Gået sur i den ca. s. 250

Midtvejsrapport:
Bliver nødt til at samle tankerne og ordene her midtvejs i læsningen af Fryser jeg. Har desværre allerede været for længe i gang. Det er en bog, der, qua de mange karakterer, ikke må lægges til for mange pauser. Svært at komme tilbage, og lige huske hvem Jan eller Kathrine nu er. Det er ikke bogens skyld at den ikke for længst er blevet læst til ende. Det er virkelig en meget god fortælling, et vanvittigt godt sprog, og sjovt at møde kendte værtshuse, restauranter, københavnersteder og kvarterer. Og de mange personager, der med hver deres ulidelige grad af selvfedme, er bogens nerve. Men desværre, som nævnt før, også lige lovlig legio - denne måde at læse på, taget i betragtning.
Husk på - dette er en midtvejsrapport, og tingene glider lige nu lige så stille ud af hænderne på jegfortælleren Vallin. Manden, der på vej ud af Det Faste Parforhold (ord, der vokser i munden) er godt i gang med at etablere sig i et Løst Forhold (herligt selvmodsigende). Det tegner til, at også dette projekt ender med at rime på parcelhus og agurkesalat.
Jeg griner ad de skarpt, og ondt tegnede personer - særligt mændene hænges til tørre. Jeg hygger mig med det elegante sprog, jeg drømmer mig hen til de lækre lokationer, i det helt rigtige tøj, med de helt rigtige ting i glassene og på tallerknerne, med de helt rigtige borddamer og forretningsforbindelser. Jeg er en wannabe-Vallin, i hvert fald til dette punkt, hvor tingene går godt, om end han nok har peaket og der tegner sig en nedkørsel ret forude. Jeg forstår Vallins projekt, med beskrivelserne af den nye quinde: Diana Kiss.

Martin Kongstad, forfatteren med det fantastiske fjæs, skriver helt vildt godt. Han har meget med i bagagen - og man tror på ham og hans karakterer. Jeg tænker, nok lidt stort, men anyways... at han er den danske nutids svar på den svenske datids Bellman. Her drikkes, hygges, hores og gåes i hundene i dekadent samdrægtighed - og her gives personerne og byens steder et ordentligt smækkys eller dragt prygl.
Kan til nu - midtvejs i bogen kun klart anbefales andre at gå i gang med. Køb den og læs den i ét hug med en kasse god Mosel og lidt fjordrejer som selskab. Jeg vender tilbage... (NB, hvis man har muligheden, så bør novellesamlingen "Han danser på sin søns grav" nok læses først. Heller ikke dette fik jeg gjort.)

Ved vejs ende. Det gik ikke så galt endda for ham Vallin. Jeg har lige lagt bogen fra mig, i Allinge, hvor Vallin og Charlie også var, jeg dog ikke på Gæstgiveren, og slet ikke på Gasolinværelset. Jeg nok mere i Sandvig, værelse 107 på Strandhotellet. Altid en snurrende fornemmelse at lægge en god bog fra sig. Som at gå ud fra biografen, efter at have set en dejlig film.

Jeg fastholder min midtvejsfornemmelse. God bog. Rigtig god bog. Jeg skal også læse novellesamlingen. Finder den i en bogbutik i Rønne i morgen.

Til Bellman-sporet: Bogen huser også en Moritz, og de to Sisters of Mercy er er tidligere sat sang til.
Til Gasolin: Det nævnes ikke i romanen, men det var jo på det værelse, på Gæstgiverkroen, at de fire gassere enedes om at slutte sangen. Fint uudtalt fissionssymbolik. Og good time Charlie + Charlie på sin Harley(sønnen).

Geografi: Tisvilde er et romersk orgie værdigt, og nok den største hurdle i at få filmatiseret den ellers oplagte fortælling. Rom og Budapest bliver mørke kapitler, mens Berlin bringer os ovenpå igen.
Alt i Jylland er lort - og Kongstad fik for nylig en tarvelig behandling, ikke som hævn, de genkendte ham ikke, men som gedigen træghed. Indre by og Vesterbro er ok, Østerbro nævnes kun neutralt og Nørrebro slet ikke. Frederiksberg er for de faste/kedelige (?) forhold, og derfor nærmest = Jylland.

Diana, Søren T-shirt og Kreuzmann er klare stjerner, foruden Mikkel V selv. Jeg glæder mig til at læse novellerne, dels for at finde dem deri (ikke Diana, øv) dels i klar forventning om godt sprog og sindssyge fortællinger.

Mer' Martin!

Nu vil jeg give romanen videre til en god, jysk kammerat, he. Så må vi se hvad hun siger. ( )