Nope.

I love McKean's artwork. It's the reason I bought this doorstop of a book. It's also the reason I continued to wade through its 500 pages.

I get the central theme, and I enjoyed some of the characters (Karen, the woman from across the way that Leo draws, etc). But overall, often far too wordy (the ratatouille section really tried my patience). And then there were the weird side trips.

Overall, though beautiful to look at, the writing was definitely missing something for me. ( )

Beautiful book. Classic McKean illustrations and collages. ( )

A fascinating book, immediately impressive in its sheer physical size and the consistent quality of the varied and often quite ambitious art. The writing swings wildly between enjoyable slices of life, high-school-level pretentious poetry, and touching little details. McKean isn't a great storyteller and he handles a metaphor like a chainsaw, but the visuals more than make up for it. ( )

Bogen er først og fremmest en grafisk tour-de-force. Tegninger, malerier, collager, skulpturer. Alt er vældigt omhyggeligt og flot udført.
Bogen starter med en skabelsesberetning, der slutter med at menneskene fordriver Gud. Så hopper scenen til London og en sort kat.
Katten besøger en sort fløjtespillende musiker ved navn Angel og går så videre på brandtrapperne udenfor en beboelsesejendom og kigger ind til folk.
Den møder en hr Leo Sabarsky og så følger vi ham. Han er maler og har lige lejet en lejlighed, som han har fået flyttefolk til at flytte det meste af hans grej til.
Værtinden er lidt fraværende, men også nysgerrig. En sidste kasse af flyttelæsset bliver flyttet af en lille vissen gammel pind af en flyttemand med hjerteproblemer.
En af naboerne Jonathan Rush er forfatter og har skrevet en bog, der hedder Cages. Forfatteren låner Sabarsky hans debutbog Rhetorical Conversations for Inanimate Objects and Improbable People. Vi ser Sabarsky læse i den, mens han kigger på en tegning af Angel, han har lavet i den lokale klub/værtshus kaldet Katakumbe Club. Han har forresten også tegnet forfatteren. Angel viser sig at bo ovenpå Sabarsky og han røber at en mærkelig lyd faktisk kommer fra sten, som han får til at give toner fra sig. Han forærer Sabarsky en af dem. Sabarsky giver ham en tegning eller rettere hele tegnehæftet. På vej hjem drømmer Sabarsky eller måske bliver han udsat for et overfald. I alt fald mister han nøglen og sidder i regnvejr udenfor sin lejlighed og kigger ind sammen med katten. Katten fortsætter hen forbi Mrs Edie Featherskill, der er lidt sær, for hun går og venter på at manden Bill skal komme hjem og han er død eller i alt fald borte. Edie har en kakadue og den snakker lidt rigeligt. Edie kalder værtinden for Doris. I en anden lejlighed går Jonathan Rush rundt og tænker over sit liv og hvordan han og konen stille voksede fra hinanden. Leo går ned i klubben og Angel sender tegnehæftet tilbage via en pige, der hedder Karen og som Leo også har lavet skitser af i hæftet! Karen og Leo bliver forelskede i hinanden og sidder og snakker længe sammen. Han begynder at tegne et portræt af hende i atelieret, men det går skidt med portrættet og godt mellem dem.
Jonathan Rush er lidt Rushdie-agtig, for han har også skrevet en bog, der gjorde folk vrede på ham og derfor gemmer han sig. Det går hans kone en del på, og også ham, men han snakker med katten og lader som om det ikke betyder så meget.
En pudsig galleriejer dukker op og vil gerne købe et af Leos billeder, men Leo synes ikke at nogen af dem er noget værd, når det kommer til stykket.
En mand falder nøgen ud af vinduet og ligger længe bevidstløs ved en at de hjemløse på gaden, men ender vist med at vågne og vise sig at være Edies mand - måske har han været katten i fem år?
Angel spiller og digter. Måske om en sten på stranden, der bliver fundet af en lille pige og hendes mor. Moderen fortæller en historie om en vis konge, der bygger et slags babelstårn og bagefter indser at selve byggeriet af tårnet har ødelagt grundlaget for byen.
Leo og Karen elsker med hinanden for første gang og bagefter diskuterer de Gud og den slags. Karens Gud i form af en mandsperson med slips og skjorte sidder imens på en sky og kigger ned, mens han udveksler synspunkter med katten.
Til sidst hopper den helt sorte kat ind i det helt sorte maleri og historien er slut.

Bogen er vildt flot tegnet og leger meget med mediet. Men historien er ikke ret stramt disponeret. ( )

This is one of the most beautiful books ever made. Story and illustrations are the handiwork of the brilliant Mr. McKean, and have a subtle whirlwind beauty and thoughtfulness that is simply stupefying. Also, he draws adorable cats. ( )