Synnøve ze Slunečného návršíPřidat do mých knih
Koupit Koupit eknihu Bazar
Milostná novela rozvíjí příběh něžné dívky a divokého chlapce, jejichž dětská náklonost se mění ve vroucí velkou lásku.

K.B. 152

Have you ever heard of Björnsterne Björnson? (Yepp, if you're a norwegian, you doesn't count now! :) ) Me neither. It's not something to be proud of because he was one of the greatest norwegian writer and the writer of the norwegian national anthem. This volume published in the Nobel prize winner series consists two of his early 'peasant' short novels. It's entirely my fault, that I don't like these rural stories, so if it's your cup of tea, you'll enjoy them most probably. ( )

Bjørnsons lille roman fra 1857 er en klassiker i norsk litteratur og også et klassisk eksempel på romantikkens interesse for bondelivet som nationens autentiske hjerte. Det er her folkets urkræfter er stærkest, og det her dets bedste egenskaber kommer til udtryk.

Vi er ude på landet, hvor Synnøve er født på dalens solside af stærkt religiøse forældre. På skyggesiden vokser Thorbjørn Granlien op. Hans familie er også gode norske bønder, men de er noget tættere på naturtilstanden. Jorden er fugtig, livet er hårdere, og drifterne lurer lige under overfladen. Faderen Sæmund har tævet sin andel af uvorne karle, og selvom Thorbjørn er reel nok, så har han også svært ved at tøjle temperamentet.

Thorbjørn og Synnøve har et godt øje til hinanden, men kan de finde hinanden på tværs af forskellene? Længe ser det ud til at svaret er nej. Specielt Synnøves mor er lunken ved Thorbjørns vildskab, der passer dårligt til hendes strenge religiøse normer. (En mere psykologisk tolkning ville nok lægge mere vægt på, at hun har svært ved at løsrive sig fra sit eneste barn.)

Vejen til Solbakken går gennem Thorbjørns personlige udvikling. Han skal tøjle sit temperament og som en god kristen lære at tilgive sine fjender i stedet for at søge hævn.

”Kirken står i bondes tanke på et højt sted og for sig selv, fredlyst, med graves højtid omkring, messens livlighed inne. Den er det eneste hus i dalen hvorpå han har anvendt pragt, og dens spir rækker derfor også litte længer æn det synes at række. Dens klokker hilser langvejs fra hans gang dit den rene søndagsmorgen, og han løfter altid huen til dem, som han vilde sige dem et ’Takk for sist!’” (s. 11)

Kirken og kristendommen helt central for bondelivet i Bjørnsons optik, og Granlien-folkene er selvfølgelig også kristne. Men kristenlivet er noget, der skal vælges igen og igen. Det sker ved konfirmationen, som spiller en central rolle i romanen, men det er også et evigt valg for hvert enkelt menneske. Tøjler man sine drifter, eller giver man efter for dem? Thorbjørn vakler, men vælger rigtigt. Modstykket er karlen Aslak og rivalen Knut Nordhaug, der opgiver kristne liv.

Konflikten mellem unge menneskers kærlighed på den ene side og samfundet og familiens normer på den anden side er evigt aktuel, men jeg havde lidt svært ved at leve mig ind i personerne. Selvom der kæmpes med indre dæmoner, så er Thorbjørn, Synnøve og de andre gode bønder lidt for dydsirede til at identificere sig med dem. ( )

Ihan mukava pikku tarina, mutta aika on kyllä tehnyt jonkin verran tuhojaan tämän kirjan kohdalla. Luin kirjan osana Nobel-projektiani, ja hieman kyllä huvittaa jos tällä on Nobel tullut... Yhtenä ehdokkaana taisi kuitenkin tuolloin olla esim Tolstoi. ( )