London, England, august ca 1980.

Indeholder kapitlerne "1. August 7th-11th: The Threads", "2. August 12th: The Threads Interleave", "3. August 13th: Hermann Kapp and Others", "4. August 14th: The Terrorists Assemble", "5. August 15th: The Construction Begins", "6. August 16th: A Chance for the Police", "7. August 17th: A Matter of Timing", "8. August 18th: The Westminster Disaster".

Tom Osborne er præsident for International Heavy Metals, IHM, et canadisk selskab. De har en plan om at udnytte uranforekomster i Sydafrika og til gengæld hjælpe det hvide styre med en laserstyret isotopseparation, så Sydafrika kan lave så mange atomvåben, det måtte ønske. Det vil forrykke hele magtbalancen i Afrika og Sovjetunionen vil forsøge at forpurre planen ved at få sikkerhedsrådet til at vedtage sanktioner mod Sydafrika. USA vil ikke bruge veto, men vil presse England til at gøre det, så Sovjet har brug for at lægge endnu større pres på England for at lade være. En meget dygtig planlægger Igor Markov lægger en plan, som på en uge skal bære frugt.
Ad omveje hyrer han et hold terrorister, Herman Kapp, Abu l'Weifa - aka Pedro-the-Basque, Al Simmons og Anna Morgue - aka Félix. Han har egentlig planlagt at sende atombombemateriale til dem, som vil blive afsløret i tolden, men det går lidt i fisk. Han lægger hurtigt en ny plan. Der er fire kurerer i spil. De to transporterer plutonium og de to andre højtberiget uran. Egentlig var det Markovs mening at de to plutonium pakker skulle opsnappes af politi/told, men den ene slipper igennem. I stedet giver han en avis et tip og næste dag er fundet af plutonium på bladets forside.
Et kabinetsmøde beslutter at England ikke vil nedlægge veto i sikkerhedsrådet. Og samtidig går politi og efterretningstjeneste i gang med at presse en leverandør af sikre adresser til russerne hårdt, selv om han forsøger at få fat i sin sagfører og en menneskerettighedsadvokat.
Terroristerne får uranet og samler en bombe (der bliver ret tung, ca 1 ton). De får også besked om avishistorien og den del af plottet kendte de ikke. Faktisk havde de regnet med at kunne slippe væk lige så nemt som de slap ind og det er nu spoleret. Anna Morgue tænker lidt over det og skyder og dræber den engelske kontakt, Sunion Webb. Terroristerne går nu over til at slippe af med bomben og selv slippe væk.
Politiet er i hælene på terroristerne, så de må opgive bomben og sender politiet et praj om hvor den er. Undervejs kommer Al Simmons slet til skade og han dør inden de kan få ham på hospitalet. Faktisk er det Abu l'Weifa, der stikker en kniv i ham for at undgå at han kan sladre til nogen. Lidt senere forsøger Abu l'Weifa også at slå Hermann ihjel, men i stedet skyder Anna ham. Nu er der altså kun to terrorister tilbage og så bomben. Den er fremstillet at højtberiget uran og er et kanondesign med en lille neutronkilde til at forstærke reaktionen. De kalder den Little-Boy efter den første bombe af det design.
Desværre er bomben sat til at blive udløst pr radiosignal på den samme frekvens som politiet bruger, men kun hvis signalet er meget kraftigt. En politimand, Willy West, lægger mærke til bomben på bunden af Themsen og tænder sin radio. Bomben eksploderer mens terroristerne er på vej væk i et kapret fly, men piloten Julian John Marquette har familie i London og slukker motoren. Terroristerne Hermann Kapp og Anna Morgue dør sammen med piloten i styrtet. Whitehall er mindre end halvanden kilometer fra sprængningen og styrter sammen, da Little Boy eksploderer.

Udenomshistorien om at hele fortællingen er noget Tony Osbornes svigersøn har stykket sammen efter katastrofen, er ret utroværdig.
Bortset fra det, virker historien troværdig nok. I det mindste mens man læser bogen. ( )