Andere nennen es Alltag. Horst Evers nennt es Schikane.

«Mir passieren auch schlimme Sachen. Zum Beispiel habe ich eine elektrische Saftpresse zum Geburtstag bekommen. Wenn man erst einmal so weit ist, dass die Menschen es einem nicht mehr zutrauen, das Obst roh, am Stück beißen zu können, sondern einem elektrische Saftpressen schenken, dann weiß man, was die Stunde geschlagen hat. Mit dem Obst fängt es an, aber bald schon wird dir diese Maschine vermutlich auch das Mittag- und Abendessen pürieren. Das ist der Lauf der Welt. Mit Brei beginnen wir, mit Brei enden wir. Die Klammer des Lebens, letztlich ist sie das Püree. Aber am Ende sind wir natürlich froh, dass wir das Püree haben. Die Welt ist sonst schon hart genug.»

Sehr sehr witzig, die Kurzgeschichten von Horst Evers!
Jede Geschichte hat super gute Ideen. Ich habe mehrfach laut gelacht.
z.B. bei "Das Geheimnis von Schottland", wo es um schottische Küche geht (Vollkornbrot? Dann doch einfach doppelt toasten, dann wirds auch dunkel, so ähnlich wie Vollkornbrot)
Oder bei "Kinderträume": (Ich will Timo nicht verletzten, aber es hat schon eine mächtige Komik, wenn neunjährige Jungs wie Timo die Zeilen singen: "Komm aussem Club, war schön gewesen. Stinke nach Suff, bin kaputt, is´n schönes Leben".)
Auch den Versand von Dingen, um sie einstweilen aus dem Weg zu haben und einzulagern fand ich eine kreative Idee.
Also: Lesen! ( )

De fleste forbinder nok tysk litteratur med store, tunge og svært tilgængelig værker, men som på alle andre bogmarkeder findes der meget mere: Sløje krimier, rosenrød romantik og altså også sjove, humoristiske fortællinger.

Det er Horst Evers’ bog fra 2011 et eksempel på. I 50 små historier tager han livets mange mærkværdigheder op. ”Andre kalder det hverdag. Horst Evers kalder det chikane.” Det står der på bagsiden af bogen, og det passer meget godt til Evers stil. Han tager genkendelige situationer op og giver dem en komisk og ekstrem drejning, så man som læser sidder og klukker for sig selv.

Hvem har ikke prøvet at falde i søvn i toget for at vågne op og spekulere over, om man har trukket torsk i land? Men som Evers viser, kan det gå meget værre end det. Og hvem har ikke vovet sig ud på tynd is for at svare på et spørgsmål fra sine børn? Måske skal man bare stå ved, at man ikke ved det, så man undgår de forviklinger, som ”Nævn et pattedyr med U” giver Evers.

Med så mange historier er der selvfølgelig smuttere imellem, men der er også meget, meget morsomme episoder som lægen, der er blevet lykkeligere efter at hun er begyndt at svine sine patienter til og den noget deprimerende anmeldelser af et af Tysklands mindste og værste julemarkeder. ( )