Helles romaner har en næsten hypnotiserende kraft. Man læser og læser, keder sig lidt undervejs, men holder alligevel fast, læser videre og pludselig knipser hun med fingrene og så er det hele slut, og der er egentlig ikke sket det store og så alligevel er der. Sådan er det også her. Og om ikke andet har man haft muligheden for at studere en forfatter, der skriver nogle helt fantastisk rammende og troværdige dialoger. ( )

De petit geste en petit geste, Helle nous dépeint un monde étriqué mais riche en émotions: amour, deuil, crainte, amitié, sont quelques-uns des sentiments qui s'élèvent comme des bulles et qui éclatent contre Bente qui, dépressive, a arrêté de sentir le monde. Une lecture lente qui montre que nous avons le choix entre vivre notre vie ou simplement s'y laisser porter. ( )

Helle Helle (f. 1965) er en dansk forfatter med ni bøker bak seg. "Ned til hundene" er så langt hennes nest siste bok. Jeg visste lite om henne da jeg tok for meg denne boka - ikke annet enn at hun er dansk og at hun er blitt nominert til Nordisk råds litteraturpris pga. den.

Den navnløse kvinnen som etter hvert får det helt tilfeldige navnet Bente, uten at vi vet om dette er hennes rette navn, sitter på en bussholdeplass ute ved kysten og venter. Hun leter etter et godt sted å gråte (fordi hun er blitt forlatt av sin mann), da Putte og John kommer forbi. En storm er ventet, og de mener at hun ikke bare kan sitte der. De forbarmer seg over henne og tar henne med hjem.

Etter hvert fører stormen til at strømmen blir borte, og dermed må alle søke veldig tett sammen for ikke å fryse ihjel. Hverdagens trivialiteter overtar fokuset, og det er blant annet noen hunder som skal mates.

Jeg har fått med meg at mange lovpriser denne boka helt opp i skyene, og synes dette er stor litteratur. Derfor kjenner jeg på følelsen av om det er en mangel ved meg som gjør at historien over hode ikke grep meg ... Jovisst er språket lett og elegant (faktisk!), og jovisst ser jeg at den handler om en mengde med hverdagshelter som ikke stikker hodet frem for å få ros hver gang de gjør noe prisverdig. Sånn sett kan man si at denne boka handler om ekte og oppriktig omsorg, uten baktanker. Det er for øvrig mulig at min leseopplevelse ble en smule ødelagt av en oppleser jeg for øvrig ikke har noe i mot, men som her fremsto som noe pludrete. Den første CD´en måtte jeg høre om igjen fordi jeg følte at mitt fokus gled bort i ingenting, og jeg var derfor nødt til å begynne forfra for virkelig å skjønne hva boka egentlig handlet om. Og om begynnelsen ble et nokså langt gjesp, skal det sies at den tok seg opp mot slutten. Som leser satte i alle fall jeg pris på å få vite litt mer om personene etter hvert - skjønt jeg har full forståelse for at dette ble perifert mens stormen tiltok og det handlet om å iverksette tiltak for å overleve på best mulig måte. Like fullt - denne boka ble jeg bare helt måtelig begeistret for. På grunn av språket synes jeg at jeg i anstendighetens navn må gi den terningkast fire.

Utgitt i Danmark: 2008
Originaltittel: Ned til hundene
Utgitt i Norge: 2009
Oversatt: Trude Marstein
Oppleser: Anna Bache-Wiig
Forlag: Lydbokforlaget
Spilletid: 3 t 37 min. ( )

Een gescheiden vrouw zoekt een plaats om rust te vinden en komt terecht op het Deense platteland. Goed lopend verhaal met weinig diepgang en niet duidelijk wordt waarom de vrouw weg bij haar man is. ( )

Hovedpersonen er ”Bente”. Hun er en midaldrende forfatter med skriveblokering, depression og et ægteskab, der endelig er blevet så sløjt, at hun er stået på den første den bedste rutebil og først stået af igen ved endestationen et uspecificeret sted i nærheden af Næstved.

Her møder hun Putte og John, som inviterer hende ind i ly for en vinterstorm. I første omgang virker det som almindelig provinsiel medmenneskelighed, men der breder sig snart en fornemmelse af, at noget ikke er helt, som det skal være. I stedet for at tage videre, da bussen kører igen, glider Bente simpelthen ind i familiens liv. Hun er med til at passe hunde for en syg onkel, hun er med på besøg hos den ældre kvinde Elly, og hun er hjemme, da Puttes bror Ibber kigger forbi. Og da John pludselig ryger på hospitalet, bliver hun tilbage for at passe huset.

Det ene skridt tager logisk det næste, men alligevel breder tvivlen sig: Hvem ville overlade sit hus til en fremmed? Og hvem ville for den sags skyld bare blive hængende hos en familie, som har tilbudt husly i en vinterstorm? Det bliver langsomt klart, at det ikke kun er Bente, der har problemer, og at hun rykker ved den skrøbelige balance af hygge, sort arbejde og gensidig hjælp, der holder dæmonerne i ave. Intet siges direkte, så læseren må selv undre sig over de små udeladelser og usandheder i beretningen.

Bogen er meget velskrevet, og den bygger langsomt og effektivt spændingen op. Helle Helle fortsætter den bearbejdning af den danske hverdag, som hun indledte i ”Rødby-Puttgarten,” og man kan ikke lade være med at tænke på, om der er et selvbiografisk element i Bente, der ude af sit eget miljø genfinder menneskeligt nærvær – eller i hvert fald noget, der ligner. Alligevel kan jeg ikke lade være med at opfatte bogen som en ”lille” roman. Det, den gør, gør den godt, men bogen løfter en flig af en problemstilling mere end den afdækker den. ( )