Beskidt og selvudleverende socialrealisme fra Amager ( )

Mit indtryk: Historier fra en egentlig ret ordinær opvækst i et alment boligbyggeri. Hovedpersonen virker til at fremstille sig selv i det bedst tænkelige lys, mens andre personer beskrives med et snert af moralsk overlegenhed. Almindelige hændelser overdramatiseres, ofte på en klichéfyldt manér. ( )

Det er nok ikke for meget at bruge betegnelsen selvbiografisk om Morten Papes debutroman. Hovedpersonen hedder nemlig Morten Pape, og han vokser ligesom forfatteren op i Urban-planen på Amager i 1990’erne og 2000’erne. Hvor virkeligheden derefter holder op og den litterære fantasi tager over er svært at sige, men resultatet er blevet en barsk og gribende roman, der sidste år blev belønnet med Bogforums debutantpris.

Urban-planen er et stort anlagt boligbyggeri, der skulle kombinere 1960’ernes krav om gode billige boliger med en socialdemokratisk vision om socialt fællesskab. Den drøm er allerede tæt på at bryde sammen, da Mortens forældre Susanne og Ole flytter ind i rækkehuset, hvor de små søskende Jonas og Pernille snart kommer til. Middelklassen har takket nej til projektet og er i stedet flyttet i ejerboliger. Tilbage er de socialt udsatte, indvandrerne og de enlige mødre.

Sådan en bliver Mortens mor også, da han er omkring ti år gammel. Dermed slutter enhver drøm om, at familien kan flytte videre til noget bedre, og weekenderne sammen med faderen, der bor i en lille toværelses lejlighed og virker mere optaget af sine nye flammer, bliver en pine for dem alle tre. Ikke at forholdene er så meget bedre derhjemme. Moderen ligger mere og mere på sofaen, hvor hun putter med kæresten Helge, der – oh skræk! – er 30 år ældre, mens hun bliver stadig mere opslugt af depressionens tåger.

Morten er en stille og klog dreng med briller, som har svært ved at begå sig på Dyvekeskolen, hvor tilstandene mildest talt er kaotiske. Lærerne kommer og går – kun klasselæreren Bahnsen formår at holde ud – og frikvartererne er et mareridt, der skal overstås bedst muligt. Morten er et fint mobbeoffer, selvom han ikke er nederst i hierarkiet, og oven i de sædvanlige spil sætter en stor gruppe kriminelle og utilpassede unger deres præg på tilværelsen med larm, trusler og tæsk. Mange af dem vokser op og slutter sig til den lokale bande, som Morten også iagttager med skrækblandet fascination.

De værste er de indvandrerunger, der er helt uden retning hjemmefra. De terroriserer undervisningen og Morten lever de mange første skoleår i frygt for Fuad og alle de andre ballademagere.
Er der slet ingen vej ud? Jo, for dem, der kan. Flere går kun i klassen i kort tid eller de bliver flyttet til andre skoler, så snart mobningen bliver alt for voldsom.

Skilsmissen forhindrer den udvej for Morten, der efter folkeskolen driver længere og længere ind i et udsigtsløst hashmisbrug kombineret med småkriminalitet. Helt galt går det dog aldrig, og man er egentlig ikke i tvivl om, at han på den ene eller den anden måde nok skal kæmpe sig fri af sin tunge arv. Hvorfor? Det bedste bud på en forklaring er hans familie. Selv med alle dens mangler, har han trods alt et hjem, hvor han kan søge trøst og hvile. Som han bemærker et sted, så driver mange af ungerne rundt i området, fordi de simpelthen er bange for at komme hjem til en psykopatisk og voldelig far. (Når man har læst Yahya Hassan er det nemt at forestille sig, hvad der menes med det.) Det er også tydeligt, at de ballademagere, der formår at lægge Planen bag sig, er dem, der trods alt har stabile familierelationer.

Planen tegner et voldsomt portræt af et boligområde og et lokalsamfund, hvor mennesker lever efter andre normer og på helt andre måder, end det gennemsnitlige danske middelklasseliv. Det er en barsk historie, men den er også fortalt med kærlighed, for en opvækst i Urban-planen handler også om stærke venskaber og om at kæmpe sig frem på trods. ( )