Det er en særlig bog, Anne Weber har skrevet, og som hun i 2020 fik Deutscher Buchpreis for. Man kan vælge at anskue den som en biografi om den franske kvinde Anne Beaumanoir, der levede et interessant men alligevel ikke så usædvanligt liv – i hvert fald ikke efter den 20. århundredes standarder – og som i øvrigt selv har udgivet sine erindringer i to bind. Men bogen er åbenlyst også noget mere, for undertitlen skal tages helt bogstaveligt. Formen er inspireret af antikkens epos, så handlingen gengives på vers, selvom den uden problemer kan læses som prosa. Valget af ordet helt, eller rettere: heltinde, er nok heller ikke tilfældigt.

Hvem var hun så denne Anne Beaumanoir, kaldet Annette? Hun blev født i 1923 i Bretagne, hvor hun voksede op som en selvstændigt tænkende pige. Hun blev tidligt tiltrukket af den kommunistiske ide, og hendes liv blev formet gennem to verdenshistoriske begivenheder: Anden verdenskrig og den algierske uafhængighedskrig.

Annette involverede sig i modstandsbevægelsen, der i sin kommunistiske udgave var præget af ekstrem påpasselighed. Hvert medlem kendte kun to andre – og kun via dæknavn. Den disciplin opretholdt hun, undtagen i forholdet til Roland, der var flygtet fra Tyskland og nu bekæmpede fascismen, hvor han kunne. I første omgang opererer hun som kurer i Paris, men da hun får nys om, at en jødisk familie er på vej til at blive taget i en razzia, føler hun sig tvunget til at gribe ind i. Den historie fører til, at hun må forlade byen, hvorefter hun og Roland bliver sendt på hver sin mission. Da befrielsen endelig kommer, er Annette aktiv i ungdomsorganisationerne i Marseille, hvor hun trods sin unge alder kommer til at sidde i et af de improviserede tribunaler, der skal skelne kollaboratører fra uskyldige.

Efter krigen skal der vælges en ny vej: Hun uddanner sig til læge, gifter sig ind i det bedre medicinske borgerskab i Marseille og får børn. Hun er stadig politisk engageret, men hun har stadigt sværere ved at identificere sig med kommunismen. Hun er og forbliver overbevist socialist, men den stalinistiske variant mister hun smagen for. Undertrykkelsen i de kommunistiske lande og partidisciplinen hjemme er ikke til at holde ud.

Snart kommer der en ny konflikt at engagere sig i. Annette har ikke tænkt meget over Frankrigs kolonier, men da uafhængighedsbevægelsen i Algeriet for alvor tager fart, kan hun ikke lade være med at engagere sig – og det er vel at mærke på oprørernes side. For hende er sagen enkel: Hun har en gang kæmpet mod en besættelsesmagt, og det gør hun igen. Igen arbejder hun som kurer, men hun kommer også tæt på centrale skikkelser i FLN. Krigen ender som den må ende: Med Algeriets selvstændighed, og igen venter en ny mulighed på hende. Hun får en fremtrædende stilling i sundhedsministeriet i det nye land, hvor næsten alt mangler, men igen bliver hun skuffet over fredens realiteter. Den socialistiske udvikling bliver der ikke noget af, og det viser sig snart at klan-rivaliseringer og islam fylder mere end de frihedsidealer, hun havde kæmpet for.

Et spændende liv, men som sagt er bogens form også vigtig. Lad os tage et eksempel:

”Zu ihren Aufgaben gehört es auch, Verbindung zum
Maquis zu halten. Also zu schwer zugänglichen
Bergregionen, wo Partisanen, wenn sie nicht
im Einsatz sind, ein ganz normales Leben führen,
jedenfalls eines, das ihr, im Vergleich zu ihrem,
doch sehr gesellig und normal vorkommt…” (s. 63)

Det er sætninger, der ligeså godt kunne være skrevet som almindelig prosa uden linjebrud, men det giver alligevel læsningen en særlig rytme og kvalitet. Det samme gør passager, der er markeret som citater fra Annette, og de steder, hvor forfatteren træder tydeligt frem, både med kommentarer til den politiske situation og med diskussioner af Annettes motiver og handlinger.

Anne Weber var et interessant, nyt bekendtskab, og som nævnt fungerede formeksperimentet – i hvert fald som hovedgreb, for der var steder hvor teksten mistede lidt flyvehøjde, og hvor man fik en fornemmelse af at læse en interviewudskrift. Bogen er afgjort stadig værd at læse – og ikke mindst for den interessante kobling mellem besættelsestiden og den efterfølgende uafhængighedskrig. ( )

Weber repurposes the classical form of the verse epic to tell the life-story of a real, modern, female hero, Anne Beaumanoir (1923-2022). As a young woman in France during WWII, Beaumanoir was a courier for the Resistance and helped to save the lives of Jews; subsequently she became a neurologist and carried on in the (clandestine) struggle to protect the rights of oppressed people in the Communist Party and later in the Algerian independence movement, the FLN. She escaped from France and was sentenced in absentia to ten years' imprisonment for "terrorist" activities in 1959, and worked in the Algerian Health Ministry after independence.

The book — which Weber describes as coming out of a friendship that developed from a chance meeting with the 96 year old Beaumanoir at a film festival — is written in rather understated free verse that often seems to shade into prose, but it has enough of a nod towards classical verse-forms that we can see what it is getting at. Weber looks especially at the way the kind of heroic, idealistic behaviour that seems to come naturally to Beaumanoir is constantly bumping up against the realities of political compromise in an unheroic world, where communists spend more time fighting deviation in their own ranks than opposing fascism, and socialist freedom fighters turn into military dictators and Islamists as soon as they get into power. And of course at the way the kind of life Beaumanoir has to lead refuses to fit itself in with the model of life as a wife and mother she has been brought up to expect.

An interesting little book, but probably not quite big enough to contain such a huge personality: it makes you feel you should be reading Beaumanoir's own autobiography instead. ( )

Er zijn drie dingen bijzonder aan dit boek: het ware verhaal van de Franse verzetsstrijder Annette Beaumanoir, de schrijfstijl en het vertelstandpunt van Duits-Franse auteur Anne Weber (° 1964). Om te beginnen met het eerste: als het klopt dat de auteur de toen 96-jarige Française Beaumanoir toevallig tegen het lijf liep en haar levensverhaal begon op te tekenen, dan is dat wel straf. Want Annette’s leven lijkt wel een film: als jong meisje in het Franse verzet tegen de Nazi’s geraakt, verschillende joodse mensen gered tegen de richtlijnen van haar communistische oversten in, een belangrijke rol gespeeld in de ondergrondse in het zuiden van Frankrijk, en vervolgens ook een toch wel opmerkelijke rol in de Algerijnse onafhankelijkheidsstrijd tegen Frankrijk, en de eerste jaren na die onafhankelijkheid. Auteur Weber beschrijft het allemaal erg beklijvend, maar toch ook met enige distantie. En daarmee zitten we bij het bijzonderste kenmerk van dit boek: het is niet geschreven in proza-zinnen, maar in vrije versregels. Dat is zeker in het begin wel even aanpassen, voelt ook later in het boek soms stroef aan (af en toe ontbreekt de muzikaliteit die je van de versvorm mag verwachten), maar het werkt wel, zeker in de actiescènes die daardoor bijna een staccato-effect krijgen. En het past natuurlijk bij het epische karakter van het verhaal. Nog speciaal is de verhouding tussen auteur en heldin, in het vertelstandpunt. Anne Weber is de alwetende verteller, met duidelijk bewondering voor Annette, maar ook kritische distantie. In een soort off-screen stem drukken haar verzen voorzichtige kritiek uit op Annette’s idealistische optreden: hoe ze niet zag hoe het verzet gemanipuleerd werd door grote mannen (De Gaulle bijvoorbeeld), hoe ze niet zag hoe achter de Algerijnse onafhankelijkheidsstrijd ook geldgewin zat (onder meer door antisemieten), hoe ze blind bleef voor de machtsstrijd tussen de grote mannen na de onafhankelijkheid (Boumedienne, Bouteflika, enz). En toch ook hoe ze kikte op gevaar en actie en dat haar zelfs dreef om haar man en drie kinderen in de steek te laten. Maar Weber is mild voor Annette en laat duidelijk verstaan dat haar onverdroten en soms risicovolle engagement vooral principieel-idealistisch was: mensen redden, ongeacht of het nu joden, Algerijnen of zieke patiënten waren (Annette was dokteres van opleiding), en dat ze daardoor bijna bewust blind bleef voor het grotere plaatje, en daarna bijna altijd het gelag voor moest betalen. Ze heeft daarmee van Annette een feministische heldin tegen wil en dank gemaakt.
De lectuur van dit boek was voor mij een ambivalente ervaring: fascinatie voor het onderwerp, worstelend met de schrijfstijl (mee omdat ik dit las in het originele Duits), en af en toe toch ook wat gefrustreerd door de iets te moralistische ondertoon. Terzijde: Annette stierf toevallig in maart van dit jaar, op 98-jarige leeftijd. ( )

Ich lese in einer Gruppe jedes Jahr die komplette Shortlist des deutschen Buchpreises. Oft liest man ein schwieriges Buch nach dem anderen, kann kaum glauben, warum es solche Bücher überhaupt in einen Verlag, geschweige denn auf eine Shortlist geschafft haben.

Und dann kommt das eine Kleinod, wegen dem sich die ganze Mühe lohnt.

„Annette, ein Heldinnenepos“ ist so ein Buch. Es ist fantastisch, wunderbar zu lesen, sprachlich und inhaltlich nicht nur ungewöhnlich und höchst interessant, sondern in der Verschmelzung dieser beiden Strukturen so passend wie einzigartig. Die Lebensgeschichte von Anne Beaumanoir ist an sich schon wunderbarer Stoff, doch die Erzählweise, diese würdevolle, rhythmische Gedicht macht daraus ein echtes Lied. Die schlichten, stolzen Sätze ziehen mir mehr als einmal den Stecker. Man müsste es auswendig lernen, man muss es immer wieder auch laut lesen. Ich finde das Buch grandios.

„In jenem flüchtigen Moment, so schreibt Camus,
in dem ein Mensch sich umwendet zu seinem Leben,
betrachtet Sisyphos, zurück auf seinem Fels, die
Abfolge der abgerissnen Handlungen, die sein
Gedächtnisblick zusammenhält und die sein
Tod demnächst besiegelt. Der Kampf, das
andauernde Plagen und Bemühen hin zu
großen Höhen, reicht aus, ein Menschenherz
zu füllen. Weshalb wird uns Sisyphos am besten
glücklich vorstellen.“ ( )