1st Reading, Nov 2011: A perfect follow-up to my latest reading of Paradise Lost.

2nd Reading, Apr 2013: Not quite as good as I thought the first time through. Thematically it is sound, and the poetic vision is profound, but somehow the execution is less than perfect. ( )

Fortællingen om Kain, der myrder sin bror Abel, er en af grundlæggende myter i kristendommen. Da Adam og Eva havde spist af kundskabens træ, forviste Gud dem fra paradiset, og da de havde fået børn viste det sig, at ondskaben også fandtes mellem mennesker. Det er den historie Lord Byron fortolker i et skuespil fra 1821, men den forløses ikke for alvor.

Dramaet foregår i tre akter. I første akt møder vi Adam, Eva, Kain, Abel og deres to hustruer. De er i gang med at ofre og bede til Gud, dvs. alle bortset fra Kain. Han nægter at underkaste sig en Gud, der for en simpel synd har forvist menneskene fra paradis, og han kan slet ikke se, hvorfor han skylder sin skaber noget som helst. Familien ser fortvivlet til, men virker også meget enfoldige i deres tilbedelse. Kain er derimod et moderne menneske, der forholder sig kritisk og stiller spørgsmål.

Da Kain bliver alene, viser Lucifer sig for ham. Han pirker til Kains tvivl og lover ham viden både om verden før mennesket og om tiden efter døden. I anden akt rejser han med Lucifer til en verden uden for tid og sted, hvor han kan se mægtige skeletter fra uddøde dyr – Byron køber ind på en teori om, at verden havde været gået under flere gange før menneskene blev skabt, og at det er forklaringen på de mange fossiler, der var begyndt at dukke op. I sidste ende kan Lucifer dog ikke oplyse Kain om det mysterium han mere end noget andet ønsker at kende til: døden.

Tilbage ved hjemmet har Abel bygget to altre, og han opfordrer Kain til at være med til at ofre. Det er Kain ikke meget for, men han lader sig overtale, og da ofret bliver afvist sparker han frustreret alteret omkuld. Abel er fortvivlet over den skændige handling og prøver at overtale ham til at forsøge igen. Her er det så, at Kain kommer i affekt og dræber Abel. Dermed bliver den første morder til, men det er også første gang, at døden kommer ind i menneskets liv i Biblen.

I første mosebog fylder fortællingen om Kain og Abel kun ganske få linjer. Selvom konflikten er grundlæggende, er der altså ikke meget stof at arbejde med. Derfor skriver Byron lystigt til. Kains tvivl og stillen spørgsmål er fortsat interessant, men de lange passager med Lucifer og rejsen til en ikke-verden var ret kedsommelige. Sproget er flydende, men det samlede resultat var alligevel skuffende. ( )

Caín se presenta aquí como el rebelde, el demasiado curioso dentro de una familia ejemplar como es la de Adán y Eva. Lucifer (Byron tiene buen cuidado en diferenciarle de la serpiente, ya que el relato bíblico nunca los identifica) le convence para llevarle a conocer todo el universo, y así refuerza todas sus dudas morales. Cuando Caín vuelve a la tierra, se enzarza en la pelea con su hermano y lo mata. Solo el amor incondicional de su hermana-mujer parece darle un rayo de esperanza.

El acto segundo, que contiene el viaje por cielos y tierra de Caín con Lucifer, tiene claras reminiscencias de "La divina comedia" y es el menos interesante. Los otros dos mantienen bien cierta tensión, aunque es evidente que esta obra no está pensada para ser representada. Byron solo pretendía, creo yo, poner por escrito sus reflexiones sobre el origen del mal y la necesidad de justificar al personaje tradicionalmente considerado origen de todo lo malo. En definitiva, relativismo moral al más puro estilo romántico. Tiene fragmentos interesantes y reflexiones agudas, pero es una obra irregular, bajo mi punto de vista. ( )

There's great dialogue here between Cain and Lucifer. As with a lot of other Byron works, Milton is all over this. ( )