For et par måneder siden læste jeg seriens prequel Anima, og nu var det så tid til at tage hul på den oprindelige serie. Samleudgavens første bind rummer de to første historier Morbus Gravis og Delta fra 1986 og 1987 plus en del ekstramateriale i form af alternative forsider, studier af Druuna og de første sider i sort/hvid.

I seriens åbning ligger Druuna på sin seng og bladrer i gamle papirbøger, der for længst er blevet forbudt. Hun åbner en luge i gulvet, og noget ubehageligt, kaldet Schastar, sniger sig ud og gemmer sig i skyggerne. Snart må hun af sted, for vi befinder også i en mystisk fremtidsby, hvor den sociale orden er ved at bryde sammen. Almindelige mennesker kæmper desperat for at få serum, så de kan holde livsfarlige mutationer i ave. Så snart de viser symptomer på sygdommen, indfanges de af det brutale politi og sænkes ned i de nedre niveauer, ofte ledsaget af hadsk tale fra de kutteklædte præster, der prædiker renhed.

Schastar er Druunas kæreste, men han er blevet syg, og nu drejer hendes tilværelse sig om at skaffe serum, der kan holde udbruddene i ave. Det kræver list og selvopofrelse, for lægen vil have sex til gengæld, og han er langt fra den eneste, der er ude efter Druunas tiltrækkende krop. Hendes begejstring for at gå i g-streng overgås tilsyneladende kun af Serpieris evne til at hitte på situationer, hvor den skal af sammen med resten af den sparsomme beklædning.

Da Schastar endelig har fået sit serum fortæller han, at han har opdaget en hemmelighed om byen, som han vil vise hende. Sammen drager de ind i de afspærrede zoner, hvor der er endnu flere mutanter og større lovløshed, men de finder også en elevator til de øverste niveauer. Her møder Druuna Lewis, et hoved i formaldehyd, der kan kommunikere med hende telepatisk, og som afslører, at byen i virkeligheden er et rumskib på flugt fra en ødelagt jord. Lewis fortæller, at computeren Delta har overtaget kontrollen, skabt mutationerne og nu vil begå selvmord ved at sprænge skibet i luften.

Det er selvfølgelig noget af en pille at sluge, men Druuna kommer sig over det, og i næste bind tager hun kampen op mod Delta. Det kræver, at hun vender tilbage til byen med dens blanding af uskyldige, voldelige betjente, almindelige kriminelle og muterede væsener, der fra skyggerne rækker ud efter de raskes kød. Og det er selvfølgelig også en tilbagevenden til en brutal verden, hvor kvinder konstant risikerer at blive voldtaget og mødes med kravet om at stille deres krop til rådighed, hvis de vil opnå noget.

Det gælder også officeren Jock. Han finder Druuna under en patrulje, og hun spiller villigt med på hans erotiske fantasier i håbet om at undslippe, men så let er det ikke at manipulere en sadist med magt. I stedet voldtager han hende og overlader hende til torturbødlerne i det mystiske værelse 77. Her kommer der hjælp fra en uventet kant: En lille mandsling i kutte, som Druuna mødte under mystiske omstændigheder i bind 1, befrier hende, og sammen stormer de mod Deltas hjerte for at ødelægge computeren, inden det er for sent.

Druuna er en forunderlig blanding af science fiction og postapokalyptisk ødelæggelse, hvor historien bæres frem af en stærk billedside. Serpieri har en meget realistisk streg, men han bruger den til at tegne vilde bygninger, frastødende monstre og sexede kvinder, der tilsammen skaber en fantasiverden, der ikke rigtigt minder om noget andet.

Serpieri er som sagt fascineret af den nøgne (kvinde)krop, men han er også en ferm fortæller. Hvert bind har et udmærket plot, og som læser lærer vi – sammen med Druuna – skridt for skridt hans verden at kende. Jeg glæder mig til at se, hvad han har i ærmet næste gang. ( )

Druuna zoals je haar nog nooit hebt gezien
Geef maar toe, je gooit er soms ook een blik in. Ontken maar niet, we hebben allemaal wel eens schijnbaar achteloos een blik geworpen in de stapel 18 -strips die elke stripspeciaalzaak ter beschikking heeft. De een met al wat meer schroom dan de ander. Iedereen doet alsof we het niet gezien hebben, maar we hebben je zien rondscharrelen. Even zenuwachtig rondkijkend of er geen klein grut aanwezig is in de winkel om dan met de air van man of vrouw des wereld 'per ongeluk' een Serpieri uit de bakken te toveren en gespeeld ongeïnteresseerd door te bladeren.

En laat ons eerlijk wezen, enkel Milo Manara en Paolo Eleuteri Serpieri steken er in deze bakken met kont en tieten bovenuit... pardon, met kop en schouders. Verscheidene van die albums geraakten dan ook wel eens geheel toevallig tussen de andere aangekochte strips in onze zakken. Aankopen die we steeds konden verdedigen door te wijzen op het uitmuntende tekenwerk. Een verdediging die nog steeds staat als een huis, edelachtbare. De openbare aanklager, zijnde de ene keer ons schuldgevoel, de andere keer moeder de vrouw, wees ook niet geheel onverdienstelijk op het feit dat de scenario's soms even weinig om het lijf hadden als de dames in de boekjes, of dat ze in het geval van Serpieri bespottelijk verwarrend waren. En dus ook op niets sloegen.

Deze integrale reeks toont met het gloednieuwe, inleidende deel 0, Anima, wat we bedoelen. Geheel overbodig. En een onverbloemd excuus om Druuna te etaleren in al haar welgevormde sensualiteit. Maar wat een tekenpracht! Wat een kleuren, wat een anatomie. Al de klassieke Serpieri-elementen zijn hier aanwezig: natuur, aliens, mutanten, konten en seksualiteit. Verhaal? Met moeite. Maar nog wel met een schetsdossier en een miniverhaaltje van zeven pagina's erbij.

Morbus Gravis en Delta, de oorsrponkelijke eerste twee delen van de reeks, bezitten niet alleen de geroemde kwaliteiten van een klassieke Serpieri, maar zijn ook nog eens gezegend met een verhaal. En dat dient niet als excuus voor de seks, en de seks niet als afleiding van het verhaal.

Het is op zo’n momenten dat we denken aan de uitspraak van Alan Moore over diens Lost Girls: "Hadden we het kunst genoemd, iedereen had het porno genoemd. Nu we het porno noemen, noemt iedereen het kunst." Kortom: Druuna is geen porno. Het is een stripreeks die voor een volwassen publiek is geschreven dat niet vies is van sensualiteit, erotiek, en ja, zelfs pornografie. Als dit, en de term sciencefiction iets voor jou zijn, dan is er geen betere stripreeks te vinden. En een integrale als herontdekking van een klassieke reeks die zoveel meer is dan ginnegappend borsten staren, dat kan in onze collectie niet ontbreken.
WIM DE TROYER --- maart 2016 ( )