Deeply moving. ( )

Well, that was just depressing. ( )

Nu hvor OL fylder sendefladerne på TV-kanalerne, hvad er så mere oplagt end at læse denne tyske bog om legene og de drømme, de kan sætte i gang? I 2008 blev den unge pige Samia Yusuf Omar en mediedarling, da hun stillede op i 200 meter til OL i Beijing. Hun blev suverænt sidst, men som det så ofte er tilfældet, blev hun hyldet for at være med og for at repræsentere sit land.

Samia voksede op i Mogadishu i en intellektuel og frisindet familie. Hun dyrkede atletik, og da hun blev opfordret til at repræsentere Somalia stillede hun selvfølgelig op. Turen var fantastisk, men det ændrede ikke på forholdene hjemme, selvom hun håbede at vende tilbage til legene i London i 2012 og at blive professionel atlet, så hun kunne forsørge sin familie.

Desværre patruljerede Al-Shabaab i gaderne, hvor de fra gamle pickups afstraffede alle, der forbrød sig mod deres udlægning af sharia. Sammenblandingen af piger og sport huede dem ikke. Inden længe voksede chikane til trusler, så Samia måtte sætte kursen mod Europa for ikke at blive myrdet og for at opfylde sin drøm om at træne.

Vi følger hende på rejsen gennem Sudan og Libyen, hvor flygtningene kun har sammenhold at sætte op i mod menneskesmuglernes og militsernes brutale udnyttelse. Hele tiden kræves der penge, selvom der allerede er betalt for transporten en gang. Gang på gang viser virkeligheden at være sølle sammenlignet med smuglernes løfter. Til sidst sidder hun på en vakkelvorn gummibåd sammen med 30 andre mennesker og med kursen sat mod Lampedusa – og statistikken over druknede flygtninge i Middelhavet.

De sort/hvide tegninger er stemningsfulde og passer fint til den dystre historie. Støvet og sandet, de ødelagte bygninger og de nedbrudte mennesker kommer til live på siderne.

De ydre omstændigheder er sande, og Kleist har talt med flere, der kendte Samia i Mogadishu og skrev med hende på facebook under flugten, men han vedgår også, at omstændighederne på rejsen i vid udstrækning er konstruerede på baggrund af andres beretninger om turen. Det betyder nu ikke så meget. Jeg læste bogen som litteratur, og her fungerer den. Tragedien er uundgåelig, og måske kan Samias drømme virke naive, men historien er medrivende, og hvad ville verden være, hvis unge mennesker ikke drømte store drømme? ( )