Voilà un Maigret bien intéressant. On y découvre un commissaire emprunté, nostalgique, désordonné… presque fatigué

Un tome dans lequel Simenon décrit "la méthode" : s’imprégner, laisser (ou faire) parler et patienter pour que la vérité apparaisse.

La visite de la vieille dame qui vient chercher le commissaire à Paris pour découvrir qui a bien pu vouloir l’empoisonner à l’arsenic et, hélas, tuer sa bonne à la place. Mais le poison, n’est-ce pas une arme de femme ?

Un Maigret un peu téléphoné et caricatural mais très représentatif de la série ( )

It's been nearly two years since I've read one of these, and I should be ashamed of myself. Great as always. ( )

Frankrig, Étretat, ca 1949
En nydelig gammel dame på ca 60 år, Valentine Besson, henvender sig direkte til Maigret, fordi hendes unge tjenestepige, Rose Trochu, er død af arsenikforgiftning hjemme ved hende. Formentlig efter at have drukket en sovedrik, som Valentine selv havde tilberedt. Valentine har tidligere været hovedrig, men lever nu at en lille livrente og huset er også båndlagt, så det er nok ikke en arving, der har været ude efter hende. (Valentine fortæller Maigret at hun har en hel lille scrapbog med avisudklip om ham, men det er ikke rigtigt, så hvad mon hun ellers lyver om?)
Dagen forinden var det Valentines fødselsdag, søndag den tredie september og der var mange samlet i hendes hus. Valentine Fouqué var først gift med Henri Poujolle og de fik datteren Arlette, men Poujolle døde af tuberkulose. Så blev hun ekspeditrice i frøknerne Seurets konditori og mødte Ferdinand Bresson. Da de nogle måneder senere blev gift, var hun 30 år og han 55 år. Han var enkemand og havde to sønner på 18 og 16 år. Théo og Charles. Nu er Charles på 46 gift med Émilienne (kaldet Mimi) og har fire børn. Théo er ugift og 48 år gammel og har noget imod hende, men var blevet overtalt til at være med.
Arlette overnattede ved Valentine, men der var også en mand, der overnattede ved Arlette. Og det var ikke hendes mand, tandlægen Julien Sudre, men nok snarere en vinhandler Hervé Peyrot. Overbetjent Castaing er helt klar over at sagen ikke er spor simpel, så han er glad for at Maigret dukker op.
Ferdinand Bresson.var farmaceut og levede nogle cremer, "Juva" præparaterne, som solgte voldsomt godt og gjorde ham til en rig mand. Men hans kone døde og måske passede det ham på alle måder fint at få Valentine som hustru. Hun kunne være fin uden at være alt for fin og hun var enke på samme måde som han var enkemand. I starten gik "Juva" godt og han slog endnu større brød op, men de gik skidt, så tilsidst var alle pengene væk igen. Ferdinand havde sørget for Valentine, så huset og en lille livrente til hende var sikret, da han døde i en alder af 70 år, men børnene fik ikke rigtigt noget. Hun mener ikke at hverken Théo, Charles eller Arlette er noget særligt, men de er heller ikke onde. Hun er både åbenhjertig og lidt mystisk. Hvorfor har hun fx været så hurtig til at få tømt værelset efter Rose?
Maigret bliver opsøgt af Arlette, der fortæller at hun blev forsøgt forført af Ferdinand, mens hun boede hjemme. Selv bagte hun på Théo og kastede sig over ham med forventet resultat, men de har ikke rigtigt haft kontakt siden. I stedet gik hun i seng med alle mulige mænd bagefter og også da hun var blevet gift med Julien. Hun kan ikke lade være, men hun elsker faktisk Julien og vil helst ikke have at han får noget at vide. Hun fortæller også at hun ikke har noget varmt forhold til Valentine, fordi denne aldrig har holdt af nogen. Men hun har heller ikke et skidt forhold til hende. Hun fortæller at Valentine lyttede efter alt og alle for at vide besked. Så hun vidste sikkert også både at Ferdinand havde forsøgt sig og at Arlette var gået i seng med Théo.
Adspurgt af Maigret fortæller Arlette også at hun ikke kan få børn. Det er med sikkerhed, for i over et år gik hun i seng med mange mænd helt uden at bruge beskyttelse. Arlette bliver og overnatter ved Valentine, men de udveksler en hel del sandheder, som de nu plejer. Arlette tager tilbage til Paris, mens Castaing og Maigret spekulerer over hvorfor nogen skulle ønske Valentine død nu, når hun ikke længere har ret mange penge? Théo har mødtes med Rose nogle gange og han har også snakket med Henri Trochu, en af Roses brødre, fornylig.
Gået lidt på klingen fortæller familien Trochu at der blandt Roses efterladte ejendele var en kostbar ring. Théo kender også til den. Maigret gætter hurtigt at Valentine må gemme på sine rigtige smykker og ikke bare har imitationer. Ferdinand sørgede altså for hende i god tid inden firmaet ramlede. Ingen af børnene er gode til at holde på penge, så Valentines undskyldning er at de alligevel bare havde solgt smykkerne og efter et år ville pengene være væk.
Rose var begyndt at udspionere Valentine og hun fandt ud af hvor smykkerne var gemt og huggede en ring. Som passende gengældelse slog Valentine hende så ihjel med gift. Og tilpassede tidspunktet, så huset var fyldt med folk samme dag. Meget snedig gammelkoneforbrydelse, som Maigret kalder det.
Forinden havde Théo og Rose dog snakket sammen, så han havde en klar ide om at smykkerne fandtes. Hun laver en aftale med Théo om at komme forbi ved midnatstid, men han har lugtet lunten og sender Henri i stedet. Valentine skyder ham ned i "selvforsvar", fordi hun tror det er en indbrudstyv.
Maigret har kun foragt til overs for hele banden, men Arlette og Charles er dog i det mindste ikke rodet ind i mord. Og Théo har formentlig heller ikke gjort noget strafbart, så det er kun Valentine, der kan gives videre til en dommer. Dels vil hun sikkert forsvare sig med næb og kløer og dels hugger man jo ikke hovedet af gamle damer. Maigret kunne godt bruge en flaske Calvados. Castaing har undervejs tvivlet en del på at Maigret vidste hvad han foretog sig, men han må ændre sin mening.

Der er en fæl ironi i at Valentine i ren havesyge slog først Rose og så Henri ihjel, for hun kan jo ikke sælge smykkerne eller bruge dem til noget, men hun vil i alt fald ikke dele med sine børn, hverken Arlette eller Théo eller Charles. ( )

n this story Maigret is visited by an old woman who asks him to investigate the sudden death of her maid. He travels to the little village and finds things are not what they seem.

The writing and indeed the translation is done so well that I can picture every scene as if I were there.

This book is on the surface a simple story but actually each word and expression is there to move the story on to a conclusion which took me by surprise.

Although the first Maigret story I've read it won't be the last ( )