Selvom jeg har læst masser af anmeldelser af Morten Sabroes bøger, og selvom jeg har haft bogen stående på reolen i årtier og mange gange har overvejet, om det var nu jeg skulle få den læst, så er altså ikke blevet til noget før nu. Sådan er det bare, når man er en ivrig læser men en endnu ivrigere bogkøber.

Arthur er fjorten år og vokser op i et forstadskvarter nord for København. Hans bedste ven er Robert, der er lettere handicappet og mærket af at halte på det ene ben. Drengene er blevet hinandens bedste venner, men de er også outsidere i skolen, som keder dem ud over alle grænser, og forholdet til forældrene er heller ikke for godt. Drengene er omsorgssvigtede på den særlige måde, som velhavende børn kan være det: Der er penge nok, men det kniber med tid og opmærksomhed. Arthur kommer f.eks. hver dag hjem fra skole til en båndoptagerbesked fra sin mor. En dag får han nok og smider båndoptager i ovnen.

Da sommerferien er ved at være slut, beslutter drengene at stikke af til Amerika. Planen er temmelig løs i kanterne og handler mest om at hoppe på et nattog til Paris og om at optræde i cirkus med bueskydning og knivkastning, når de når frem til den nye verden. Første stop er hos Roberts mormor i København, og inden de fanger Europatoget møder de deres muse. Hun hedder Sara og er selv stukket af hjemmefra. Hun er på vej til Århus for at skælde sin narkoman-far ud, fordi han har svigtet og mishandlet hendes mor. Hun er også 15, har vildt krøllet hår og bryster, som gør drengene kulrede, selvom de har svoret hinanden evig troskab og officielt synes piger er åndssvage.

Robert er hårdest ramt, og han overtaler Arthur til at følge efter Sara på toget til Hillerød. Derfra går turen videre mod Frederikssund, Hundested og med færgen til Grenå. Det viser sig hurtigt, at Sara har usædvanlige talenter for at klare sig selv på egen hånd og uden penge – hun er f.eks. god til at blaffe, stjæle mad og fortælle løgnehistorier – og det bliver en fantastisk rejse gennem Danmark. Det er en tur, hvor de tre unge møder racisme og fremmedhad, men også hjælpsomhed og varme, og det er selvfølgelig også en tur, hvor Arthur og Roberts venskab bliver sat på prøve, for Saras magnetiske tiltrækningskraft bliver kun større.

Fortællingen har svært ved at løfte sig i starten, hvor det hele virker meget konstrueret og skematisk. Det fungerer bedre, da pligtstoffet er overstået – det racistiske opgør i Frederikssund virker f.eks. som noget der bare skulle presses ind – men jeg blev aldrig begejstret for sproget. Det virkede kunstigt og forceret og slet ikke som noget, der ville komme ud af en fjortenårigs mund. Her er f.eks. hvad Arthur siger, da han skal overbevise Robert om, at det er en bedre idé at stikke af hjemmefra end at skære faderens ben af med en motorsav:

”Ikke så klogt som at stikke af. Hvis han kun har et ben, så vil han tænke at I er i samme båd. Og så vil han blive lige som min far og opføre sig som om I var kammerater og der findes ikke noget værre end en far der vil være kammerat med én. Og en etbenet far der har det sådan vil ikke bare lægge en klam arm om din skulder, men en arm der er våd som en svamp af tårer.” (s. 42)

Sådan husker jeg ikke, at vi rendte rundt og sagde til hinanden i 1986, og der er mange eksempler på den slags vidtløftigt sprogbrug. Samtidig står evnen til at analysere andres psykologi i sær i kontrast til Arthurs (og til dels Roberts) totale naivitet over for, hvad piger og drenge kunne tænkes at have med hinanden at gøre.

Jeg tror du kan finde bedre bøger at læse – sikkert også af Morten Sabroe – men hvis du går i gang med Rejsen til Amerika, så læs den færdig. Den bliver bedre til sidst. ( )