Denis har udgivet en lang række tegneserier, herunder adskillige bind med Luc Leloi, hovedpersonen i Den japanske blondine, og selvom dette var mit første møde med både forfatteren og hans småforhutlede forfatterspire, så var universet meget genkendeligt. Paris i Den japanske blondine var med sine regnvåde aftener og skumle værtshuse som et spejl af Dan Turell og diverse TV-serier fra min barndom.

Luc Leloi er på spanden. Han bor delvist i sin bil, fordi hans lejlighed er ved at blive renoveret på den hårde måde, dvs. der er ikke rigtig nogen vinduer tilbage og afdækningen er elendig. Planen om at blive forfatter kommer heller ikke nogen vegne, og da han går hjem fra nogle venner i skidt humør stikker han hovedet ind på baren Den gule dværg, hvor en afdanket tryllekunstner og letpåklædte kvinder står for underholdningen.

Det bedste nummer står stripperen Miyeko for, og Luc er med det samme fascineret af hendes eksotiske udseende med afbleget hård, tilknappet attitude og lange flotte ben. Da hun har fri, viser det sig, at alle fire hjul på hendes gamle kassevogn er punkteret, og Luc tilbyder heltemodigt at køre hende hjem. (Han har drukket tæt, men synet på spirituskørsel i albummet er også meget 80’er-agtigt.) Hun lader ham overnatte, og selvom der ikke sker mere den første nat, så er han forelsket til op over begge ører.

Miyeko har sine egne grunde til at invitere Luc indenfor. For hvem er det egentlig, der har ødelagt hendes bil, og hvorfor har hun hele tiden en fornemmelse af, at hun bliver overvåget og forfulgt? Inden længe bliver Luc rodet ind i hendes liv. Hun har tidligere turneret verden over med en tryllekunstner, og måske gemmer forklaringen på de mystiske hændelser sig i fortiden.

Tegnestilen ligger inden for den klassiske fransk-belgiske tradition med runde, bløde former (Lucs næse kunne også være i Vakse Viggo) men det blandes op med andre træk. Miyeko er næsten demonstrativt udtryksløs, og farvelægningen er afdæmpet og tilpasset regnvejret og de mange aftenscener. Som sådan understøtter tegningerne historien uden at man bliver blæst bagover.

Sådan har jeg det helt generelt med Den japanske blondine. Historien var velkendt og ikke dårligt fortalt, men den hævede sig heller ikke over gennemsnittet. Når den samtidig befinder sig så solidt inden for velkendte skabeloner, bliver det hele lidt på det jævne. Godt nok men ikke meget godt. ( )