Espen Haavardsholm

Først mødte jeg en person ved navn Espen, der omtaler sig som forfatteren til bogen. Han skriver sine små kapitler med kursiv i 2003. Han har lige mistet sig mor, og han reflekterer over forholdet til hende og over den roman, som han er i gang med at skrive, og som man må antage er Drengen på pasbilledet.

Så møder vi den 14-årige Niels Hå – sammenhængene er kun pakket nødtørftigt ind i denne nøgleroman – der har forladt sin dominerende mor i København for at bo hos til smådistræte far i Oslo.

Vi er i vinteren 1959, hvor Niels og hans bedste ven Zakk er ved at trænge ind på det svære voksenliv. Mens de følger heltene i hurtigløb på skøjter, må de knokle i realskolen og prøve at få styr på forholdet til det modsatte køn. De har begge et godt øje til den erotisk dragende fru Løye, der er gift med deres engelsklærervikar, og de kigger samtidig langt efter de lidt ældre kunstskøjteløbere Eli og Gun, som de er forelskede i.

Oven i må Niels så slås med forholdet til moderen og hendes mærkelige familieforhold. Hvorfor stak hun af til København, helt alene? Hvilken rolle har mormorens nye mand, psykiateren Eden, spillet? Hvorfor fortæller hun, at hun er omtalt i forfatteren s.’s nøgleroman fra krigen?

Romanen veksler mellem at tegne et fint billede af den altid vanskelige pubertetsovergang, her i 1950’ernes Norge, hvor den kolde krig og frygten for atomragnarok hvilede tungt over landet, og så den ældre forfatters selvrefleksioner fyrre år senere.

Det første fungerer klart bedst, men hvor kommentarsporet var decideret irriterende i Volvo Lastvagener, så er det til at leve med her. Det er stadig ikke en litterær tendens, jeg ser noget større formål med, men det skal ikke skygge for, at Haavardsholm har skrevet en gribende og letlæselig roman om det at blive voksen. Det tema bliver litteraturen til gengæld aldrig færdig med.… (altro)