Wolfgang Koeppen (1906–1996)

Vergangenheitsbewältigung – altså undersøgelse og bearbejdning af fortiden, især den nazistiske – er nærmest blevet en tysk nationalsport, men sådan har det ikke altid været. I den tidlige forbundsrepublik under Adenauer handlede det mest om økonomisk fremgang, genopbygning og normalisering, og det skulle alt sammen helst ske uden at rippe for meget op i fortiden. Det frustrerede åbenlyst Wolfgang Koeppen, der med en romantrilogi prøvede at ruske lidt op i dynen af ufortjent selvtilfredshed. Forgæves – i hvert fald på kort sigt, for senere blev hans bøger genopdaget og fremhævet af bl.a. Marcel Reich-Ranicki.

Der Tod in Rom fra 1954 er den sidste af romanerne. Den unge komponist Siegried Pfaffenrath er i Rom, hvor hans første symfoni skal opføres. Bag iscenesættelsen står dirigenten Kürenberg, der i 1933 blev tvunget til at forlade sin stilling i en tysk by, fordi han var gift med Ilse Aufhäuser, en jødisk kvinde. Hendes far ejede byens store varehus, der blev brændt ned under en af pogromerne, ligesom han selv blev slået ihjel. Siegfrids far var byens borgmester i 1933 – og han er blevet det igen efter krigen.

Siegfried har brudt med sine forældre efter sin tid i engelsk krigsfangelejr. Mens han arbejder med tolvtonemusik og gør hvad han kan for at skabe et radikalt brud med fortiden, er hans familien symbolet på det manglende opgør med fortiden. Faderen er nok mere opportunist end ideologisk nazist, men det er stadig grotesk, at han igen sidder på magten i byen, mens Ilse Kürenberg stadig rejser rundt over hele verden med sin mand.

Værre endnu er det, at Siegfrieds onkel Gottlieb Judenjahn også er i byen. I modsætning til borgmester Pfaffenrath var og er han overbevist nazist. Han har gjort sig skyldig i alle tænkelige forbrydelser under nazisternes magtovertagelse og i den efterfølgende krig, og han fortryder intet. Det skulle da lige være, at føreren blev svigtet, at der ikke blev slået flere ihjel, at jøder som Ilse Kürenberg fik lov til at stikke af fra Tyskland i stedet for at blive likvideret. Judenjahn har været eftersøgt i forbindelse med Nürnberg-processerne, men han formåede at undslippe og har siden gjort sig nyttig i et mellemøstligt regime, der havde brug for hans kompetencer. Det er kun hans kone Eva, der kan matche ham i ideologisk radikalitet. Hun har båret sort lige siden 1945 – ikke fordi hun sørger over manden, men fordi hun sørger over det tredje riges undergang…

Endelig er der Judenjahns søn Adolf, der oplevede rædslerne i krigens slutning. Nu er han ved at uddanne sig som katolsk præst, og deri ligger et lige så radikalt brud med forældrene som Siegfrieds. Jøderne havde ikke noget fædreland, og det havde de katolske præster i nazisternes optik heller ikke – deres loyalitet rettede sig mod paven i Rom.

Romanen udspiller sig hen over nogle få dage, og modsætningerne bobler hurtigt op til overfladen, når personerne mødes. Koeppen er ikke bange for at pege en anklagende finger mod de ældre tyskere eller for glæde sig, når de konfronteres med næste generations afvisning.

Bogen er ikke bare polemisk, den er også litterært interessant. Langt det meste foregår inde hovedet på personerne, hvor Koeppen trækker på modernistiske teknikker som stream of consciousness. Det giver en meget stærk indlevelse, som kan være decideret ubehagelig, når hovedpersonen er en ikke-angrende krigsforbryder, men bevidsthedsstrømmene er moderat doceret, så de gør ikke bogen svær at læse.

Titlen spiller åbenlyst på Thomas Manns Døden i Venedg, som der citeres fra indledningsvis og igen henvises til i romanens sidste sætning. Også her må en person gå sit endeligt i møde, også her reflekteres der over sammenhængen mellem kunst og levet liv, også her spiller homoseksualitet og fascination af unge drenge en rolle. Men selvom mange tematikker går igen, så er konteksten en anden, og Koeppen blander kortene på nye og overraskende måder.

Efter Koeppen har mange andre tyske forfattere taget livtag med nazismen. Det gør ikke hans bidrag mindre væsentligt eller hans psykologiske og komplekse roman mindre interessant.… (altro)

Der Autor beschreibt einen Tag Anfang der 1950er Jahre in einer bayerischen Stadt mit amerikanischer Besatzung, vermutlich München. Verschiedene Personen begegnen einem während des Tages. Man liest ihren Bewusstseinsstrom, ähnlich wie bei Joyce. Interessant finde ich vor allem den unglaublichen Rassismus, so wenige Jahre nach Kriegsende. Sehr richtig wird reflektiert, dass auch die Ausschreitungen der Nazis wie jene hier mit Scherben begonnen und geendet hatten.
Insgesamt fand ich das Buch nicht einfach zu lesen. Ich lese viel und auch schwere Kost, habe ja auch Germanistik studiert, aber ich tue mich zunehmend mit der deutschen Literatur schwer. Das „siebte Kreuz“ fiel mir auch sehr schwer.… (altro)

I’ve had this book on the shelf for awhile. Reason to read it now is that is is the BOTM for March 2022 in Reading 1001. This book is a post WWII novel by German author Wolfgang Koeppen. It was published in 1953 (my birth year). The main character is a person who managed to avoid being a soldier in WWII and has now returned and is in politics. The story describes the political nuances of Germany after the war. The main character is also grieving the death of his wife who was a victim of the war having lost both her parents. I found the novel difficult to engage.

Quotes:
Pg. 133 “…in the way that metropolises take a man out of his neighborhood and make him alone,…”

I suspect that this novel does belong on the 1001 Books list, nevertheless, it was a chore to read and worked well to initiate sleep. I’m glad I finally read it and I hope to never read it again (tho I agree a reread would probably be helpful). I think as a novel that discusses politics it is probably pretty accurate, I also think the author’s look at war, the profits of war, the profits of commercialism, and the depiction of the “happy family” were elements that were good. Parts of the book reminded me of James Joyce. It is mostly SOC. The mood of the novel is dark, sense of failure, and hopeless.… (altro)