Here’s a young alt-cultural writer who wants to shake things up, to challenge the established literary order with transgressive and unusual stories and writing. How excited you as a reader are by that prospect may well determine how much you enjoy this collection of longer-length short stories. Enthusiasm for the project can certainly be as, or even more, important than the quality of the project, not only in this sort of instance but in any number of others, and sometimes that’s fair enough.

It’s been longlisted for the 2022 UK/Irish small press prize presented by the Republic of Consciousness and won a major Danish award, so it has found readers excited by what it is doing. Highly complementary of its quality as well, as much as I don’t really see that potential part of its appeal.

Eika is quoted in an interview saying, “I always try to work a subtle strangeness, or even ineptitude, into my writing”. Mission accomplished, because much of the writing in these stories I did find to be, well, inept might not quite be right, but confusing or even incoherent might do. It’s hard to know if a different translation might read better, but Eika is complementary of his English translator, saying she accurately understood his project. Why I would want to read intentionally inept writing is an odd one to me, of course.

Some of the ideas, some of the kernels of stories here, are good, and why this isn’t a 1 star book for me. The story I personally thought had the most potential to be a story I would really like was “Rachel, Nevada”, in which a retired couple end up in a community around Area 51 after the deaths of their two daughters, and how the loss of their children affects their existential understanding of themselves and directs their interactions with the other residents. The husband finds a mysterious metal object in the desert that seems to call out and attract life (animal, plant, fungi) to it. He slices open his windpipe to try to shove that power of attraction of life into himself. “It was as if the feeling he had had since their daughters’ death, of being completely isolated from everyone, had found its voice and finally become a thing in itself, a breathless, metallic longing. He had to become the Sender.”

The story is not quite successful, though, in the end. And that was as good as it got for me. ( )

Efter Solen af Jonas Eika
Anmeldt af Mads Ingholt, LGBT+ Biblioteket
Jonas Eika (født 1991 i Hasle ved Aarhus) fik Nordisk Råds Litteraturpris 2019 for novelle-romanen Efter Solen - som den yngste modtager (28 år) nogensinde af denne prestigiøse pris og formentlig også som den med det tyndeste (forstået som antal udgivelser) bagkatalog. Efter Solen (udgivet af Forlaget Basilisk) er således kun Jonas Eikas udgivelse nr. to, den første var den socialrealistiske roman Lageret Huset Marie (udgivet af Lindhardt og Ringhof, 2015), for hvilken han også fik en hædersbevisning; Bodil og Jørgen Munch-Christenses Debutantpris 2015. For Efter Solen modtog Jonas Eika i øvrigt allerede tidligere i 2019 Blixenprisen for Årets Skønlitterære Udgivelse, tillige med Montanas Litteraturpris og Michael Strunge Prisen.
Det er således en særdeles talentfuld ung kunstner, vi her har med at gøre; også en krævende en af slagsen: Der stilles krav til læserens forestillingsevne og vilje til at køre med på en rejse, der til tider minder om et syre-trip af surrealistiske ophævelser af tid og sted, liderlige forvridninger af køn og perspektiv - og med en høj grad af originalitet i sprog og plot.
De fem noveller i samlingen Efter Solen (Alvin / Bad Mexican Dog / Rachel, Nevada / Mig, Rory og Aurora / Bad Mexican Dog (fortsat)) udgør på metaplan en helhed i en tematik, som tror jeg (og det er væsentligt med dette forbehold, for det er ikke et lige-ud-ad-landevejen, supertydeligt action-plot, der udfoldes her) har ensomhed, længsel efter at høre til et sted, ophævelsen af sjælens ubodelige ensomhed, (seksuel) identitet og kosmisk eksistentialisme til fælles. Jeg får associationer til malerkunstens verden; til en hybrid mellem Marc Chagall og Wilhelm Freddie - med mutationer! Det er vildt originalt og svært! Jeg var nødt til at genlæse Efter Solen for at kunne dechifrere og få styr på de mange lag af plots og tanker, der er i spil. Og det er vildt spændende - ikke bare plottet, men hele den dekonstruktion, der er nødvendig for at prøve at få styr på, hvad det er, der foregår, er enormt engagerende, intellektuelt stimulerende og tidsmæssigt forholdsmæssigt krævende. Aldrig har jeg brugt så lang tid på at læse en bog på ca. 160 sider for at forstå hvert ords og hver sætnings mening og betydning for plottet - og sjældent har det været så fængende som i Efter Solen.
Finalen på novellen Rachel, Nevada om et ældre ægtepars længsel efter samhørighed - udlevet i forsøg på kosmisk dialog (for mandens vedkommende) og igennem country-musikken (for kvindens (Rachel)) er intet mindre end genial; man føler sig virkeligt forført - og snydt på den fede måde!
I Alvin fletter IT-konsulenten og bankmanden/børs-spekulanten deres faglige kompetencer sammen i et børs-raid, hvor konteksten er en ruindynge efter bankbygningens implosion, og plottets lokation er bankmandens soveværelse. Det, der foregår der, kan læses som en drømmeagtig udflugt til det ubevidste eller fortrængte - en metafor for et gedigent samleje mellem to fyre - en gedigen knytnæve i synet på hetero-normaliteten og den superliberalistiske kapitalisme på en gang.
Seksualiteten er ligeledes i spil i Mig, Rory og Aurora, hvor Mig hedder Casey (et køns-uspecifikt navn) og søger tilflugt og tilhør i et 3-kantsforhold med Rory og Aurora. Trioen giver kost og logi til hjemløse - formodentlig i en empatisk kompensation for deres egen fundamentale ensomhed og behov for personlig tilknytning. Men kompensatoriske mekanismer har det med at blive usunde og dysfunktionelle - og således også her; den altruistiske drivkraft tørrer ud, trekantsforholdet mister sin centripetalkraft, og Casey må vandre videre i sin søgen efter nogen at være noget for og sammen med - langsomt erkendende sjælens ubodelige ensomhed og kroppens ultimative sjælløshed. Fremragende sørgeligt!
Jonas Eika er en mand af stort mod (jfr. bl.a. hans tale ved modtagelsen af Nordisk Råds Litteraturpris) og betydelig selvindsigt. De eksistentielle - og i særdeleshed seksuelle - identitetsovervejelser og erfaringer, som indgår i personkarakteristikkerne i Efter Solen, må komme et sted fra; i Bad Mexican Dog er fortælleren en beach-boy som servicerer sine beach-club kunder med mere end sol-creme (AfterSun – Efter Solen), om det er selvoplevet og autentisk eller med inspiration fra en særdeles veludviklet empati og intuition/fantasi, ved jeg ikke; men jeg gjorde mig mine tanker! Under alle omstændigheder er det modigt!
Efter Solen er super litteratur; spændende og krævende, helt og aldeles original (på samme måde som Yahya Hassan var original på sit felt; men hvis man kan ekstrapolere fra Efter Solens komplekse og gennemførte plot, så er der noget, der tyder på, at Jonas Eika har en del mere styr på sin selvindsigt og sit liv, end Yahya Hassan havde - desværre for sidstnævnte!).
Jeg kan varmt anbefale Efter Solen - 5 stjerner har den suverænt fortjent. Jeg glæder mig til næste udfordrende værk fra Jonas Eika!

Har været alt for længe om at læse sådan en lille lort til ende. Men dels har den bare ligget der, på mit natbord, fordi den ikke har været dragende nok, dels - og det er derfor den ikke er dragende nok - er den en kende kedelig, kunstlet og svingende. Det gode er godt (og passer til hypen og Nordisk Råds Pris), men den klejne bog til trods, så er der så meget andet, der ikke er sælrigt godt. Måske man/jeg skal være påvirket af noget, under læsningen for bedre at komme i sync med solen. OK - det har jeg så ikke været i tilstrækkelig grad.
Men der er nogle billeder, der bliver stående. Rejeskeletter og parasol, para-sol, og beach boys og udenlandske turister. Tak, jeg smører mig selv. ( )

Usædvanlige noveller om tilværelser udover det almindelige. Beach Boys, som tjener penge på ydelser. ( )