Det ligger ligesom i stillingsbeskrivelsen, at det aldrig er helt nemt at være superhelt. Tag nu Superman. I virkeligheden er han jo så mægtig, at ingen fjender skulle udgøre andet end en mindre sten på vejen. Det ville bare ikke være god underholdning, så der laves alle mulige benspænd for ham. X-Men tager denne tilgang til nye højder. De stakkels mutanter er altid uglesete, på kant med loven og plaget af indre tvivl i en grad, så det med at redde verden må virke som en behagelig afveksling fra hverdagens trummerum.

Sådan er det også i bind 7 med opsamling af klassiske hæfter fra 1980’erne. Bindet åbner med tiden efter ’Mutant Massacre’, hvor Marodørerne myrdede løs blandt de udstødte mutanter under New York, og den slutter med ’Fall of the Mutants’, hvor hele teamet dør. (Nu er det selvfølgelig en superhelteserie, så døden er sjældent definitiv, men det er alligevel en tand værre, end det plejer at være.)

Bogen samler tre centrale historier: I den første fortsætter kampen med Marodørerne, der er på jagt efter Madelyne Pryor og Polaris. Undervejs rekrutteres nye medlemmer – Alex Summers, Havoc, Dazzler og Longshot – men resultatet er mest af alt et nyt status quo: San Francisco er delvist ødelagt, Marodørerne er væk og fremtiden er uafklaret.

Den anden historie er en miniserie med Fantastic Four. Reed Richards anfægtes af tvivl, og det er ikke så godt, når han nu er den eneste, der kan redde Shadowcat fra at tage springet fra spøgelse til rigtigt død. Eller er han? Dr Doom blander sig på uforudset vis, og efter mange forviklinger ender Shadowcat tilbage på sygestuen på Muir Isle – dog med udsigt til helbredelse. Clairemont forsøger at skubbe noget af sin klassiske tvivl over på Mr Fantastic, men det virker aldrig rigtig overbevisende.

Den tredje og vigtigste historie handler om Storm. Da hun blev skudt af Forge og mistede sine kræfter, efterlod Clairemont adskillige løse ender. Det er dem, han prøver at redde ud små 30 numre senere. Da Storm vender tilbage for at bede ham give hende evnerne tilbage, så hun mere effektivt kan lede X-Men, møder hun Nazé, der oprindeligt havde oplært ham i shaman-kunsten. Han overbeviser hende om, at Forge er ude på at lukke kaos ind i verden, og hun indvilliger i at drage med ham for at neutralisere truslen. Spørgsmålet er bare, hvem der egentlig står i kaos’ tjeneste. Nazé smiler i hvert fald temmelig skummelt til læserne ved slutningen af mangt et nummer…

Det hele kulminerer i Dallas, hvor himlen bogstavelig talt åbner sig over byen og vanviddet bryder ud. Kun det største offer kan redde verden. Det bringer vore helte – endda på live på TV – så fremtiden byder på en tilværelse som legender.

Det er sjovt at genlæse mange af de historier, jeg læste for 25 år siden. Det er også interessant at få nogle af de mellemregninger med, som de danske redaktører sprang over. Men det er også tydeligt, at X-Men brandet havde fået alvorligt vokseværk på dette tidspunkt. New Mutants var allerede veletableret, det gamle hold var skilt ud og fortsatte i X-Factor og i dette bind skilles Nightcrawler og Shadowcat også fra, så de kan komme med i Excalibur. Der er behov for nye medlemmer, og hver for sig er de spændende nok. Det føles bare lidt småt med så få velkendte personer, og de mange cross-overs fylder for meget i forhold til at fortælle en stram hovedhistorie. Nå ja, så var Marc Silvestri heller ikke den bedste X-Men tegner. ( )