incredibly boooooring! ( )

En el año 2029, Barba Gris a sus cincuenta y cinco años, es todavía joven entre los viejos supervivientes de la catástrofe atómica de 1981… Aniquilada la civilización avtual, la humanidad, incapaz de reproducirse por los efectos de la radiación nuclear, arrastra una existencia miserable… Sólo Barba Gris y Martha mantienen una esperanza que parece materializarse en el tierno y patético desenlace.

England, ca 2035
Indeholder kapitlerne "1. Floden: Sparcot", "2, Cowley", "3. Floden: Swifford marked", "4. Washington", "5. Floden: Oxford", "6. London", "7. Floden: Slutningen".

Ovenpå en stor krig i 1981 er naturen ved at overtage marker og bebyggelser igen. De resterende mennesker og mange af de højere udviklede pattedyr ser ud til ikke at kunne formere sig mere. I landsbyen Sparcot ved Themes floden bor manden Algernon Timberlane, også kaldet Algy eller Gråskæg. Han og hans kone Martha er blandt de yngste i Sparcot, hvor der bor ca 120 mennesker. Lederen hedder Big Jim Mole og sørger for at der altid er en på vagttjeneste. Menneskene bliver truet af flokke af lækatte, der formerer sig fint i modsætning til rotterne, der bliver færre og færre. En dag kommer to både ned ad floden fyldt med flygtninge fra landsbyen Grafton Lock lidt længere oppe ad floden. Mange er blevet bidt af lækatte og de advarer Sparcot borgerne, der dog i stedet har tænkt sig at plyndre bådene. Det ender i kaos og folk, der drukner. Gråskæg og hans kone benytter lejligheden til at smutte væk fra Sparcot og Big Jim Mole, der er blevet mere og mere urimelig og brutal. De tager Charley Samuels med, hvis kone døde for et års tid siden. Han har en tam ræv, Isaac, med. Et andet par, Becky Thomas og hendes mand Towin er også på vej væk og slutter sig til Gråskæg. De styrer ned ad floden men holder sig fri af Zigøjner Joan, der anførte den første båd fra Grafton Lock. Første stop bliver en nedlagt kro, hvor konen ligger død af kræft ovenpå og manden har taget livet af sig nedenunder ved at drikke afløbsrens. Mændene bærer ligene udenfor i et skur. Senere på aftenen slutter Jeff Pitt på 65 sig til selvskabet. Kroparret havde nogle får gående og Jeff foreslår at de lukker dem ind for natten og passer på dem.

I 2018 var Algernon og hans kone Martha 43 år gamle. 11 år tidligere slog de sig ned i Sparcot. De kom fra Cowley, hvor de var kommet til fra London via Oxford. Der var koleraepidemi og militær undtagelsestilstand, så en kommandør Croucher bestemte hvor de blev indkvarteret. Algy arbejdede for DOUCH(E) en engelsk gren af en amerikansk oprettet organisation (Documentation of Universal Contemporary History (England)), hvor ideen var at dokumentere hvad der sker og om menneskene overlever eller uddør. Algy har rådighed over et køretøj, der rummer alt hvad han har brug for til dokumentationen. Croucher kan godt se en pointe i at kunne retfærdiggøre sig efterfølgende, så han knytter Algy til sig. Dog kun for at få fingre i køretøjet, men Pitt som er sat til at skyde Algy og tage bilen, overgiver sig i stedet til Algy og de stikker af med bilen. De er Algy, Martha, Pitt og en anden soldat ved navn Studley. Desværre får Studley kolera og de stopper i Sparcot, hvor de ender med at blive de næste 11 år. Den anden vinter der bytter de DOUCH(E) vognen bort for noget hårdt tiltrængt mad. Croucher dør også af sygdom, så ingen kommer efter dem i Sparcot.

De fortsætter ned ad floden og stopper op, da de møder handelsmanden Norsgrey og hans kone Lita., der ifølge Norsgrey ligger bag et forhæng og sover. Norsgrey fortæller også at han er to hundrede år gammel, så deres tiltro til hvad han siger, er ikke så stor. De kan høre larm fra et nærliggende marked i Swifford. Norsgrey har et rensdyr. De er de eneste større pattedyr, der kan formere sig og efter at krigen sluttede i 2005, importerede man nogle af dem.
???

En "efter katastrofen" bog, hvor samfundet er faldet sammen og ingen tilsyneladende længere ved hvordan man sætter skaft på en hammer. Romanen er skrevet i 1964, hvilket godt kan mærkes. De transporterer sig rundt i vindbrusere (windrush på engelsk). ( )

Goed geschreven en goed uitgewerkt relaas van
het leven na een nucleaire catastrofe die het menselijke ras onvruchtbaar maakt. Goeie setting, schone karakters. Niets dat je omverblaast, maar steeds aangenaam en prettige spanningsboog. ( )

https://nwhyte.livejournal.com/3610657.html

I wish I'd read it before P.D. James' The Children of Men, which took the same core concept in a slightly different direction. Indeed, The Children of Men has such strong similarities - humanity stopped reproducing 25 years ago, our protagonists undergo a weary odyssey to Oxford - that it's impossible to accept that she hadn't read this first.

It's a quiet, understated, very pessimistic book, written in 1964 when Aldiss was only in his thirties (but had just gone through a divorce and the Cuban Missile Crisis). Stoats are apparently a big problem in the late 2020s. The human race ends with a whimper rather than a bang. There is a lot of Aldissian stuff here, and you certainly couldn't mistake the writing style for anyone else's. But I didn't in the end feel that it was one of his more memorable books; I guess for its time, it caught the Zeitgeist well, but it has now been overtaken by events, and by P.D. James. ( )