Jeg var vild med Stine Pilgaards debut Min mor siger fra 2012. Jeg syntes ikke, at den blev vurderet efter fortjeneste i min læsegruppe i DR Romanklubben. De fleste opfattede jeg-fortælleren som selvoptaget og irriterende, mens hun for mig inkarnerede en eksistentiel smerte – uanset at den mest kom til udtryk i ironi og sarkasme. Den samme skæbne synes at ramme den nye roman Lejlighedssange, der lige er udkommet. I Information fokuserer Solveig Daugaard – i en i øvrigt meget positiv anmeldelse - mest på bogens humor og den intelligente bearbejdning af populærkulturens memer, der flyder ind og ud af sange, horoskoper og dialoger. Det samme gælder K.E. Watz’ anmeldelse i Folketidende, som jeg desværre ikke kan linke til.

Det er ikke forkert, men jeg synes heller ikke, at det er hele historien om Lejlighedssange. Det vil jeg vende tilbage til, men først lidt om handlingen.

Bogens fortæller er sidst i tyverne og flytter i bogens start ind i en andelsforening i Århus sammen med sin kæreste. Her kommer man hinanden ved, så romanen folder sig snart ud som en kollektivroman, hvor fortælleren har en særlig adgang til historierne, fordi hun – som titlen antyder – skriver lejlighedssange. Hun skriver også horoskoper for et ugeblad og drømmer vist nok om større litterære udfoldelser, selvom vi aldrig hører noget videre om det. Fortælleren – og måske også forfatteren? – har et tvetydigt forhold til sangene. På den ene side er de et ritual, som kan være svært at tage helt alvorligt, men på den anden side bliver de en meningsfuld gestus, alene fordi de bliver lavet. Er en alvorligt ment gestus mindre værd, hvis den banal?

Bogen er bygget op i 12 kapitler og indledes med et horoskop. De følger stjernetegnenes fordeling hen over året, så det giver en fornemmelse af, at handlingen udspiller sig over et års tid. I hvert af kapitlerne er desuden indsat to sange, som ikke er lejlighedssangene – jeg ville ellers gerne se, hvad Pilgaard kan præstere inden for den genre – men prosastykker, hvor associationer og sproglig virtuositet for alvor slippes løs.

Lejlighedssange ER sjov. Meget sjov endda. Den er fyldt med morsomme replikskifter og groteske situationer, som da fortælleren danser LIDT for tæt med Sandsiger-John til julefrokost på ugebladet, eller da Elizabeth MEGET direkte kommenter Lasse og Louises sexvaner til Andelsforeningens generalforsamling af alle steder. Men lige under den sjove overflade gemmer smerten sig. Elizabeth er f.eks. dybt ulykkelig, fordi hendes mand ligger i koma på tredje år, og da jeg-personen flipper ud til et pakkespil hos svigerfamilien, er det faktisk slet ikke sjovt længere.

Præcis som i ’Min mor siger’ er humoren kun et tyndt lag fernis på et lidende sind. Forholdet til de skilte forældre er problematisk. Faderen er ude af stand til at tage ansvaret på sig – når pigerne kommer op at skændes, ringer han til moderen og tilkalder hjælp. Alligevel kritiserer han hende for at ødelægge børnenes ”virkelighedsfornemmelse”, når hun pepper en weekend op ved at holde en ekstra fødselsdag. ”Et liv uden fester er som en landevej uden kroer, sagde min mor, og du trænger vist selv til nogle flere fødselsdage.” (s. 24)

Det er jo sådan en oprørskhed, alle elsker at holde af, når vi ser den på film, men den er ikke så nem at leve med i en ganske almindelig forstad til Århus. Slet ikke, når det mere end antydes, at moderen så afgjort foretrækker de store glas rødvin. Morsomhederne og den fandenivoldske sarkasme formår altså kun knap og nap at dække over en traumatisk opvækst og store vanskeligheder ved at indgå i meningsfulde menneskelige relationer. Kæresten omtales hele vejen igennem med det kønsneutrale ’du’ men endnu mere påfaldende er det, at de næsten aldrig oplever noget sammen og som regel ser helt forskelligt på det meste. Det hun ser så klart hos andre og hjælper dem med at sætte på vers, har hun selv uendelig svært ved. Alligevel slutter bogen på en positiv tone med en Sang om kærlighed, der er en meget smuk kærlighedserklæring til du’et.

Lejlighedssange følger fornemt op på Pilgaards debut, og der er ingen tvivl om, at det er et forfatterskab, jeg ser frem til at følge. Hun er fantastisk til at fange en generation, hvor ironien er blevet så indgroet, at den også er et værn mod virkelighedens tragedier. Det eneste minus ved romanen er, at replikkerne ikke er helt så præcise og skarpe som i debuten. ( )