Der var mange vendepunkter i anden verdenskrig, men intet var så markant som slaget ved Stalingrad. Derfra gik kun tilbage for de tyske styrker, der ellers havde været på nippet til at bryde igennem til Kaukasus med kraftige fremrykninger mod sydøst. I stedet endte hele 6. armé med at blive omringet og nedkæmpet i en gigantisk kedel med Stalingrad i midten.

Ikke overraskende har slaget optaget både historikere og forfattere, og en af dem, der relativt tidligt tog fat, var Alexander Kluge. Hans bog Slaget fra 1964 er ikke en roman i traditionel forstand, men derimod en ”dokumentarisk skildring af en katastrofe”. Den er bygget op som en serie afsnit, der beskriver slaget fra forskellige vinkler.

Vi begynder med den svulstige, officielle udlægning, og derefter følger propagandaministeriets presseinstruktioner, prædikener til de pårørende derhjemme, vejledning i vinterkrig og meget andet. Bogen kulminerer med dagsrapporter om slagets udvikling og en beskrivelse af de officerer, der havde et centralt ansvar for forløbet. Konklusionen er klar: I sidste ende var det Hitlers skyld, at fronten blev trukket for langt ud, og at der ikke hurtigt nok blev truffet beslutning om at bryde ud og redde armeen til senere brug.

Blandingen af synsvinkler, der i sidste del også suppleres med helt konkrete skæbner i slaget, fungerer udmærket, men alligevel er der noget utilfredsstillende ved bogen. Ud fra en litterær betragtning mangler der personer at identificere sig med, og som historieskrivning har bogen også sine mangler. Det er svært at se, hvor kilderne holder op, og digtningen begynder, og først og fremmest bliver det en meget ensidig fremstilling, fordi russernes vinkel stort set ikke dækkes.

Bogen er tydeligvis også et produkt af sin tid. Der er ingen væsentlig kritik af den måde krigen bliver ført på eller omtale af de krigsforbrydelser, som også de almindelige hærstyrker var dybt indblandet i. Længe herskede den opfattelse, at det var SS, der stod for forbrydelserne, mens den tyske Wehmacht bare havde gjort sit arbejde – og endda gjort det dygtigt. Den forestilling er der for længst gjort op med, men det mærkes slet ikke i bogen, og fordi den vil være dokumentarisk, bliver det så meget tydeligere.

Slaget er et tidligt eksempel på nedbrydningen af grænserne mellem litteratur og historie, og det er fortsat en spændende skildring af slaget ved Stalingrad – det er især kontrasten mellem propagandaen og virkeligheden i kedlen, der hænger fast – men jeg har læst bedre skildringer af krigen og dens følger. ( )