Norge, sommer og efterår 2010
Karsten og Lily Sundelin er unge og nygifte og har en lille pige, Margrete på otte måneder. En ondartet spøgefugl er på spil i området. Han fylder Margretes barnevogn med blod, men forældrene går inde i huset og Lily får et kæmpechok, da hun opdager det. Sejer og Skarre tager sagen med det samme, for det virker meget planlagt og ondskabsfuldt. Sejer giver en kort orientering til pressen og samme aften kommer nogen forbi hans dør med en lille hilsen. Et kort med en jærv på og teksten "Helvede begynder nu." Gennem vinduet kan han se en ung mand løbe væk meget hurtigt. Sejer finder ret hurtigt butikken, hvor kortet er købt. Det er i Berkås og spøgefuglen er altså helt klart en lokal mand.
Faktisk er spøgefuglen en meget ung mand, Johnny Beskow, 17 år, bor ved sin håbløst fordrukne mor, Trude Beskow, har en Suzuki Estilete scooter og er bitter på livet, moderen og en far, som moderen ikke vil fortælle andet om end at han er over alle bjerge. Karsten Sundelin er kommet i tanken om at han hørte lyden af en scooter, der kørte væk. Han er rasende på spøgefuglen og ville gerne pille arme og ben af ham, hvis han fandt ham. Lily har helt tabt trygheden og er ængstelig over at slippe Margrete ude af syne et sekund. Imens indrykker Johnny en dødsannonce på Gunilla Mørk, der lige er fyldt halvfjerds. Han finder i det hele taget megen inspiration i lokalavisen. Han har en bedstefar Henry Beskow, som han sætter stor pris på, mens moderen mere tænker på at det ville være rart med en stor arv. Johnny finder ud af at Henry har 973.000 kr på kontoen. Næste stunt er at spraymale et får, så det får samme farve som en appelsin. Han lukker også alle led op, så der render får rundt over det hele. Han planlægger også at gøre noget ved en pige, der driller alt og alle. Hun hedder Else Meiner og spiller trompet. Johnnys mor slår hans marsvin ihjel og smider det i skraldespanden. Johnny køber en hamster til erstatning, men han er opfyldt af vrede og ligeglad med regler og hensyn til andre. Han kører en tur og lægger mærker til et midaldrende par, Astrid og Helge Landmark på 53 og 59. Manden har fået ALS og sidder lammet i en kørestol og ved at det snart er slut. Johnny ringer til en bedemand og der tropper to mand op med en kiste. Helge spiller bolden tilbage ved at bestille de to til at stå for det praktiske, når turen kommer for alvor. For deres rustvogn er en flot bil. Men det er stadig en usmagelig spøg. Johnny sprætter også lige dækkene op på Elses cykel, men det er ikke nok, kan han mærke. Henry kan godt lide Else Meiner. Johnny kan ikke lide at blive kaldt Tyttebærhue, Slingreskid, Skvatbanan eller Torsketryne. Han kan heller ikke se at det er Elses måde at tiltrække sig opmærksomhed på. Men i alt fald lægger han sig på lur iført en gorillahue og overfalder hende og skærer hendes flotte røde fletning af med sin kniv. Hun er på ingen måde skræmt og bider ham i armen. Da Sejer kommer forbi, nævner hun kun at hun forsøgte at bide ham, men kommer ellers med et fint signalement af ham. Sejer har fundet den Spar-købmandsbutik, hvor nogen købte en pose frosset blod. Jacob Skarre har kastet nettet ud blandt ekspedienterne og da Johnny glemmer sine seje scooter-handsker en dag ringer ekspedienten Britt til ham.
Konrad Sejer har også noget helbredsmæssigt at slås med. Han får svimmelhedsanfald af og til, men ignorerer dem for man skal jo ikke ulejlige lægerne. Johnny kommer og henter handskerne i butikken, men han er ikke på scooter for den er løbet tør. Det spolerer ekspedienternes plan om at notere registreringsnummeret, så det var jo heldigt nok for ham, men nettet er ved at blive strammet. Han har kaldt en Evelyn Mold til hospitalet med en historie om at det drejer sig om hendes datter Francis Emilie Mold på seksten. Hun tropper op på hospitalet i panik, men de har ikke noget om datteren. Et opkald til datterens mobil opklarer at hun er uskadt, men oplevelsen sætter sig i dem begge. Et ægtepar Wilma og Hannes Bosch har en lille dreng Theo Johannes Bosch på otte år, der er deres fælles øjensten. Han har et idol i Lars Monsen, som er en eventyrer og i stand til at klare sig i vildmarken uden hjælp af nogen. Theo får lov at gå en tur i skoven og lege vildmand. Desværre møder han en flok hunde og bliver flået i små stykker. Sejer og Skarre er på stedet, da forældrene dukker op for at lede efter drengen. Det er et mareridt uden lige for drengen er splittet ad i flere dele. Det er Bjørn Schillinger, der ejer hundene. Det er Lazy, Ajax, Marathorn, Bonnie, Yazzi, Attila og Goodwill, der her været på springtur. Det er grønlænderhunde og de er ikke nemme for Schillinger at få ind i løbegården igen. Han sværger på at de var lukket forsvarligt inde, mens han var til sin datters fødselsdag hos ekskonen. Nogle tror på ham, andre ikke. Wilma Bosch går bogstaveligt fra forstanden. Og Sundelins ægteskab går i stykker og hun flytter. Johnny har det fysisk skidt over at læse om Theo-sagen, men var det ham? Han har taget en hel pakke rottegift fra sin bedstefars bryggers og han blander den uden videre i en gryde sammenkogt, som hans mor har lavet. Han bliver skuffet da hun bare fryser retten ned i stedet for at spise den. Senere tør hun den op igen og tager med til Henry på et af sine sjældne besøg. Han begynder at bløde over det hele og til sidst finder hjælperen Mai Sinok ham siddende død med blod over det hele. Sejer og Skarre tager sig af sagen og retsmedicineren Snorrason finder store mængder bromadiolone i liget. Moderen bliver sigtet og fængslet mistænkt for giftmord. Hun er enearving, så hun har et oplagt motiv. Og giften findes i den beholder med gryderet, hun har givet faderen. Sejer og Skarre samler også Johnny op, for han matcher perfekt spøgefuglens signalement og han tilstår også med det samme. Men hundene vil han ikke tage skylden for. Og han lyder overbevisende, når han siger det. Sejer snakker meget med ham og er tilbøjelig til at tro på ham. Matteus kommer forbi og fortæller Sejer en stor løgn, som han sluger uden at blinke. Pointen er selvfølgelig at man nemmere tror på folk, man på et eller andet plan har sympati for.
Johnny er ikke fængslet, men har meldepligt. Sejer taler meget med ham og fortæller hvor meget ondt han har forvoldt med sine "spøgefuldheder". En dag kommer han ikke, men det er undskyldt, for han flyder rundt på Sparbodammen med hovedet nedad. Sejer og Skarre tænker at nogen måske har hjulpet ham, men at de aldrig vil kunne bevise det. Det er sikkert ikke rigtigt, for Else Meiner har stået i skjul og set Karsten Sundelin og Bjørn Schillinger gå væk fra steder og sætte sig i Schillingers Toyota Landcruiser og køre væk.

Facit er lidt slemt: Theo er død, Henry er død, Johnny er død. Helge er død af sin ALS. Wilma er gået fra forstanden. Trude er i fængsel, mistænkt for giftmord. Og Karsten og Bjørn står sikkert til en tur i fængsel for overlagt drab.

Kriminalkommissær Konrad Sejer og hans næstkommanderende Jacob Skarre har det fint som kollegaer. Deres afdelingschef hedder Holthemann og er en erfaren mand med mange år på bagen i politiet. Sejers barnebarn Matteus er adopteret fra Somalia og kom til Norge som fireårig. Nu er han atten og er en lovende danser på Operaens balletskole. Sejers datter Ingrid er gift med Erik, der er læge. Ingrid har fået de første grå hår. Sejer har en hund, en shar-pei ved navn Frank.

Den her historie mindede mig om "bombemanden fra Gladsaxe", gymnasieeleven Allan Steen Kristensen, der lagde bomber i telefonbokse og sandkasser. Han kom selv til skade, blev afsløret og fik en dom på fem år, men blev løsladt efter godt to år. Efterfølgende fik han en uddannelse, et job og familie og børn, men døde tidligt af et svagt hjerte (1958 - 1997).

Bogen her skildrer i detaljer hvordan den slags brud på trygheden påvirker ofrene og deres omgivelser. Sejer når også omkring familieforholds store betydning for børns trivsel under opvæksten. Og hans egne overvejelser om sygdom og død. Han er enkemand og har ikke giftet sig igen. Ingrid får ham til læge, men nogen konklusion hører vi ikke. ( )

En un pequeño pueblo de Noruega, unos terribles malentendidos perturban la tranquilidad de sus habitantes: hospitales que anuncian accidentes que no han ocurrido, periódicos que publican esquelas de ancianos que siguen vivos... Presagios de que algo espantosos va a ocurrir. Karin Fossum, la dama noruega del crimen, dibuja un fascinante retrato de una comunidad al borde del precipicio.

As much as I love Fossum's work this is not the strongest in the Inspector Sejer series. The opening atrocity by The Caller didn't ring true and was inconsistent with the later incidents that did actually involve a phone call. None of the characters seemed fully realised including the main protagonist. Sejer and Skarre were very much on the periphery. ( )

The second Inspector Sejer mystery I have read. As in the first, Sejer is not featured particularly prominently. We are treated to the lives of a number of people, most especially the subject of the hunt.

A young wife, happy in her life, sets her baby's carriage outside in the afternoon, where she can hear the baby and sometimes see the carriage. As all is quiet, she eats dinner with her husband when he comes home, and then heads out to pick up the baby.

But the baby is covered with blood. The couple races to the hospital, only to find out that the blood does not belong to their child, who is unharmed. This is the first of several odd and disturbing "pranks".

The perpetrator of the pranks is a seventeen-year-old boy who lives with his alcoholic mother and frequently visits his grandfather, of whom he is fond.

Inspector Sejer knows instinctively not to ignore the first prank nor the second or third. Each affects the victims deeply. They don't seem to be able to come back from them. Sejer worries that one day the prankster will go much too far.

Sejer is an older man, quiet and unassuming to meet. He is observant and sensitive. He does what he can to balance work and family, not always succeeding.

The book did grab me and had me thinking for a while after I finished. ( )

Vanliga men lite udda människor i en kanske alltför vanlig samhällsbild. det osedda oälskade barnet som gör ofog för att uppmärksammas. Välskrivet som vanligt när det gäller Fossum men jag saknar spänningen i denna roman. Ganska intetsägande. ( )