Ambassador of the Shadows, first book in this collection, is where the Valerian series really starts to come into its own, I think. As did Luc Besson, as it forms the lion's share of the film adaptation of the series. It introduces some key characters and concepts into the series, and doesn't just feature Valerian and Laureline running off on space-themed adventures, as most of the other stories up until this one featured. Those are good too, but this overarching story is where the series really shines.

It's around this point of the series that I sort-of found myself committed to it. I'm up to volume 6 at the time of writing, and there's only one left. Worth every penny, especially in these beautiful hardback formats with interviews and other ephemera included at the front of the books. ( )

Jeg var så heldig at få bind 3 i julegave – nå ja, jeg fik to af en anden bog, så jeg byttede mig til den – og det var igen en fornøjelse at være i selskab med de to franske rumhelte. De tre albums i dette bind er alle fra 1970’erne, og bortset fra den midterste historie holder de kvaliteten fra det fremragende bind 2.

Bind 3 er desuden en god anledning til at omtale de kort indledninger, der er taget med fra den franske samleudgave er med. Jeg har ikke været så imponeret af de tidligere, men denne gang er det tegneren Jean-Claude Mézières, der tages under behandling, og det er ret interessant at høre, hvordan han går til opgaven, når han ikke bare skal tegne noget, der slet ikke eksisterer.

Skyggernes ambassadør
I den første historie skal Linda og Valentin eskortere Jordens nye ambassadør til universets knudepunkt Navlen. Den fungerer som et gigantisk mødested og forhandlingsrum for alle racer, og den er bygget op som en lille bid af alle verdenerne, så folk kan føle sig hjemme og undgå at genere hinanden. Næppe er gruppen ankommet til Jordens celle, før bevæbnede rumvæsener bryder ind og kidnapper ambassadøren og Valentin. Det er op til Linda at finde dem igen, og hendes søgen fører hende rundt blandt et stort udsnit af Navlens verdener. Historien er en hyldest til mangfoldighed og ligeværdig sameksistens, og idérigdommen er stor i skildringen af andre væsener. Hvem kan glemme gnavpotveksleren fra Bluxt og de tre shingouzer, der er villige til at sælge deres bedstemor til højestbydende?

I den falske verden
Efter 5-6 fantastiske historier i træk falder niveauet lidt. Det er f.eks. lidt trættende, at vi som læsere først får opklaret, hvad Linda og Valentins mission egentlig langt hen i historien. Det giver mere forvirring end den spænding, der uden tvivl er tiltænkt. Sagen er, at de skal hjælpe en professor med at opklare nogle mystiske fænomener i rummet. Derfor sættes Valentin-kloner ind i forskellige tider, hvor de hurtigt kommer galt af sted og bliver dræbt - men første efter at de har hjulpet dem et skridt videre i jagten på bagmanden. Hvordan det rent logisk fungerer er mindre klart. Tegningerne er stadig flotte, men jeg er bare mere begejstret for rum-fantasierne.

Jævndøgnets helte
Til gengæld skal jeg lige love for, at parret tager revanche i Jævndøgnets helte. Det og så Herskerens fugle er de to albums, jeg tydeligst husker at have læst som barn, og de hænger utvivlsomt fast, fordi de er så fremragende. Valentin er udset til at være Jordens repræsentant ved en konkurrence på planeten Simlane, hvor faderen til den næste generation børn skal findes. Det er noget af en opgave, og Valentin syner ikke af meget sammenlignet med de andre verdeners superhelte. De repræsenterer både rå kraft og forskellige ideologier med hver sin vision for Simlanes fremtid, mens Valentins humanisme er sværere at få hold på. Visuelt er det også et af seriens absolutte højdepunkter. Mézières skildrer viser de fire heltes vidt forskellige vej til målet i parallelle friser, der snor sig ind i hinanden.

Forbeholdene for I den falske verden koster ½ bog, men bind 3 er afgjort stadig værd at læse. Jeg kan kun gentage, at hvis du holder af tegneserier, science fiction eller begge dele, så skal du læse Linda og Valentin. ( )