Cavazzoni brengt voor elke dag van de maand een verhaal over gekken waarbij op elke zevende dag een kort verhaal over een of meerdere vreemde zelfmoorden volgt. 31 verhalen dus, waarvan sommige best boeiend en intregerend doch andere vrij oppervlakkig en weinigzeggend Alle verhalen baden meestal in een wat absurdistische sfeer. Zo is er het verhaal van een man die telkens een steen in de lucht gooit om deze daarna naar beneden, en geregeld op zijn hoofd, te zien vallen. Of de man die een carnavalsfeestneus niet meer wilde afzetten. Daarnaast ook heel wat figuren met bizarre, paranoïde overtuigingen. Is het beter om deze verhalen dag per dag te lezen? Misschien, want ze allemaal na elkaar doorlezen bleef voor mij toch wat zoutloos. ( )

Cavazzoni beskrives på bagklappen som en ”ener i italiensk litteratur”. Det tror man gerne, når man har læst de 31 historier fordelt på godt 160 sider, svarende til en for hver dag i en måned. Jeg kan i hvert fald ikke huske at have læst noget tilsvarende.

Enkelte noveller beskæftiger sig med en gruppe selvmord, men de fleste er korte levnedskildringer af en ”eksemplarisk idiot”, der som helgener ”udstår lidelse og oplever lykke” (s. 7). Cavazzonis blik på de mærkelige eksistenser er kærligt-indfølende. Efter hans mening er alle mennesker idioter, og de særligt udprægede af slagsen tjener bare til at illustrere den generelle absurditet i det moderne liv.

Dette lille eksempel rummer efter min mening alt det bedste i bogen:

”En digter, som lavede nonsensdigte med datamaskine, begik selvmord ved at indånde gas for at tilføre sine digte en global dramatisk betydning. Men politirapporten konstaterer blot, at han måske havde glemt at lukke for gassen.” (45)

Så kort kan fortænkt kunst spiddes. Jeg morede mig i hvert fald glimrende. Historierne er absurde, og Cavazzoni skubber grænserne for, hvad der kan gøres grin med. Nogle gange går han for langt. Det gik i hvert fald ud over mine grænser, at han lader en idiot opleve to år i koncentrationslejr uden at opdage noget særligt, fordi han var vant til dårlig mad. Kan man virkelig det? ( )

En månedskalender med 31 små historier på 164 sider om eksemplariske idioter, nemlig ensomme, utilpassede og monomane særlinge i udkanten af det gængse begreber om normalitet. Kalenderens søndage er endda krydret med et mærkværdigt dødsfald som følge af personens idioti.
Her er blandt andre Renato Scalabrini der siden sin barndom har kastet sten op i luften for at se dem falde ned, og der er Hr. Pigozzi som bygger et fly (der ikke kan lette) af sin gamle Fiat, og som forulykker, da han har fjernet bremserne for at gøre flyet lettere. Min yndlingshistorie er den om statistikeren Cesare Lombroso, der ved hjælp af meget omfattende studier bl.a. beviser, at der absolut ingen sammenhæng er mellem italienske komponisters fødebyer og vulkansk aktivitet i nærheden heraf.
Vi er ude på overdrevet og det er godt og fantasifuldt og velskrevet. Snup én historie om dagen - hvis du kan lade være med at sluge dem. ( )