Indeholder de tre album "Tidsspiralen", "De flyvende dæmoner", "Den sorte død".

"Tidsspiralen" handler om at den unge japanske elektroingeniør Yoko Tsuno er på Borneo ca 1980 sammen med sine venner Vic Video og Pol Pitron. De bor ved Yokos fætter Izumi og skal lave fotoarbejde. Yoko tager en lille tur på elefanten Gounda, som hun kender fra barnsben og støder ved et gammelt tempel på en helikopter, hvor to personer ser ud til at ligge på lur efter noget. Kort efter dukker en tidsmaskine op fra det bare ingenting og en ung kvinde Monya stiger tøvende ud. Hun havde forventet at møde en professor Leyton og den ene af mændene havde forventet at hun var i selskab med sin far. Begge er skuffede. Manden truer Monya med en pistol hvilket får Yoko til at blande sig i løjerne. Hun kaster manden til jorden, hvorefter han forsvinder i den blå luft på nær et bælte og hans pistol. Han nåede at såre Monya i skulderen, men hun har en smart maskine, der kan fikse såret på få minutter. Hun fortæller Yoko at hun kommer fra det 39'te århundrede og at hun er den eneste overlevende jordbo fra den tid. Hun er taget tilbage i tiden for at fjerne opfinderen Stephen Webbs af den kontraktionsbombe, der har gjort det af med Jorden i år 3872. En tidligere mission, hvor Monyas far sendte en morder Stanford tilbage sammen med en assistent Leyton for at fjerne opfindelsen eller om nødvendigt opfinderen, gik ikke efter planen.
Monya og de andre få overlevede Jordens ødelæggelse oppe i et rumlaboratorium, men efter at Leyton og Stanford var taget afsted, blev faderen gradvist mere syg af den stråling, som indsamling af forsyninger fra de ødelagte rumbyer gav ham og til sidst døde han. Monya tog afsted mod Jorden og dukkede op i starten af historien her.
Næste dag er Monya kommet mere til hægterne og kan fortælle Yoko og Vic hendes historie. Hun er kun 14 år gammel og stadig rystet over faderens død og den voldsomme modtagelse. Stanfords ledsager dukker op for at ringe til ejerne af den helikopter, Stanford og han kom i, for han vil gerne hjem til sin familie. Helikopteren ejes af Stephen Webbs firma, som har hjemme på Sulawesi på toppen af Dragebjerget. Izumi betaler Stanfords assistent Shangi nogle penge for at holde mund og så flyver de ellers Webbs helikopter tilbage til ham, Webbs firma er i telekommunikation og har installeret en stor parabolantenne på Dragebjergets top. Monya og Yoko mødes med Webbs og han lytter faktisk til dem. Der er sket underlige ting i laboratoriet, fx den ulykke der kostede Lawson livet. En gang imellem kastes ting rundt af et usynligt frastødende kraftfelt. Webbs viser at han har opdaget antimaterie og Monya viser at hun allerede kender til det ved at bruge en smule af det til at skrumpe en sten ned til en tredjedel størrelse, men med samme masse som før. Monya lokaliserer også den første version af tidsmaskinen, dvs den som Stanford og Lawson kom i.
Et rum i det laboratorium Webbs bruger, har et gammelt japansk segl og han er den eneste, der kan gå derind. Det bærer Yokos mors onkels navn og er fra 1943. De undersøger onklens gamle breve og tager tidsmaskinen tilbage til den dag, hvorefter handlingen virkelig tager fart. Yoko lander lidt udenfor en japansk militærlejr og ser et par soldater, der plyndrer en grav. Hun hopper uset op i deres lastvogn, men bliver opdaget da hun kommer ind i lejren. Hendes pas hjælper hende ikke, for det er et falskneri udført af hendes grandonkel, oberst Toshio. Hun kommer lidt i klemme mellem løjtnant Amemiya og obersten, men redder sig ved at true løjtnanten med at afsløre gravrøverierne. Obersten bliver overbevist om Yokos sandfærdighed og tager hende med til professor Hideki Minai, der til gengæld viser Yoko at de holder et rumvæsen i live i en hule dybt inde i bjerget. Rumvæsenet ligner en blæksprutte og har arme af metal. Amemiya dukker op, men Yoko tilkalder Monya og tidsmaskinen, der lander ved siden af Amemiya og slår ham ud af balance. Yoko hopper ind i tidsmaskinen og de sætter kurs mod vores nutid. Her er tingene ved at gå helt galt, rumvæsenet kontrollerer de fleste på basen med sine tanker, men professor Webbs har fået overfodret det med antimaterie, så der nu bare skal en enkelt tændsats til for at ødelægge det. Det lykkes, men Webbs dør i forsøget. Vic hjælper Yoko og Monya ud og hele bjerget imploderer og fortæres som af en lille sol. Hemmeligheden om antimaterie og kontraktionsbomben forsvinder i gløden. De overlevende tager tilbage til Borneo. Izumi og hans kone tager Monya til sig og Yoko holder op med at bebrejde sig selv at Stanford, Amemiya, professor Minai og Webbs er døde på grund af hende. Monya accepterer også at de nu er på en anden tidsspiral og at det ikke giver mening at vende tilbage til 3872, selv om Jorden ikke længere er gået under.
Og så er alt jo godt.

"De flyvende dæmoner" handler om at den unge elektroingeniør Yoko Tsuno, hendes venner Pol Pitron og Vic Video og hendes adoptivdatter Lotusblomst (kaldet Lotus) tager til Bali for at hjælpe hendes niece, Monya, der er kommer i knibe ved at bruge en tidsmaskine flittigt til at besøge 1320. Monya har stjålet en lille gudestatuette fra et tempel, men det er blevet opdaget og danserinden Narki er anklaget for tyveriet. Monya har en medhjælper Mike, der tilbeder guden med en fanatisk iver. Eller måske vil han bare sælge statuetten? I alt fald forsøger han at brænde Yoko, Lotus, Monya, Pol og Vic inde. I stedet tager de afsted i tidsmaskinen og Monya afslører at Mike blot har stjålet en kopi af statuetten, for hun har originalen med i tidsmaskinen.
De ankommer til år 1350 og mødes med en gammel kvinde Rangda. Hun fortæller at ypperstepræsten er død og ved at blive brændt. på et ligbål. Narki er blevet hypnotiseret til viljeløst at lade sig ofre til de flyvende dæmoner. Monyas plan om at levere statuetten tilbage går ikke så godt, for præsterne er skeptiske og vil lade guderne bestemme om danserinden skal leve eller dø. Yoko og Vic samler et minifly og tager kampen op mod flyveøglerne. Meget bliver lettere af at Yoko har en automatisk sproglæringsmaskine med, fx så hun kan lære de indfødtes sprog. Flyveøglerne (dvs de flyvende dæmoner) bliver nedslagtet. Vulkanen går i udbrud og Yoko redder Narki. De er lige ved at blive stegt af lavaen, da Monya dukker op og tager dem med i tidsmaskinen. I mellemtiden har hun været en tur i nutiden og sat Vic, Pol og Lotus af.
Danserinden Narki bliver omplantet til Bali i 1520, hvor Monya har venner og hvor øen er regeret af en god fyrste. På vej tilbage til nutiden stopper Yoko Tsuno op på Bali i 1901, hvor hendes fætter i nutiden har en farm. Nogle ruiner i nærheden har et relief, hvor man kan se både danserinden og tidsmaskinen lidt utydeligt. Relieffet vil blive delvist ødelagt i et stort jordskælv, så i nutiden kan man kun se danserinden. Yoko har ofte beundret den elegante figur på relieffet, så derfor forekom Narki hende underligt bekendt.
Fortællingen er en elegant turneret tidsrejsehistorie, hvor flyveøgler har overlevet op til år 1320 på en lille isoleret ø. Man kan godt pille ved fortiden, når man gør det et sted, der kort tid efter alligevel bliver ødelagt af en vulkan. Eller måske kan man ikke pille og alting har altid været forudbestemt?

"Den sorte død" handler om at den unge kvinde, Yoko Tsuno, der er uddannet elektroingeniør og japaner, er i Brugge for at mødes med en maler ved navn Jan van Laet. Hun møder en anden maler Jos, der giver hende en lift med sin elbåd. Han holder sig i nærheden, for han er bestemt ikke tryg ved van Laet eller dennes bekendt Markis de Torcello. Ifølge Jos er der beviser på at de begge er 400 år gamle. De to er på jagt efter Zacharius' grønne kolbe, som de mener at Yoko har gemt i Brugge i 1545. De truer Yoko, som flygter ved at hoppe ud af et vindue og ned i kanalen udenfor, hvor Jos venter med sin båd.
Yoko og Jos udveksler viden og Yoko tilkalder Pol, Vic og Lotus. De dukker op næste dag, snart fulgt af Monya i tidsmaskinen. Ifølge sagnet har Zacharius forsynet Djævelen med en kunstig hånd, og til gengæld har Djævelen foræret Zacharius en grøn forseglet kolbe med Den Sorte Døds virus. Efterfølgende brød pesten ud i alle byer, der satte Zacharius på porten.
Monya og Yoko tager afsted til Brugge, 15. juni 1545, kl 23.47, sammen med Vic, Pol og Lotus. De har lokalt tøj fra tiden på og får kontakt til en lokal pige, Mieke. Hun viser dem vej til malerne. Jan van Laet i yngre udgave bliver betaget af Yoko. Mieke bliver jaloux og en gråbrødremunk tager sig af hende. Yoko bliver indkvarteret hos maleren og undrer sig over høje drøn fra kælderen. Nede i kælderen finder hun en gammel mand, Mester Balthazar, med kunstig hånd. Han kan lave små flasker med pestkultur i, men han har også Zacharius liggende i balsameret stand. Og forresten har han også hindbærlikør.
Han har adgang til petroleum og kan lave pæne smykker. Stenene får han leveret af orientalske fyrster. Byens kønne piger bærer smykkerne og de er så med i prisen. Han er enøjet og har også en enøjet falk, som Yoko låner, så van Laet kan male et portræt af hende sammen med jagtfalken.
Markis de Torcello har forklædt sig som Zacharius og forhandler med inkvisitionen og kirken i skikkelse af Fader Maximus. Men han viser Yoko at hindbærlikøren er forgiftet, så han er heller ikke en entydig fjende.
Senere slår Markis de Torcello dog Balthazar ihjel og forsøger at få Yoko til at finde Balthazars hemmelige opskrift på at holde pesten i live. Den har Vic dog allerede fundet på Balthazars lig, en formel indgraveret i guldplader. De overmander Markis de Torcello og tager afsted i tidsmaskinen. Pol har friet til Mieke og tager hende med.
Tilbage i nutiden møder de den nutidige Markis, der vil tvinge dem til at sende ham tilbage til 1545. Monya tager ham med, men han spænder sig løs under starten og omkommer.
Den onde Markis er død, maleren er stukket af og Pol og Mieke hygger sig.
Det er en udmærket tidsrejsehistorie, der undgår de værste paradokser.

Nydeligt tegnede og fortalte science-fiction-agtige historier om den unge kvinde, elektroingeniøren, Yoko Tsuno. Alting er dog lidt kønsløst og sort/hvidt i karaktertegningerne, men det skal jo også mere underholde end give anledning til tankevirksomhed. I ekstramaterialet er der lidt om overvejelserne. Tidsmaskinen kan også godt rejse frem i tiden, men det kan give alle mulige paradokser, så Roger Leloup holder sig til Vinea, hvis han skal tegne futuristisk. Den sorte Død ville Leloup gerne have haft til at foregå i Venezia, men at ramme præcist 1520 ville være supersvært, så det blev Brugge i stedet. ( )