Quando penso al mio
paese natio... un'immagine appare
vivida nella mia mente.
Un primo pomeriggio di primavera,
io, ancora bambino, sto giocando
seduto sul pavimento del negozio da
barbiere di mio padre.
Lo ricordo come un momento felice
della mia infanzia.



La cantina buia...

ricordo le parole dello zio.

Il sake' vive...
bisogna curarlo sempre.

Bisogna conoscere bene il carattere del lievito e il barile.
Se gli parli col cuore loro rispondono e il sake' diventa un buon sake. (236)
( )

Qui Taniguchi ripensa alla sua città natale (Tottori, interessata da un terribile incendio nel dopoguerra), alla sua infanzia e al suo distacco dalla famiglia, costruendo una storia toccante in cui esacerba il senso di colpa per l’incomprensione fra figlio e padre seguente all’abbandono da parte della madre. Come sempre, introspettivo e toccante. ( )

El almanaque de mi padre es un relato pictoliterario en estilo manga que narra la impactante historia de la relación entre un padre y su hijo. Tras una larga separación, a la muerte del padre, el hijo regresa a la casa paterna para asistir al sepelio. La ocasión sirve para rememorar sentimientos reprimidos e incluso desconocidos en una familia en parte desestructurada por el divorcio de los padres. La narración recoge con ternura y sensibilidad las particularidades de una sociedad con costumbres y tradiciones profundamente arraigadas y, hasta cierto punto rígidas, como es el caso de la japonesa. Taniguchi describe una experiencia para el lector que llega directamente al corazón. ( )

Jeg er ganske betaget af Taniguchi. Det er en gave, at Fahrenheit udgiver hans værker på dansk – oven i købet i lækker kvalitet – og jeg håber virkelig, at de vil blive ved. Min fjerne barndomsby var en åbenbaring, Manden der går tur var en fornøjelse.

Nu er hans tredje værk så kommet på dansk. Kronologisk placerer Min fars dagbog sig midt mellem de andre bøger, men tematisk har den mest tilfælles med Min fjerne barndomsby. Hovedpersonen er igen en midaldrende mand, der vender tilbage til udgangspunktet og får et nyt perspektiv på sin opvækst og sine komplicerede familieforhold.

Yoichi har ikke set sin familie i 15 år, da han bliver kaldt hjem til Tottori til vågenatten efter faderens død. Alligevel tager slægtningene godt imod ham, og gennem nattens samtaler får han langsomt omformet sit billede af faderen Takeshi. Yoichi ser ham som en fjern arbejdsnarkoman, og han er derfor overrasket over, at han er så elsket og respekteret.

Han må søge tilbage i hukommelsen og genopleve sin opvækst gennem erindringer og samtaler. Først nu ser han, at storbranden, der lagde det meste af byen øde, gav dem alle et traume og forgiftede forholdet mellem faderen og moderen. Først nu ser han, hvor meget Takeshi måtte ofre for at hjælpe ham og hans søster frem efter skilsmissen. Først nu erkender han, at hans flugt og udeblivelse var endnu et tungt offer for faderen at bære.

Yoichi kan godt se, at han har svigtet som søn, og det er helt velgørende, da onkel Daisuke får så meget sake inden for vesten, at han siger ham sin ærlige mening om den ting. Er det den japanske høflighed, der afholdt faderen fra at skælde ham ud og være ærlig? Først og fremmest var det vel udtryk for kærlighed. Det er jo forældrenes pligt at slippe deres børn fri og elske dem uanset hvad.

En bog med døden så tæt inde på livet bliver selvfølgelig melankolsk, og Yoichi fortryder, at han ikke er vendt hjem tidligere, for nu er det for sent. Eller er det? Der er stadig en forløsning i at se faderen og sit eget liv i det rigtige lys. Man har i hvert fald på fornemmelsen, at Yoichi tager mere harmonisk fra Tottori, end han tog dertil.

Der er en særlig ro over Taniguchis bøger. Det er som at gå en aftentur. En gang imellem stopper man op. Kigger på et træ. Lader blikket glide over vandet. Og så går man videre. Selv i en dramatisk historie finder han små pauser, hvor tegningerne vækker til eftertænksomhed. Her er det ikke mindst de mange nærstudier af Yoichi på vågenatten. Han tænker – og det kommer vi også til.

Min fars dagbog er en skøn bog, der får dig til at sætte tempoet ned og tænke efter – behandler jeg nu min familie rigtigt? Er det nu klogt at tilsidesætte forældrene for arbejde og venner, når der kommer en dag, hvor de ikke er der mere? ( )

http://bogbrokken.blogspot.dk/2013/03/jiro-taniguchi-min-fars-dagbog-2012-1994.h... ( )