Steen Andersen

Selv med alt det vi ved i dag, er det svært at vurdere, hvad der var det rigtige at gøre under besættelsen, ikke mindst for de mennesker, der havde det politiske ansvar for landets fremtid. Hvor vanskeligt må det så ikke have været, da de faktisk stod i situationen og ikke vidste, at Tyskland i sidste ende ville tabe krigen, eller at freden ville blive dikteret af de allierede? Steen Andersen understreger dette aspekt igen og igen i sin undersøgelse af langsigtet økonomisk planlægning i de første krigsår. Vi kan ikke forstå datidens handlinger eller de forberedelser, der blev gjort til en nyordning af Europa, hvis man ikke husker konteksten af tyske sejre på alle fronter.

I 1940-41 var den realistiske vurdering, at nazisterne ville vinde krigen, og at der ville komme en nyordning af kontinentet under tysk ledelse. Det tog regering og embedsværk bestik af, selvom det var meget usikkert, hvad det egentlig ville komme til at betyde. Nazisterne vidste det næppe selv, og samtidig havde de interesse i at signalere mere velvillighed over for hver enkelt nation, end de havde i sinde at overholde. Målet var hele tiden at sikre dansk velfærd og suverænitet, men som forskningen i samarbejdspolitikken har vist, så var der forskellige opfattelser af, hvordan samarbejdet burde gribes an. Burde man, som Scavenius og de andre upolitiske ministre argumenterede for efter regeringsomdannelsen i juni 1940, følge en aktivistisk linje, hvor danskerne selv tog initiativer for at etablere forhandlingsveje og sikre goodwill – med risiko for at give indrømmelser, der ikke var nødvendige? Eller burde man, som flertallet af de parlamentariske ministre ønskede, følge en attentistisk linje, hvor man nok indgik det nødvendige samarbejde for at fastholde en dansk regering, men hvor man trak tiden ud og nøjedes med at reagere på de tyske krav efterhånden som de opstod?

I Danmark i det tyske storrum analyserer Steen Andersen, hvordan dette generelle samarbejdsdilemma udspillede sig på den økonomiske politiks område. Formålet er både at undersøge den danske politik og at analysere, hvordan den blev til. I forhold til det sidste spørgsmål har han et stærkt fokus på forholdet mellem embedsmænd og politikere, og han argumenterer bogen igennem overbevisende for, at embedsmændene (og i særlig grad Tysklandseksperterne i Udenrigsministeriet) ikke bare udførte politikernes ønsker men var med til at udforme policy-forslag. Scavenius var aktivismens politiske bannerfører, men han fik god hjælp fra sit embedsværk, der delte hans analyse og producerede forslag og oplæg, som kunne bruges i forhandlingerne.

Hovedlinjen er dog en analyse af det faktiske økonomiske samarbejde under besættelsen og forhandlingerne om Danmarks placering i en tysk nyordning af den europæiske økonomi. De første måneder var meget hektiske med drøftelser i sommeren 1940 om en told- og møntunion mellem Danmark og Tyskland. Unionen var Scavenius’ forsøg på at få realitetsforhandlinger med Tyskland om de store linje i det fremtidige forhold, men planen stødte hurtigt på grund. I dansk kontekst var forslaget alt for vidtgående og blev afvist af både parlamentariske ministre, der frygtede suverænitetsafgivelsen, og erhvervslivet, der frygtede tyske priser og tysk konkurrence. Heller ikke i Berlin var der villighed til at indgå et så vidtgående samarbejde, bl.a. fordi en told- og møntunion trods tysk dominans ville signalere en eller anden grad af ligeværdighed (det var jo også Scavenius’ logik) og samtidig var det simpelthen ikke en tysk prioritet.

Unionsforhandlingerne kom dog til at sætte sig varige spor. Der blev nedsat et Udvalg for økonomisk samarbejde med Tyskland, der skulle vurdere konsekvenserne af en told- og møntunion. Formålet var at have klarhed over danske interesser i det fremtidige samarbejde og samtidig have et dansk forslag parat i skuffen, hvis der blev behov for det. Hvorvidt den danske regering selv skulle opsøge en sådan mulighed, var et stridspunkt i udvalgets arbejde fra start til slut. Først efter aflevering af udvalgets betænkning i foråret 1941 blev det politisk besluttet IKKE at tage initiativ til forhandlinger om et fremtidigt økonomisk samarbejde.

Udvalgets arbejde havde et klassisk undersøgelsesspor, hvor muligheder og udfordringer blev analyseret og afdækket. Der blev bl.a. indhentet oplysninger om de planøkonomiske tiltag i Tyskland, ligesom integrationen af protektoratet Böhmen-Mähren i den tyske økonomi blev brugt som inspiration. Interessant var også en undersøgelsesrejse, som trafikminister Gunnar Larsen foretog i marts 1941 til det besatte Frankrig, hvor han kunne konstatere at 1) den tyske besættelse havde medført ødelæggelse og fødevaremangel, som for enhver pris burde undgås i Danmark og 2) den franske økonomiske elite så ingen anden vej frem end økonomisk samarbejde med Tyskland. Det kunne også konstateres, at besættelsen og rustningsarbejderne skabte stor økonomisk aktivitet i Frankrig, som også kom danske virksomheder til gode. De var f.eks. med til at bygge ubådshangarer i Bordeaux.

Parallelt med undersøgelserne skulle det hele tiden overvejes, om der skulle tages initiativer over for tyskerne. I efteråret 1940 virkede risikoen for en nazistisk regering i Danmark reel, og den aktivistiske lejr argumenterede for, at Danmark måtte vise initiativ og handlekraft, så tyskerne blev overbevist om, at de var bedst tjent med den folkevalgte regering. Det var i denne situation, at den aktivisterne for alvor skubbede på for et dansk udspil til fremtidens samarbejde.
I sidste ende blev planerne om et formelt dansk-tysk økonomisk samarbejde ikke til noget. Med angrebet på Sovjetunionen blev de tyske nyordningsplaner endeligt udskudt til efter krigen, men det økonomiske samarbejde blev intensiveret i den praktiske verden, hvor danskerne igangsatte infrastrukturforbedringer og stillede landbrugs- og industrieksport til rådighed for Tyskland.

Bogen er en vigtig afdækning af, hvor detaljeret og konkret man fra dansk side forberedte sig på en fremtid i et nazistiske domineret Europa. Hvorvidt de danske målsætninger om at give økonomiske indrømmelser for at bevare dansk demokrati kunne realiseres efter en tysk sejr blev heldigvis aldrig afprøvet. Steensen-Leth fra den danske legation i Berlin havde nok fat i den lange ende, når han påpegede, at nazismen var så ideologisk, at et kompromis ville være utænkeligt i det lange løb, men den konstatering gav jo ikke mange anvisninger på, hvad regeringen så skulle gøre – andet end at håbe på allieret sejr.

Mens krigen stod på, befandt Danmark sig i samarbejdspolitikkens dilemma. For den danske regering og det ledende embedsværk var det af vigtigt at være en troværdig og relevant samarbejdspartner, ligesom det var vigtigt at få klarhed over, hvad den nazistiske ledelse egentlig ville – men det var også risikabelt at presse for meget på for en afklaring. Det risikerede jo at sætte gang i mere vidtgående krav, end udviklingen ellers ville have ført til.

Danmark i det tyske storrum sætter fokus på et underbelyst aspekt af besættelseshistorien, og samtidig formår Steen Andersen at tydeliggøre de dilemmaer, som datidens aktører stod over for. De økonomiske og tekniske aspekter af samarbejdet redegøres der fint for, men fremstillingen springer lidt, der er lidt for mange gentagelser, og det er ikke altid helt logisk, hvor enkelte aktører introduceres. Det er dog kun små forbehold over for en vigtig og interessant bog.… (altro)