Jules RomainsRecensioni

��

Begun as a realistic novel of manners in the late 1920's this extremely long novel, running from October 6, 1909 until the same day in 1934 has now become an historical novel merely by longevity. This translation is quite readable, and the work has a claim to be the longest novel so far. this English Transation runs to twelve volumes.

The second volume of one of the longest novels ever, we are firmly in edwardian France, and setting up the cast of characters to be used for the long haul.

Our two men of interest, are in their adolescence, and the Edwardian World is wonderfully diverse. there are several portraits of the streams of socialist thought on the continent at the time.

part of the very long novel "Men of Good Will', we see a portrait of the Edwardian World, but set in France, as a poet tries to gain a literary reputation, a schoolteacher practices his profession, and being human, they both try to arrange a happy sex life.

The World is plunged into WWI as the major characters stand aghast. Jallez being in politics is the POV character for the machinations, while Jerphanion, now a respected teacher, is acted upon rather than an actor.½

I was engaged with Romains' long series of novels "Men of Good Will" for several years. This was my ninth volume counting backwards. It is in the running for "The world's Longest Novel" and is ambitious. We have come to WWI, and as a great many of the French survivors had to do, we come to the terrible battle that lasted a year and a half, and killed a very large number of soldiers of both sides. Some of the main characters survive it, and some do not. As the original publication date was 1938, it seems quite prophetic of what was to come. The translation is quite able.½

Je suis tombée par hasard sur le DVD de Knock, l’adaptation de Lorraine Levy avec Omar Sy sortie en 2017, à la bibliothèque et je me suis dit « pourquoi pas... ». Et en fait, j’ai adoré ce film, qui garde les outrances que peut avoir la mise en scène théâtrale tout en utilisant les possibilités que donne un film. Bref, après avoir vu ce film, j’ai eu envie de lire la pièce de théâtre, pour voir ce qui différait. Je pensais la trouver gratuitement en livre électronique, mais il n’en est rien… Jules Romains est mort en 1972, il faudra encore deux décennies avant que son travail ne soit dans le domaine public en France. Je le pensais plus vieux (à ma décharge, la pièce a été créée en 1923 par Louis Jouvet, qui lui est mort en 1951, j’ai un peu confondu la pièce, l’acteur, et l’auteur)…
La pièce, donc maintenant. Ce fut une lecture réjouissante, en grande partie parce que j’avais les scènes du film en tête, ce qui m’a aidé à visualiser la pièce, mais pas seulement. C’est agréable aussi de remettre dans son contexte des phrases aussi célèbres que « Est-ce que ça vous chatouille, ou est-ce que ça vous grattouille ? », et de s’apercevoir à quel point cette pièce, une des plus connues du début du XXème siècle je pense, est une digne héritière du théâtre de Molière (dont on fête les 400 ans cette année, coïncidence) : le même type d’humour, les mêmes ficelles, utilisés pour dénoncer des travers de la société, ici comme souvent chez Molière, notre relation à la médecine.
Et c’est une vision de la médecine bien particulière que nous propose Knock, dont le credo est que « tout homme bien portant est un malade qui s’ignore. » Effectivement, il voit la maladie partout et a un système bien rôdé pour adapter son traitement aux réalités économiques de ses clients, heu pardon, ses patients (mais le mot « patientèle » que l’on a créé récemment est étrange, il se démarque du commerce en même temps qu’il y fait presque explicitement référence). Il est facile de voir dans Knock un charlatan, et c’est l’image que j’ai toujours eu de lui à travers ce que je connaissais de la pièce sans l’avoir lue. C’est bien le cas, Jules Romains ne laisse pas de place au doute (ce qui n’est pas le cas du film, beaucoup plus nuancé à mon avis, et c’est une vision modernisée intéressante), mais surtout, il montre le mécanisme qui permet à ce charlatanisme de se développer et à quel point les victimes, heu pardon, les patients sont complaisants, heureux au fond de se laisser faire.
A l’heure où la « médecine moderne » dont se moque Jules Romains n’est plus à la mode mais où les techniques de marketing que Knock a mises au point se sont répandues comme traînée de poudre (comment ne pas voir dans l’instauration des consultations gratuites du lundi matin une « responsabilité sociale des entreprises » avant l’heure par exemple) et que certains courants de médecine alternative ou de médecine douce les pratiquent sans avoir l’air d’y toucher, la critique acerbe de Jules Romains, cachée sous une comédie qui se veut innocente au premier abord est finalement bien plus actuelle qu’on ne voudrait le penser. Une pièce agréable et drôle en même temps qu’elle fait réfléchir, un bon moment de lecture et, si j’en ai l’occasion un jour, un bon spectacle j’en suis sûre !

Our exploration of French society has now come forward to the period of the Moroccan crisis, and the realization that if war does come to this settled Europe,the cost will be huge. There is an interesting excursus into the french Bond Market, with the coverage of a massive and fraudulent stock issue. there's an air of expectancy as Jallez's political career gathers steam, and Jerphanion is finding his footing in the world of provincial education,½

As we move through the massive novel, "Men of Good Will", we come to the build up to World War One. Both Jallez, the politician, and Jerphanion, are politically involved, but are seriously appalled when the continent is dissolved in the catastrophe. The effort of keeping track of the characters is taxing, but the attempt to be coherent under the circumstance is inspiring.½

the immense ordeal of Verdun is over. But two more years of war stretch before Jerphanion and his friends. The war grinds them all down, and we see how their idealism is further eroded, and their gratitude for being spared becomes a larger part of their existence. One of the better episodes of this immense canvas.½

WWI ends, and Jules Romains' two principal characters revel in their survival of the great trial, their lives are once more running in the tracks that they chose in their young manhood. France is brutally damaged, and everyone's lives are also crimped and confined, somewhat. This volume was published originally published in 1940, when the French were more than a little preoccupied

"Men of Good Will" is the series, Jules Romains the writer, and his canvas is very large. Concentrating on french life for the period 1908 to 1933,, he tried to create a rival to "War and Peace'. His focus, however is more on the details of French upper middle class life than the thunder of Napoleonic upheaval. It is a careful reconstruction and often interesting, but not compelling in translation. This is the second last volume, and our teacher turned politician is closing off an old love affair, and the poet is trying to deal with the twenties and post Great War angst.½

This is a step in completing that very long novel, ÈMen of GoodwillÈ. I was a little tired of the main characters, but this is the volume in which Francoise marries Jallez, and the second last volume, so I plowed on.½

This is the wind-up volume to the twenty-seven episodes which are variously described as a novel sequence, or one very long novel indeed. I confess I lost patience with the series and skipped ahead to the end, this book. As "Men of Good Will," the over all title, this series presented a fictional narrative of Middle-Class life in France from 1908 to 1933. It was actually begun in 1932, written at about two episodes a year, published annually, and finished in 1946. there are two consistent characters, a school teacher who goes into politics, and a literary man of varying fortunes. At this remove, I'm not sure why I baled, but perhaps I was bored with all those people.½

An engrossing read encompassing the total mortality of approximately one million fatalities in a ratio of 550,000 French deaths to 450,000 German deaths. Verdun is a town of approximately 100,000 inhabitants but once was the seat of the French monarchies around 600 AD. The WW1 battles were principally to the North of the town ranging over both sides of the Meuse River in an area of perhaps 300 square miles. which equates to 3000 deaths per each square mile. The period of military activity was from 21 February 1916 to wars end on 11 November 1918. A period of approximately 950 days with a daily mortality of over a thousand deaths per day on average! The Verdun area of NE France is almost adjacent to the border with Germany. The US army was active in this area from 21 Sept 1918 until the armistice declare on 11 November and added another 10,000 deaths, or an additional 200 deaths per day. The writing was so realistic, that I did not discover that the book was in fact a history novel until I was over halfway completed. The language usage made for an easy read. From cover to cover a read of about 650pp. Unfortunately the book contains no maps. Verdun is approximately 150 miles east of Paris at about a 49 degrees latitude. My interests typically are not of the conduct of War but generally relate to the why only! However I believe that this book although only a novel is a must read to provide an insight into the life and death of technological wars that started with the era of the US Civil war and the approximately 600,000 deaths attributed to that US "civil" conflict.

Frankrig, Paris, ca 1910
Indeholder delene "1. Festmåltidet", "2. En kammerat", "3. To kammerater", "4. Tre kammerater og flere til", "5. Amberts skabelse", "6. Amberts brunst", "7. Issoires ødelæggelse", "8. Kammeraterne".

En hold drukvenner, Lamendin, Bénin, Broudier, Lesueur, Omer, Martin, Huchon, får de mærkeligste indfald på deres druktur, fx "Er der nu også præcis 1 liter i 1-liters ølkrusene". På et kort over Frankrig mener de at kunne se at distrikterne Issoire og Ambert ser underlige ud og de morer sig med at lave rim om dem, hvor passoire (en si) og camembert (en ost) skal indgå. Men rim er ikke nok. Bénin har for vane at konsultere en søvngænger og bruge vedkommende som orakel, når han skal tage beslutninger, så de går i samlet flok hen til vedkommende. Det er midt om natten og søvngængeren er netop i sit es. Søvngængeren skriver sine råd ned og lader dem tolke dem, som de har nu har forstand til. Nogle dage senere har Broudier sat Bénin stævne på et torv kl 4 om natten, men han omdirigerer Bénin til byen Nevers, som han når med toget. Her bliver han modtaget af Broudier og en flok honoratiores. Broudier holder tale for ham på latin, som kun de to forstår og oversætter til gengæld Bénins svar for de forsamlede. Ideen er at Bénin skal udgive sig for at være udsending fra Zaren og det går han med på, selv om hans svar på latin nu ikke er ret høfligt, fx "Attamen, tanta amentia capturs sum, ut pagum istum peterem" der kan oversættes som "Å, at jeg dog kunne være så afsindig at begive mig ud til dette hul!".
De lægger planer og vedtager hvis plan der skal sættes i værk. Nogle dage senere dukker de op i Ambert og Broudier forklæder sig som minister, mens Omer, Lamendin og Martin spiller kommandant, direktør og privatsekretær. De tre andre Bénin, Lesueur og Huchon befinder sig blot inde i byen for at observere. Broudier dukker op tidligt om morgenen ved byens kasserne og foranstalter en spontan militærøvelse, hvor nogle af soldaterne skal spille "oprørere" og andre "loyale tropper". Det hele med løse skud i geværerne og troen på at en minister overværer øvelsen og hvordan den bliver udført.
Den følgende søndag er det Bénins tur. Han spiller rollen som "Pastor Lathuile", som er kommet direkte fra Vatikanet og Paven. Han spiller på menigheden efter gehør og lovpriser livet, kærligheden og --frugtbarheden. Faktisk siger han at enhver lunkenhed i opfyldelsen af de ægteskabelige krav er en synd i lighed med at holde sig borte fra gudstjenesten eller fra skriftemålet. Hans ophidsende prædiken er ikke uden virkning. Prædiken afbrydes af et spontant opstået orgie. Muligvis hjulpet godt på vej af Huchon, Broudier og Omer.
Samme dags eftermiddag er der i Issoire indvielse af en rytterstatue af Vercingetorix. Byen har gennem længere tid, næsten 10 år, samlet ind og først pladsen, så soklen og selve hesten er bragt til veje, men statuen mangler. Heldigvis er en billedhugger kommet til, der tilbyder at skænke statuen gratis. Forberedelserne er heller ikke mange, for han har allerede været på besøg incognito og kender dimensionerne på hesten, så han beder blot om at det bliver sat på plads på soklen forinden. På dagen er hele byen samlet på St. Ursule Pladsen. Der bliver holdt taler og spillet marchmusik og statuen bliver i formummet skikkelse hejst op på hesten. Ved et hurtigt snuptag falder indpakningen bort og man ser nu Vercingetorix i al sin pragt. Han har et vældigt skæg, der næsten skjuler ansigtet helt og den nøgne krop er også vældig behåret. Hans organ virker meget iøjnefaldende, såvel af størrelse som ved sin naturlige udformning. Issoires deputerede og amtsrådsmedlem hr Cramouillat holder takketalen, men bliver afbrudt, da statuen udbryder "Det er løgn!". Så skælder han Cramouillat huden fuldt og begynder at smide stegte æbler efter de fine folk. Der bliver dog et tilbage, som han selv spiser, da hver og en på pladsen har taget flugten.
Bogen slutter med en vældig udflugt, hvor de ude midt i skoven laver et glimrende måltid og dertil drikker et par flasker god vin pr mand. Selv en højtidelig tale om deres bedrifter ender i latter, da taleren spilder vin på en af de andre.

Mange steder i denne bog er det rene uforfalskede vanvid, fx søvngængeroraklet. Herligt! Kammeraterne gør virkelig grin med borgermusikken, men året er 1913 og forude venter den store slagtebænk.

Je n'avais jamais lu Knock dans le cadre de mes études, ni vu le film. C'est donc une découverte que cette pièce de théâtre simple et drôle, accessible à tous, dans laquelle la pratique médicale bonhomme et bourgeoise d'un médecin de village, est transformée en business implacable par Knock, lequel voit en chacun des administrés un malade en puissance, et le fait bien sentir. Entre méthodes de voyou et charlatanisme, Knock mène tambour battant (c'est le cas de le dire) des actions de préventions et de curation qui tournent, bien entendu, à son bénéfice sonnant et trébuchant.
Critique de la dérive médicale sur fond de business, cette pièce est toujours d'actualité sur fond de prévention menée au plus haut niveau de nos gouvernants. Il y a les convaincus sincères et les opportunistes acharnés. Nous sommes tous entre les deux.
A lire absolument.

Approche-toi. Tire un peu sut les manches, et sur le col. Ça va. Je te fais officier de la Légion d'honneur. Ne me remercie pas ! Tout le monde en ferait autant à ma place... Comme tu es assez grand, assez maigre, et que tu as le nez rouge, que ton faciès présente quelque chose à la fois de bilieux et d'alcoolique, tu seras mon attaché militaire. Quel grade veux-tu ? Colonel ? Tu es un peu jeune ! Commandant ! Je t'appellerai «Commandant !» Tu m'appelleras : « Monsieur le Ministre !» Entendu ? Rompez !...

Jacques Godard er en barnløs enkemand og har i 5 år været pensioneret togfører. Han bor i en lejlighed med to små værelser i Menilmontant i Paris og går ture i byen for at få tiden til at gå. En dag går han en tur op på Panthéon, et par dage efter får han ondt i ryggen og går i seng med feber. Ni dage senere dør han og vi følger nu beboerne i huset, portneren, telegrammet til de gamle forældre og budet der bringer det ud. Forældrene bliver kede af det og vi følger faderens rejse fra den lille landsby ind til Paris og sønnens sjæl der stadig svæver rundt i nærheden af lejligheden. Faderen kommer og deltager i begravelsen og vi følger tankerne hos alle i ligfølget. Den dødes sjæl følger med og påvirker og påvirkes lidt af tankerne og drømmene. Efter begravelsen vender faderen tilbage til landsbyen. I Paris overtages lejligheden af et ungt par og efterhånden forsvinder mindet om Jacques Godard næsten helt. De gamle forældre går nu nærmest bare og venter på døden og vinteren efter dør først moderen og nogle få uger senere faderen. Sønnens sjæl ebber også stille ud men som sidste handling får det en ung mand til at tænke over livet og døden og at han engang bliver den, der er død.

Glimrende bog - selv om alt det der sjælenoget er lidt klistret

1205. Verdun, by Jules Romains (Jan 14, 1973) This is Volume VIII of the author's multi-volume Men of Good Will. I read this with some hesitation since I don't like to read a series except from the beginning. But I doubt I could have found the earlier volumes, and the battle of Verdun has long been a huge interest of mine: ever since reading Alistair Horne's matchless The Price of Glory: Verdun 1916 on Sept 7, 1964. Romains' volume on the battle spent more time telling of the characters peopling his epic, and since they were new to me I had less interest in them than I would have had if I had read the prior volumes. I never have read but this one book by Romains, immortalized by winning the 1915 Nobel Prize for literature. Here is a link: Amazon.com: Books: Men of Good Will

Avec "Les hommes de bonne volonté" Jules Romains se lance dans une immense fresque qui fera penser à Tolstoi ou au Galsworthy des "Forsyte". Ces deux premiers romans mettent en place les personnages qui reviendront tout au long du roman. Il y a un assortiment des "types" français du début du 20e siècle. On découvrira rapidement que la sorte "Béret baguette" est en fait très minoritaire.
Dés le premier volume le conflit entre "affairistes" plus ou moins corrompus et citoyens conscients est mis en place. Romains évite l'opposition dogmatique et simplificatrice. Cependant la subtilité n'est pas forcément ici le ressort principal de l'analyse psychologique.
Le crime de Quinette poursuit la trajectoire du premier volume tout en se centrant sur deux personnages singuliers : Quinette et sa victime - un assassin occasionel. Paris tend à devenir le personnage principal du roman.

Histoire d'un charlatant et de ses succès - un vrai régal

Une bande de jeunes faisant les quatre cents coups½

3