Da Politiken i februar 2005 spurgte lyrikeren og bachelor i litteraturvidenskab Adda Djørup om hvad der har været hendes største læseoplevelse det sidste år, svarede hun: "Kaddish for et ufødt barn af Imre Kertész. Den er blændende godt skrevet - hjertegribende og knivskarp. Som jeg læser den, er den et klartseende blik på den vestlige kultur og dennes iboende tendens til totalitær tænkning og voldelig - for ikke at sige moderisk - adfærd. Og den er skrevet af et menneske, der selv har oplevet dette i yderste konsekvens. Men samtidig peger den på det godes mysterium; på det forhold, at selv i de hæsligste og mest livstruende omstændigheder kan mennesket udføre helt uselviske handlinger. den gav mig på samme tid en kugle og et lys i hjertet.

Ungareren Imre Kertész er i den europæiske superliga for ordkunstnere. Hans uhyggelige værk om KZ-lejrens virkelighed sætter overbevisende de største spørgsmål i spil.
Litterært er der tale om en triumf: Kunsten får hos Celan som hos Kertész orkestreret grusomheden. Ordene graver graven i vinden, så læseren kan stå og meditere ved den og måske blive klogere.
Men det er samtidig en bittert uafgjort triumf: Hvad er det dog med dén kunst, at den mest monumentale grusomhed lader sig transponere til noget, der i sidste ende er smukt? Hvordan kan litteratur være et rungende nej til livet og fremtiden og samtidig fremstå livsbekræftende i sin trods?
Kertész er ungarer og jøde, kan man læse i Peter Nielsens gode efterskrift. Han har selv levet igennem først nazisternes dødslejre, så kommunisternes diktaturer, så han ved nok, hvad han skriver om. Bønnen over det ufødte barn viser ham også som en forfatter i den europæiske superliga for ordkunstnere.
Han er - uden sammenligning i øvrigt - æstetisk avanceret og genreoverskridende knivskarp lidt på samme måde som de unge danske prosaister, som en del ældre danske kritikere er så vrede på.
Men samtidig har hans frygtelige og musikalske kværn solidt fat i de store spørgsmål, som vi er nødt til at blive ved at stille. Formentlig kan disse spørgsmål netop kun holdes åbne ved, at folk som Kertész sætter dem på spil i kunstens form

IMRE Kertész’ egen skæbne ligner på mange måder den fortællers, som han har skudt ind mellem sig selv og teksten. Som overlevende fra nazismens dødslejre levede han siden hen i fyrre år i et diktatur, det såkaldte folkedemokrati i Ungarn, der hvad ensretning og undertrykkelse angik, ikke gav nazismen meget efter, og var det meste af tiden ramt af udgivelsesforbud. Det får ham i hele hans forfatterskab, som Peter Nielsen i en efterskrift giver et kyndigt omrids af, til at kredse om forholdet mellem skæbne og frihed, hvor friheden består i hele tiden at konfrontere sig selv med skæbnen i stedet for at lægge en skæbne, dødslejrens, som man ikke selv har valgt, bag sig og derved virkelig holde op med at eksistere.
Det er desuden i forståelsen af verden og sin egen placering i den, at der kan ligge en redning, som intet har med religion at gøre, hvad denne kompakte og arabeskagtige tekst trods sit grufulde udgangspunkt bekræfter, uden at der af den grund er nogen opløftelse at hente. Men den eksistentielle udsathed, som Imre Kertész skriver på, giver læseren en erkendelse, ingen bør være foruden i en tid, hvor det igen viser sig, at antisemitismen »ikke er nogen overbevisning, men fortvivlelsens moral, de selvhadendes vanvid, de døendes vitalitet,« der atter vejrer morgenluft. Jeg vil holde på, at Kaddish for et ufødt barn er den væsentligste bog, der er udkommet på dansk i flere år.