Eske K. Mathiesen (1944–2021)

Eske K. Mathiesen døde tidligere på året. Jeg har ikke tidligere læst noget fra hans hånd, men heldigvis får vi lov til at beholde forfatterens værker, når han selv er væk, og denne legende digtsamling fra 2009 er så fuld af liv, at man mærker hans lune og sproglige overskud.

Digtene er inspireret af den franske musiker og dadaist Erik Satie, der levede en boheme-tilværelse i Paris omkring år 1900. Han komponerede, dyrkedede vikingetiden, samlede på paraplyer og gav sine værker fjollede navne. Derudover kender jeg ikke meget til hans liv, men det er vist ikke så afgørende for at nyde bogen.

Teksterne er korte – nogle er dialoger, andre er korte naturbeskrivelser eller små betroelser fra Satie, f.eks. om han yndlingshelgen. Det hele leveres med sprogligt overskud og tilsyneladende uden at gå så meget op i, hvad det hele betyder.

”Efter dem!
Satie letter på bowleren
og træder til side for regnbygen,
så den kan passere
og solen komme til.” (s. 13)

Let og elegant, og sådan er hele bogen: et frikvarter i godt selskab. Satie/ Mathiesen kommenterer på snart det ene snart det andet. Alligevel er eftersmagen lidt vag – ja, det det var underholdende, men så var det måske heller ikke så meget mere.… (altro)