Danmark, København, Vesterbro, ca 1984
En rig kunstsamler Eric Liljencrone er i 60'erne og er direktør for Liljencrone Invest og bor Drachmannsvej 5, Frederiksberg. Nogen sender et anonymt brev til Bladet og spørger hvor Eric er henne? Vor Navnløse Journalist tager kontakt til politiet og de finder Eric liggende dræbt på køkkengulvet i sin store lejlighed. Han plejede at ringe til sin mor hver dag, men det har han ikke gjort de sidste tre dage. Sikkert forståeligt nok, for liget har en stor køkkenkniv siddende mellem skuldrene. Han efterlader en mor Astrid Liljenkrone på 85 år og en lillesøster Irene, der forelæser om Moderne Kunst på universitetet. Irene kommer og identificerer liget og rører ikke en mine, hvilket kriminalinspektør Ehlers tolker som om hun er fuld af løgn og allerede vidste alt om at liget lå der. Eric havde en advokat Leif Ludwig Cortzen til at ordne sine papirer og han havde en ung protegé Willy Fontana. Journalisten begiver sig ud for at lede efter Willy, men er tæt på at komme til skade, fordi en Marcus synes han snuser for meget rundt på Cafe Cristopher, der tydeligt er helt domineret af bøsser. Journalisten er dog ikke tabt bag en vogn og afvæbner Marcus med et par spark i maven og et slag i hovedet med den skruenøgle, der var tiltænkt ham selv. Han fortsætter hen på værthuset Havana, hvor han støder på Irene Liljencrone og advokat Cortsen, der bryder op, da de ser ham. Lidt efter går han selv og han støder på liget af bladets kunstmedarbejder Moritz Simony, der ligger knivdræbt ved statuen af Drachmann. Barbara på Bladet kan fortælle at han også var bøsse.
To malerier (af Jackson Pollack og Fernand Léger) bliver stjålet fra Liljencrones lejlighed og politimanden Falk bliver slået ned ved samme lejlighed. Ehlers er ret muggen. Otzen og journalisten bliver kaldt ind til lighuset for at identificere Moritz, men liget er ikke ham. I stedet er det Marcus, som journalisten genkender, men holder mund med. Senere viser det sig at det er Marcus Willy Fontana. Et af de andre lig i lighuset er dog Moritz. Det viser sig at han nok bare har været uheldig og ligne Marcus. På Café Christopher er dørmanden og hans bror, dvs Flemming og Allan Hoff ikke så meddelsomme. Det ender med at betjenten Kaspersen bliver slået ned og at Ehlers er nødt til at trække pistolen for at få dem anholdt. Formentlig vil deres nat gå med at falde ned fra briksen, slå tænderne ud, snuble rundt på gulvet og spontant af fri vilje komme til at slå sylten ind i væggen.
Journalisten sætter skub i opklaringen ved at bruge sin gamle bekendte, den tidligere indbrudstyv, Frank, til at komme ind i Cortzens lejlighed om natten. Her finder han de to stjålne malerier, men Cortzen overrasker ham og truer ham med en pistol. Cortzen overvejer længe om det bedste ikke vil være at skyde journalisten, så inden konklusionen er helt klar, forsøger journalisten af undslippe. Han bliver faktisk strejfet af en kugle, men så dukker Ehlers og hans mænd op og Ehlers er nødt til at skyde og dræbe Cortzen, Det viser sig at Cortzen var afhængig af kokain. Og fik det smuglet ind i rammerne på dyre malerier, som Liljencrone handlede med. Derfor blev de to malerier stjålet. Ikke fordi de var meget værd, men fordi politiet ville finde kokain i rammerne, hvis de kiggede grundtigt på dem. Det var brødrene Hoff, der huggede malerierne for Cortzen og derfor hænger de også på narkosagen.
Irene Liljencrone indrømmer villigt at det var hende, der sendte det anonyme brev, der fik politiet på banen. Hun står nu til at arve en hel masse penge.
Journalistens gravide kæreste, Gitte Bristol, gætter på Irene spillede på politi og presse som på et klaver. Det er sikkert rigtigt.

Underholdende gang ordgejl. Det her er fra lige inden Aids-epidemien ramte med bøsserne og bløderne som kanonføde. Den første døde kendis var Kim Schumacher i 1990, men han fik diagnosen i 1988. ( )