Marga von Etzdorf var en af tysk flyvnings kvindelige pionerer. Hun var f.eks. den første kvinde, der fløj alene til Japan. Det var en tid, hvor piloter var moderne opdagelsesrejsende, der blev hyldet for deres bedrifter og fremstillet som nationale symboler.

I 1933 er hun på vej til Australien, da hun styrter under en mellemlanding i Aleppo i Syrien. Kort efter begår hun selvmord.

Hvorfor? Det prøver romanen at give svar på, og der er flere. Der er et kærlighedsforhold til den mystiske Dahlem. Der er hendes egen stolthed og ære – hvor mange gange kan en pilot styrte ned uden at blive til grin? Og der er en politisk forklaring. Men hvad der vejer tungest må læseren selv holde rede på.

Hovedhistorien er kun en del af bogens charme. Den fortælles i brudstykker under en rundvisning på Invalidekirkegården i Berlin, hvor Marga er begravet.

Undervejs blander de dødes stemmer sig i fortællingen, og fordi kirkegården er grundlagt af Frederik den Store til hans krigsveteraner, bliver det til et billede af tysk militærhistorier. Nogle stemmer kan navnfæstes, andre forbliver anonyme.

Reinhardt Heydrich, arkitekten bag nazisternes undertrykkelsesapparat og jødeudryddelsen, blev også begravet her efter attentatet i Prag. Flere af stemmerne har været i berøring med denne mørkets fyrste, og det mærkeligste for fortælleren er det, at han også var menneskelig:

”Wie kann das sein, fragt der Grauue, wie kann jemand wie der, dieser Wolf, diese Musik spielen, sie zum Klingen bringen, das andere gerührt sind. Wie geht das zusammen. Müsste nicht das eine das andere verhindern?” (s. 102)

Det er svært at få hold på historien, når fortællingen springer så meget. Men da jeg først havde accepteret det, var der noget velgørende og alligevel sammenhængende i de mange stemmer. Til sammen giver de et flot tidsbillede. ( )

Uwe Timm hat mich noch nie enttäuscht, auch dieses Buch hat mich von Anfang bis Ende fasziniert. Geschickt verknüpft Timm die Geschichte vom kurzen, abenteuerlichen Leben der Fliegerin Marga von Etzdorf mit Teilen der deutschen Geschichte, besonders der Kriege, wobei Etzdorf den letzten großen Krieg nicht mehr erlebt hat. Aus den Gräbern des Invalidenfriedhofs von Berlin sprechen sowohl berühmte und als auch unbekannte Tote zum Erzähler und stellen ihre, durch den Tod zementierte, unverrückbare Sicht der Dinge dar.