Backed up one book (because the first one in the series isn't available to me right now) - a very different story, here the mystery is real not trickery. A lot of very convenient things happening, but the real answer never becomes clear - who, and why, and what... ( )

Borneo, ca 1980
Den unge japanske elektroingeniør Yoko Tsuno er på Borneo sammen med sine venner Vic Video og Pol Pitron. De bor ved Yokos fætter Izumi og skal lave fotoarbejde. Yoko tager en lille tur på elefanten Gounda, som hun kender fra barnsben og støder ved et gammelt tempel på en helikopter, hvor to personer ser ud til at ligge på lur efter noget. Kort efter dukker en tidsmaskine op fra det bare ingenting og en ung kvinde Monya stiger tøvende ud. Hun havde forventet at møde en professor Leyton og den ene af mændene havde forventet at hun var i selskab med sin far. Begge er skuffede. Manden truer Monya med en pistol hvilket får Yoko til at blande sig i løjerne. Hun kaster manden til jorden, hvorefter han forsvinder i den blå luft på nær et bælte og hans pistol. Han nåede at såre Monya i skulderen, men hun har en smart maskine, der kan fikse såret på få minutter. Hun fortæller Yoko at hun kommer fra det 39'te århundrede og at hun er den eneste overlevende jordbo fra den tid. Hun er taget tilbage i tiden for at fjerne opfinderen Stephen Webbs af den kontraktionsbombe, der har gjort det af med Jorden i år 3872. En tidligere mission, hvor Monyas far sendte en morder Stanford tilbage sammen med en assistent Leyton for at fjerne opfindelsen eller om nødvendigt opfinderen, gik ikke efter planen.
Monya og de andre få overlevede Jordens ødelæggelse oppe i et rumlaboratorium, men efter at Leyton og Stanford var taget afsted, blev faderen gradvist mere syg af den stråling, som indsamling af forsyninger fra de ødelagte rumbyer gav ham og til sidst døde han. Monya tog afsted mod Jorden og dukkede op i starten af historien her.
Næste dag er Monya kommet mere til hægterne og kan fortælle Yoko og Vic hendes historie. Hun er kun 14 år gammel og stadig rystet over faderens død og den voldsomme modtagelse. Stanfords ledsager dukker op for at ringe til ejerne af den helikopter, Stanford og han kom i, for han vil gerne hjem til sin familie. Helikopteren ejes af Stephen Webbs firma, som har hjemme på Sulawesi på toppen af Dragebjerget. Izumi betaler Stanfords assistent Shangi nogle penge for at holde mund og så flyver de ellers Webbs helikopter tilbage til ham, Webbs firma er i telekommunikation og har installeret en stor parabolantenne på Dragebjergets top. Monya og Yoko mødes med Webbs og han lytter faktisk til dem. Der er sket underlige ting i laboratoriet, fx den ulykke der kostede Lawson livet. En gang imellem kastes ting rundt af et usynligt frastødende kraftfelt. Webbs viser at han har opdaget antimaterie og Monya viser at hun allerede kender til det ved at bruge en smule af det til at skrumpe en sten ned til en tredjedel størrelse, men med samme masse som før. Monya lokaliserer også den første version af tidsmaskinen, dvs den som Stanford og Lawson kom i.
Et rum i det laboratorium Webbs bruger, har et gammelt japansk segl og han er den eneste, der kan gå derind. Det bærer Yokos mors onkels navn og er fra 1943. De undersøger onklens gamle breve og tager tidsmaskinen tilbage til den dag, hvorefter handlingen virkelig tager fart. Yoko lander lidt udenfor en japansk militærlejr og ser et par soldater, der plyndrer en grav. Hun hopper uset op i deres lastvogn, men bliver opdaget da hun kommer ind i lejren. Hendes pas hjælper hende ikke, for det er et falskneri udført af hendes grandonkel, oberst Toshio. Hun kommer lidt i klemme mellem løjtnant Amemiya og obersten, men redder sig ved at true løjtnanten med at afsløre gravrøverierne. Obersten bliver overbevist om Yokos sandfærdighed og tager hende med til professor Hideki Minai, der til gengæld viser Yoko at de holder et rumvæsen i live i en hule dybt inde i bjerget. Rumvæsenet ligner en blæksprutte og har arme af metal. Amemiya dukker op, men Yoko tilkalder Monya og tidsmaskinen, der lander ved siden af Amemiya og slår ham ud af balance. Yoko hopper ind i tidsmaskinen og de sætter kurs mod vores nutid. Her er tingene ved at gå helt galt, rumvæsenet kontrollerer de fleste på basen med sine tanker, men professor Webbs har fået overfodret det med antimaterie, så der nu bare skal en enkelt tændsats til for at ødelægge det. Det lykkes, men Webbs dør i forsøget. Vic hjælper Yoko og Monya ud og hele bjerget imploderer og fortæres som af en lille sol. Hemmeligheden om antimaterie og kontraktionsbomben forsvinder i gløden. De overlevende tager tilbage til Borneo. Izumi og hans kone tager Monya til sig og Yoko holder op med at bebrejde sig selv at Stanford, Amemiya, professor Minai og Webbs er døde på grund af hende. Monya accepterer også at de nu er på en anden tidsspiral og at det ikke giver mening at vende tilbage til 3872, selv om Jorden ikke længere er gået under.
Og så er alt jo godt.

De gode gamle dage uden internet, smartphones og digitalkameraer. Leloup håndterer tidsparadokser fint og historien hænger rimeligt sammen, selv om tidsrejser, jordens undergang, antimaterie og tankekontrollerende megaaliens er lidt meget at sluge på en gang. ( )