Another early book presented late in English. This story follows very strongly on another, that I haven't read yet - Yoko and friends are reunited with their Vinean, alien, friends. There are several things that are clearly references to the earlier book (Yoko's shock over Kanban having rank, for instance), but I don't know what actually happened. It's also a rather awkward book - why was Yoko necessary? Khany says she is, but has to explain all the tools they use to manage things - and what Yoko does do, no one could have expected. Still fun, but this story doesn't really work for me. ( )

Martinique, ca 1977
En boreplatform ved Martinique er i problemer., fordi den er stødt på et selvlysende, magnetisk og meget hårdt materiale. Det lyder som om det er samme materiale som den unge elektroingeniør Yoku Tsuno fik en knytnævestor kugle af, da hun stødte på nogle blåhudede fremmede fra pleneten Vinea nogle få år forinden. Yoku Tsuno, Vic Video og Pol Pitron tager afsted. De møder Vineanerne igen (se Nærkontakt i Jordens Indre) og som i det tidligere eventyr er kvinden Khany blandt de gode og manden Karpan i spidsen for de onde. En lille pige, Poky, leverer sjov og ballade, men hjælper også til med at klatre igennem små åbninger i huler og rør engang imellem.
Nogle af Vineanerne vil grundlægge et nyt kontinent ved at pumpe lava rundt i store rør og det er netop et af disse som borerøret har ødelagt. Lavaen truer boreplatformen, men efter en længere kamp om at komme ind i ventilrummet vinder Yoko Tsuno og kumpanen Karpan dør.
Khany fortæller om Vineanernes anden plan, som går ud på at vende hjem til det solsystem, de kom fra. Hun lover at kontakte Tsuno inden de tager afsted. Yoko, Pol og Vic kommer op til overfladen igen med hjælp fra Vineanernes højteknologi og boreplatformen genoptager arbejdet.

Flot tegnet historie, som dog mestendels er en roadmovie, der handler om at komme hen til ventilrummet og tilbage igen. ( )

Jeg er i fuld gang med at pode tegneseriemanien på næste generation. Det går mindre godt med datteren, men August gør store fremskridt. Det er en fantastisk anledning til genlæse nogle af de serier, jeg læste som barn. Yakari, Henrik & Hagbart og Benny Bomstærk er allerede pløjet igennem af sønnike.

Yoko Tsuno gider han ikke rigtigt, men skidt med det: Vulcans smedje var ren nostalgi for mig. Jeg læste aldrig Tsuno-serien systematisk, men jeg skal nok have læst 5-6 albums som barn. De bedste var dem, hvor Yoko mødte venianerne, en slags rumvæsener, der bortset fra deres blå hud ligner mennesker på en prik.

I dette album drager Yoko sammen med vennerne Pol og Vic til Martinique, hvor en større ulykke er undervejs på en boreplatform. Yoko aner en forbindelse til venianerne, og den viser sig at holde stik. Snart befinder de sig langt under jordens overflade, hvor store mængder lave pumpes mod en udslukt vulkan på havbunden. Katastrofen lurer lige om hjørnet, og det er kun en fraktion af venianerne, der overhovedet har lyst til at stoppe den.

Seriens styrke er Roger Leloups detaljerede tegninger. Byer og hverdagsting gengives minutiøst, og venitianernes teknologi tegnes så visionært og præcist, at man som læser tror på dem.

Måske er den ene bog for gode minder, men Vulcans smedje får alligevel fire bøger. ( )