A. D. Jørgensen (1840–1897)

Bogen blev først udgivet i 1882. Det et par årtier efter det skelsættende nederlag i 1864, og det var mens Tyskland strammede kontrollen med de etniske minoriteter i randområderne. Målet var fortyskning og loyale undersåtter for kejseren i Berlin, og det skabte modstand i Polen, Alsace-Lorraine og i Sønderjylland. Danskheden skulle fastholdes til bedre tider, og det krævede mobilisering omkring det danske sprog og den danske historie. 40 fortællinger var skabt til højtlæsning, vækkelse og diskussion i de dansksindede hjem.

Bogen er en danmarkshistorie fra de ældste tider til nederlaget i 1864, og selvom den strejfer kulturhistoriske emner, så vejer krigene og særligt den politiske historie tungest. Det er helt i overensstemmelse tidens historieskrivning, og det afspejler også formålet, nemlig at demonstrere Danmarks historiske krav på at være en suveræn stat (symboliseret i kongehuset) og en selvstændig nation med særegent sprog, kultur og tradition.

De første par kapitler bruges på de danske sagnkonger. Jørgensen har sikkert udmærket været klar over, at sandhedsværdien var beskeden, men de giver historien mytologisk dybde, og de slår meget tidligt vigtige hjørnesten fast. Sagnene tydeliggør således, at Danmark og danskerne fra forhistorisk tid har været ét samlet rige, at det fra starten har haft sin naturlige grænse mod syd ved Ejderen, og at det gang på gang har måttet slå erobrere sydfra tilbage.

Grænselandet og hertugdømmernes omskiftelige tilhørsforhold er et af de temaer, der går igen op gennem historien. Hensigten er at påvise Danmarks krav på Slesvig, mens det anerkendes, at Holsten altid har haft en anden status som en del af det tyske rige. Jørgensen kæmper bravt med at rede trådene ud i de mange forleninger, fredstraktater og fyrsteslægter ud, men der er tilstrækkeligt med tvetydige begivenheder til at alle har noget at hænge deres argumentation op på.

I sidste ende blev sagen afgjort med militære og ikke juridiske midler, men spørgsmålet var selvfølgelig vigtigt. Jørgensens store helt er Kristian Paulsen, der i 1836 prøvede at skabe klarhed omkring det danske synspunkt. Han argumenterede overbevisende for, at de to hertugdømmer havde helt forskellig statsretlig status, og at Slesvig i lige så høj grad som resten af kongeriget var knyttet til den danske krone og dens arvefølge. Senere viste Paulsen også, at Slesvig stadig var præget af dansk kultur, selvom tysk sprog og kultur vandt frem sydfra og blev understøttet af, at tysk var administrationssprog.

Jørgensen argumenterer juridisk, men han anerkender også den nationale selvbestemmelsesret, der var et tveægget sværd for den danske sag. På den ene side kunne det bruges som argument for, at Nordslesvig skulle forblive dansk / blive dansk igen, men på den anden side underminerede det også kravet om en Dannevirke- grænse, når dele af Slesvig ubetvivleligt var blevet tysksproget. Selvom bogen bruger mest plads på arvefølgen og kronens krav, så ser Jørgensen klart, at den eneste løsning vil være en deling efter nationale grænser. Men han forstår også, at den løsning var politisk uspiselig de danske politikere i 1864.

Det er næsten 100 år siden Sønderjylland blev delt og Nordslesvig genforenet med kongerige, og det kan være svært at forstå den enorme betydning som nederlaget og det tabte Sønderjylland havde for generationer af danskere. For A.D. Jørgen var det spørgsmålET i dansk historie.

Historiefaget har gjort mange fremskridt siden 1880’erne. Nye perspektiver er kommet til, og forståelsen for fortidens samfund og begivenheder er blevet nuanceret. Leder man efter en introduktion til Danmarkshistorien, skal man kigge et andet sted hen, men 40 fortællinger af fædrelandets historie er et velskrevet monument over det Danmark, der efter 1864 måtte slikke sine sår, forstå sine nye plads i verden og skabe et moderne samfund.… (altro)