Indeholder "Del 1: Når børnene får stemmer", " Heltene", " I lægens varevægt", " Den nye inspektør", "Del 2: Solgården", " Når 'Plejefar' sagde godnat", " De unge heltinder", " Skammen i kroppen", " Til forhør hos 'Landmanden'", " Pigen der satte ild til sig selv", " Bomben indeni", "Del 3: Intermezzo om fællesskab", " Med træsko på", " De første helte", "Del 4: Skorpeskolen", " De farligste trapper i Danmark", " Drengen fra Nordvest", " Dem der ikke vil høre", " Socialrådgiveren danser", " Sagen lukkes", "Intermezzo: Når børn lejes ud", "Del 5: Heltene lever", " Undskyldningen", " Da inspektøren blev forstander", " I egen varetægt", "Tak".

Peter Øvig Knudsen har en ven, Hans Horst, der har presset på for at få Øvig til at skrive om overgrebene på børnehjemsanbragte. Oskar Plougmand var i 1970'erne ansat i Direktoratet for Børneforsorgen og hans opgave var ar rejse rundt og sikre børnenes trivsel på omkring 100 børnehjem. Han gjorde noget epokegørende og spurgte børnene i stedet for at spørge forstander og personale, men alligevel kunne han ikke afsløre hvad der foregik på Solgården, for ingen turde sige noget. I 2006 udgav Grethe Sørensen, tidligere børnehjemsbarn på Solgården, en bog, hvor hun fortalte om overgrebene. Det blev en landsdækkende sag, men den gled hurtigt ud i sandet igen, og medierne fulgte ikke op. Hvem tror man mest på: Den hellige mand, medlem af menighedsråd og kommunalbestyrelse - eller nogle udsatte børn, som kommer med vilde beskyldninger? Michael Mortensen blev aldrig anmeldt, endsige dømt. Luthersk Mission ejede og drev børnehjemmet i Tarm og i 27 år holdt de hånden over ham. Peer Balken beretter om misbrug i hospitalssystemet, først en portør og så da han er syv år gammel, en overlæge på rekonvalescenshjemmet 'Villa Blide'. Overlægen aftaler med Peers mor at hun ikke skal komme på besøg. Da han finder ud af det, stikker han af og tager turen til Nyborg og sin morfar. Men han fortæller ikke noget om hvad der foregår, så han kommer bare tilbage til 'Villa Blide' og overlægen. I alt har Peer været på 26 institutioner. Som 13-årig kommer han på skolehjemmet Godhavn, hvor flere af lærerne går amok og tæsker løs på børnene, Tit helt uden grund. Fx en lærer, der blev kaldt Frøen Otto. En anden lærer peger et offer ud og lader så nogle andre drenge slå løs på offeret. Men i det mindste er volden sat i system, så det er ikke så uoverskueligt og ondt et sted som så mange andre.
En dag kommer en ny inspektør på besøg Oskar Plougmand og han får hurtigt ændret nogle ting, fx Frøen Otto, som bliver fyret på gråt papir og får en time til at pakke sine ting. (Men i dag ville han jo have fået en politisag på halsen i tilgift). Sidst på dagen orienterer Plougmand forstanderen og lærerne om hvad han har fundet ud af i dagens løb. Det er nok til at få forstanderen sat halvt fra bestillingen. Børnene tør selvfølgelig ikke fortælle det hele, så Bek og mange af de andre forstandere bliver bare stille presset ud uden sager. Så sent som i 1984 blev en 47-årig forstander på Pallisbjerg Kostskole Ove Gregersen anholdt og sigtet for seksuelle overgreb. Han får et års fængsel og bliver frakendt retten til som pædagog at beskæftige sig med børn og unge under 18 år. Men der er gået 14 år fra han første gang blev anmeldt. I 1990 får Ove Gregersen af landsretten igen lov at beskæftige sig med børn og unge under 18 år. Oskar bliver ansat i Børneforsorgen i 1970 som nyuddannet psykolog. Han bliver ansat af direktøren, Holger Horsten, og afløser Poul Whitta, der også har gjort gode ting, men har været noget naiv i forhold til forstanderne. Poul Whitta får det helt dårligt, da han senere læser hvad Oskar har gravet frem.
I 2006 udgav Grethe Sørensen bogen Udfordringen. I 2017 fulgte Øvig op på den som led i den tidlige research til bogen. Han ringer også til Jens Ole Christensen, tidligere generalsekretær i Luthersk Mission og til Birger Daniel Petersen, tidligere landssekretær. Jens Ole og Birger vil gerne have det hele frem i lyset. Da Øvig kort efter bliver ramt af depression, sender de blomster med et kort hvor de ønsker at han kommer igennem sygdommen og får kræfter til de opgaver, der er hans. Tilbage i 2006 var det de to, der håndterede sagen. Birger samlede oplysninger sammen og det gik op for ham at Grethe Sørensen allerede nogle år tidligere havde fortalt den lokale leder om overgrebene. Men det gav ikke anledning til en politianmeldelse eller noget for "Michael kunne jo ende med at komme i fængsel". Birgers egen far har også været med til at dække over sagen. Opdagelsen af at folk, som han ellers havde set op til, dækkede over sagen, giver Birger mareridt om natten. Han taler med Grethe, der har skrevet om oplevelserne som en hyldest til Jesus, der reddede hende igennem. Hun har ikke nag til Michael Mortensen eller hans kone, og de har senere besøgt hinanden og været med til familiefester osv. Men hun er dybt taknemmelig over at Birger tror på hende og undskylder. Han borer lidt videre og finder blandt andet at tre unge kvindelige ansatte sendte et brev til børnehjemmets formand. Og det skete der ikke noget ved. Måske var det ham, der er kendt som "Landmanden" og som Peter Øvig har måttet love ikke at afsløre navnet på. Ledelsen i Luthersk Mission får lagt låg på sagerne ved at udskamme anmeldere eller få dem fyret og sendt væk, hvis det er ansatte. Øvig opsøger den tidligere ansatte Bente Skjoldborg (som Jens Ole Christensen kalder "Inkarnationen af ordentlighed") i august 2022 (egentlig skulle det være sket i 2017, men han blev ramt af en depression). Flere af kredsen af veninder fra dengang begynder at snakke sammen, men de beskytter stadig Ella Mortensen, dvs Michael Mortensens enke, selvom hun som "Plejemor" må have været klar over hvad "Plejefar" lavede med de små piger. Bente Skjoldborg giver åget videre til Peter Øvig. Nu er det hans opgave at få det hele ud i lyset. Han beder Birger Daniel Petersen om flere oplysninger om undersøgelsen i 2006 og Birger opdager at der er fjernet ca en tredjedel af notaterne. Den nuværende ledelse i Luthersk Mission forklarer om den nye persondatalov og at de derfor har luget i notaterne. Blandt det forsvundne var beretningen om tre navngivne piger, der henvendte sig til politiet i Tarm for at anmelde Michael Mortensen for at være uterlig overfor pigerne på hjemmet. Betjenten afviste dem og der er derfor ikke noget papirspor.
Der er altså flere, der har forsøgt at råbe Luthersk Mission og politiet op, men alle har været døve og blinde. Grethes søster Åse er fast i troen og tager i 1967 til møde med "Landmanden" og forstanderen. Og bliver tromlet flad. I referatet skriver "Landmanden" alle Åse Madsens anklager af lignende art blev også pure afvist. Og lederne og børnehjemmets bestyrelsesformand lægger låg på sagen mod bedre vidende. Jens Ole Christensens far er også en af dem, der lægger låg på. Og selvfølgelig er der ikke noget papirspor, der viser hvor mange, der vidste det. Michael Mortensen bliver gammel og da han er 83 år er han ved at dø. Grethe og hendes veninde Linda besøger ham og i enrum erkender han sine overgreb. Da de er gået igen, fortsætter han med at benægte alting. Så han dør uden at have bekendt noget offentligt. I 2006 kommer Luthersk Mission med en meddelelse om at Grethe Sørensens bog er helt korrekt og at historien foregik på Solgården. Og at Luthersk Mission opfordre alle der kan fortælle noget om sagen til at melde sig. Det er jo flot, men med 40 års forsinkelse.
I slutningen af januar 2007 kommer endnu en historie frem. En kvinde Tove Dohn Lauridsen og hendes storesøster Margit var udsat for overgreb fra 1972 til 1975 og det endte med at Margit begik selvmord. De to piger var anbragt fordi moderen ikke kunne tage sig af dem. Og faktisk var de begge udsat for seksuelt misbrug allerede i hjemmet.
Tilsvarende overgreb fandt sted på Skorpeskolen, hvor forstanderen holdt hånden over den ansatte Willy Nielsen. Denne døde i en trafikulykke og ingen af eleverne har nogensinde udtrykt sorg over det. Skuespilleren Kim Jansson var den første, der stod frem med de afsløringer. Frede Farmand tager prisen med den mest smertelige fortælling om Forstanderen, Assistenten og De Fine på Aaløkkegaard, hvor Metodistkirken drev et børnehjem. Og Forstanderen lejede udvalgte børn ud til vilkårligt seksuel misbrug. Flere af børnene begår selvmord allerede som børn og flere følger efter som voksne. Kig videoen "Frels de forpulede børn" på youtube. Ingen har nogensinde villet fortælle hvad der foregik på Aaløkkegaard. Det er blevet fortrængt, og der er blevet lagt låg på hos alle. Det føles, som om man risikerer at dø af det, hvis man fortæller noget. Frede Farmands bog: Barn nr. 33. må være noget af en gyser.

Oskar Plougmand bliver forstander på Pallisbjerg og får ryddet op i alskens gammeldags kærlighedsløs opdragelse, men efter fire år har hans kone fået nok af at de lokale spytter efter dem. Som han siger: Jeg var ikke ansat til at drive voksenforsorg. Jeg var ansat i Børneforsorgen. Flere af hans kaliber, tak!

Det er en supervigtig bog, for man får en kraftig fornemmelse af hvad det betyder af sorg og tragedier at have den slags overgreb kørende i lang tid og uden at den skyldige bliver draget til ansvar. Og hvis ingen tror på dem, der siger noget om det (fx fordi de allerede er fedtet ind i hemmeligholdelsen af forholdet og derfor er vil-døve), så er det endnu værre. ( )