes, at moderen så afgjort foretrækker de store glas rødvin. Morsomhederne og den fandenivoldske sarkasme formår altså kun knap og nap at dække over en traumatisk opvækst og store vanskeligheder ved at indgå i meningsfulde menneskelige relationer. Kæresten omtales hele vejen igennem med det kønsneutrale ’du’ men endnu mere påfaldende er det, at de næsten aldrig oplever noget sammen og som regel ser helt forskelligt på det meste. Det hun ser så klart hos andre og hjælper dem med at sætte på vers, har hun selv uendelig svært ved. Alligevel slutter bogen på en positiv tone med en Sang om kærlighed, der er en meget smuk kærlighedserklæring til du’et.

Lejlighedssange følger fornemt op på Pilgaards debut, og der er ingen tvivl om, at det er et forfatterskab, jeg ser frem til at følge. Hun er fantastisk til at fange en generation, hvor ironien er blevet så indgroet, at den også er et værn mod virkelighedens tragedier. Det eneste minus ved romanen er, at replikkerne ikke er helt så præcise og skarpe som i debuten.

Efter Kim Leines stort anlagte Profeterne i Evighedsfjorden, skifter romanklubben brat retning. Nu står den på hverdagsdrama, der kunne foregår alle steder i den vestlige verden. Men den foregår altså i Århus, hvor en ung kvinde er blevet forladt af sin kæreste (også en kvinde). Specialet hænger i en tynd tråd, hun må midlertidigt flytte hjem til faderen og mens alt det står på, skal hun stadig holde sin mor ud.

Det er sin sag. Moderen er nemlig stort set blottet for sociale kompetencer. Hun er kun optaget af sig selv og sine projekter, og fortælleren er naturligvis det største af alle projekter: Hun skal komme på besøg, hun skal have en lejlighed, hun skal have skrevet specialet, hun skal være der for moderen osv.

Moderens interesse for sig selv stikker frem flere gange, men højdepunkterne er nok, da hun giver billeder af sig selv som indflyttergave i den nye lejlighed, og da hun udleverer udførlige noter til datterens tale ved sin 60-års fødselsdag!

Det kunne være forfærdeligt tungt, men det er det ikke, for Stine Pilgaard har et fantastisk øre for morsomme ordspil, og fortælleren er bestemt ikke tabt bag af en vogn:

”Hun har altid syntes at prins William virkede så tiltalende. Han er lige blevet gift, siger jeg. Kate er en døgnflue, siger min mor, hun går i et med tapetet. Jeg siger at jeg nægter at sidde og diskutere hvorfor jeg ikke er gift med prins William. Det handler om indstilling, siger min mor, det gælder om at være åben. Det lyder som om du er ved at sælge en lejlighed, siger jeg, du er arbejdsskadet, hvorfor skal alt du siger, lyde ligesom slogans. Det er livserfaring, siger min mor.” (s. 16)

Tonen er let og ironisk, alle personerne er belæste og fletter postmoderne betragtninger ind overalt, men det dækker over en virkelig smerte. Fortælleren er dybt ulykkelig over at blive forladt. Selvom hun taler hele tiden, så har hun ualmindeligt svært ved at åbne sig over for andre, og hun er trods de vittige bemærkninger helt nede at vende med en depression.

Det er den smerte, der giver humoren klangbund, og gør bogen vedkommende. Jeg kluklo mange gange undervejs og følte mig godt selskab. Det bliver spændende at se næste udspil fra Stine Pilgaards hånd, men Min mor siger skal du læse i sin egen ret.