Fra jeg hørte om Thorstein Thomsens bog første gang, lagde jeg mærke til titlen. Det lød ikke helt almindeligt, og hvad hulen havde Rock Hudson nogensinde haft at gøre med Ukraine? Ikke ret meget viste det sig, men der var selvfølgelig alligevel en forklaring.

Detlef Sierck blev født i Hamborg i 1897 af danske forældre. Han oplever 1. verdenskrig på egen krop, og selvom tilværelsen på et marinefartøj var knap så opslidende som granatregnen i skyttegravene, så så han rigeligt med død og ødelæggelse til at vaccinere ham mod nationalt overmod. I stedet kaster han sig over ekspressionistisk teater, og takket være ambitioner og mod bliver han en fremtrædende instruktør inden nazisternes magtovertagelse i 1933.

Derefter skifter han spor og begynder at lave film. Først på UFA i Berlin og siden i Amerika, da han endelig får muligheden for at flygte med sin kone Hilde. (Hun er jøde, og må meget gerne rejse. Han er vigtig for regimet og får inddraget sit pas.) Det er her, han knytter sig til Rock Hudson og gør ham til en stjerne. Thomsen mere end antyder, at Hudson bliver en erstatning for sønnen Claus, som Detlef har fra et tidligere ægteskab, og som til hans store sorg vælger faderen fra til fordel for nazismen.

Bogen falder i to markante dele. Første del er en interessant rejse fra det gamle kultur-Tyskland til det nazistiske vanvid, og det er samtidig en skildring af en ung mand, der har ambitioner og modet til at forfølge dem. Selvom Sierck er kunstnerisk og vild med eksperimenterende teater, så er hans mål altid at nå de mange. Det er nødvendigt for kulturens økonomi – men det er også nødvendigt for den kunstner, der for alvor vil lave verden om.

Anden halvdel er indføring i Hollywoods kulørte verden, hvor vennetjenester og held er endnu vigtigere end i den tyske teaterverden. Under navnet Douglas Sirk laver han en mængde lystspil og B-film, men han laver også socialkritiske og ambitiøse film, hvor en dramatisk kærlighedshistorie trækker folk i biografen, men hvor plottet og subtile symboler bærer et seriøst budskab helt ind i den intetanende tilskuers underbevidsthed.

(Det var især det sidste, der gjorde Sirk yndet blandt senere amerikanske instruktører og filmforskere. For nylig så jeg Pulp Fiction i fjernsynet og lagde mærke til, at det er en ”Douglas Sirk Steak” Vincent Vega bestiller, da han er på 50’er bar med bossens kone.)

Siercks historie er det tyvende århundredes historie. Den er tragisk, fantastisk og voldsom, men den er sjældent kedelig. Jeg var dog ikke så begejstret for Thomsens regibemærkninger, uanset om de handler om, hvorfor Sierck optager ham så meget, eller om hvad der blev af de berømte mennesker, Detlef stødte ind i undervejs. Og når et helt liv og et meget produktivt arbejdsliv rulles ud, kan det næsten ikke undgås, at der kommer lidt opremsning undervejs. ( )