Jeg har gennem årene læst en hel del af Will Eisner, og jeg har altid sat pris på både hans tegnestil og hans fortællinger om små og store skæbner i New York. Inden han fandt på begrebet ”graphic novel” havde han en lang karriere bag sig, ikke mindst med serien Spirit. Den handlede om en maskeret men i øvrigt meget menneskelig helt i Central City. Spirit blev en forløber for senere superhelteserier, bl.a. fordi han også havde noget at kæmpe med i privatlivet.

Det gælder også i Juvelen fra Gizeh, der er bind 7 af Borgens Spirit-udgivelse fra 1980’erne, og som rummer historier fra 1948-1950. Vor helt er privatdetektiv i tæt samarbejde med kaptajn Dolan fra politiet og dennes datter Ellen. Hun elsker Spirit, og selvom han gengælder hendes følelser, så bliver han konstant bragt ud af fatning, fordi hun drømmer om at blive gift med ham. Den historie løber gennem hele albummet, der består af episoder på hver syv sider. Nogle er enkeltstående, andre hænger sammen.

Den første længere historie handler om det mystiske Boot Camp, hvor en flok bankrøvere og andre banditter fra det gamle vesten har slået sig ned. Luften holder dem i live langt ud over deres normale udløbsdato, men der er stadig ugler i mosen. Banditternes guld er eftertragtet, og som det så ofte er tilfældet, så er sammenholdet mellem skurkene ikke det bedste. Da sheriffen i en nærliggende landsby bliver skudt, må Spirit på banen og lede en ekspedition op i bjergene.

Den anden længere historie har givet albummet sit navn. Her er omgivelserne mere eksotiske, da Spirit og hans gamle modstander Sand Saref ankommer til et mellemøstligt kongedømme, hvor den stakkels konge drømmer om at blive genforenet med sin datter. Hun er forsvundet med den særprægede juvel mange år tidligere, og mange vil gerne hjælpe ham for at få adgang til landets olie. Det bliver selvfølgelig Spirit, der løser mysteriet, men eventyret er kun lige begyndt, for da han skal bringe juvelen tilbage til Central Citys museum – Eisner spejler samtidens kolonialistiske syn på, hvor den slags hørte til – bliver han rodet ind i både intriger og skibsforlis.

De sammenhængende historier giver lidt mere plads til at folde handlingen ud, men der var også fine enkeltstående episoder som f.eks. Is, hvor Spiret skal afsløre nogle udspekulerede smuglere.

Den store kvalitet er billedsiden. Eisner har en dejligt dynamisk stil, der både er realistisk og helt sin egen. Samtidig er han eminent til at udfordre den traditionelle sideopbygning. Han kombinerer ruderne på nye måder, undlader dem af og til, og så er han selvfølgelig berømt for titelsiderne med den fantasifulde brug af bogstaverne i Spirts navn.

Overraskende nok var Juvelen fra Gizeh mit første møde med Spirit, men jeg tror ikke, at det bliver det sidste. Det er ikke helt så ”alvorligt” som skæbnefortællingerne fra storbyen, men Eisners lune og grafiske overskud er en fornøjelse. ( )