Tres mujeres, tres generaciones: La historia de una Europa dividida entre el este y el oeste, el hambre y la bulimia.
Anna no está dispuesta a creer en las malas consecuencias de la bulimia salvaje que padece. ¿Qué puede haber de malo en algo que le provoca un placer comparable al del sexo y hace que se sienta divina? Perdida en sus obsesiones, necesita controlar su destino y no quiere repetir los errores de su madre, Katariina, que huyó de la Estonia soviética a Finlandia y desde entonces malvive entre la paranoia y la amargura. Del otro lado de la frontera, la abuela de Anna, Sofia, subsiste como la memoria descarnada del absurdo estalinista.
Cuando la historia se nos ha grabado en el cuerpo, atravesar la frontera puede ser fatal.

Stalinin lehmät on Sofi Oksasen esikoisteos, joka käsittelee moniulotteisesti Viron historiaa Neuvostoliiton alaisuudessa, tätä päivää Suomessa ja naiseuden problematiikkaa ennen ja nyt. Kirjan päähahmo on Anna, suomalaisen isän ja virolaisen äidin tytär, joka hakee itseään kahden kulttuurin välissä. Annan elämää hallitsee syömishäiriö. ( )

Stalinin lehmät (2003) on Finlandiavoittaja Sofi Oksasen esikoisteos. Kirjan päähenkilö on virolaistaustainen Anna, jolla on syömishäiriö (bulimia). Hänellä on sopeutumisvaikeuksia Suomessa ja hankaluuksia yhteydenpidossa Virossa asuvien sukulaisten kanssa. Annan äiti on Virosta ja isä Suomesta. Kirjan takaumajaksoissa kerrotaan äidin suvun elämästä Neuvosto-Virossa. Oksasella on oma tyylinsä, joka on osoittautunut voitolliseksi eri kirjallisuuspalkintojen muodossa ja siten, että kaikkia hänen kirjojaan on käännetty useille kielille. Stalinin lehmien käännösoikeudet on myyty 20 maahan. ( )

Jeg var meget begejstret, da jeg for tre år siden læste Renselse. Sofi Oksanen fik fuldt fortjent Nordisk Råds Litteraturpris for sit storværk om trafficking, forræderi og de mørke hemmeligheder fra kommunisttiden, der stadig skjuler sig lige under overfladen i det nye Estland.

Renselse var andet bind i planlagt serie på fire romaner om Estland. Den tredje - Da duerne forsvandt – er netop udkommet. Stalins køer er den første, og der er i virkeligheden ikke nogen god grund til, at jeg ikke fik den læst, straks den kom på dansk i 2011. Jeg har faktisk haft den stående på hylden i flere år og glædet mig til at komme i gang med den.

Det var der også god grund til. Stalins køer fortæller en gribende, ubehagelig og dybt personlig historie. Hovedpersonen og jeg-fortælleren er Anna. Hun er i midten af 20’erne, og hun har gennem mere end ti år lidt af en alvorlig spiseforstyrrelse, og særligt i bogens første del får man mere at vide om opkastninger, end man har lyst til.

Anna bilder sig ikke ind, at hun kan komme ud af forholdet til sin ”Herre”, og hun har i virkeligheden heller ikke lyst til det. Æderiet, kalorietællingen og opkastningsseancerne dækker nemlig over så store traumer og fortielser, at hun slet ikke kan se dem i øjnene.

Annas mor Katriina er fra Estland. Hun mødte Annas far i 1970’erne og flyttede til Finland. Gennem hele sit liv har Anna været med på sommerferier og udflugter til sit tabte land, som Katriina ikke kunne slippe, men som hun på den anden side skammede sig over. Anna måtte ikke tale estisk eller overhovedet indrømme, at hun ikke var finne forfra og bagfra. Moderen er nemlig overbevist om, at finnerne tror, at alle estere er ludere, og at en estisk familie er decideret pinlig.

Der er også en politisk dimension, for selvfølgelig er alle indvandrere fra Sovjetunionen potentielle spioner, som sikkerhedstjenesten og KGB holder under observation. Og hjemme i Estland er Katriina flasket op med bagtalelser, spionage og forræderi, der rækker helt ind i familiens egen historie. Nogle forsvandt efter den sovjetiske fremrykning i 1944-45 og blev skovbrødre, der kæmpede for et selvstændigt Finland. Det var en håbløs drøm. Der var ingen hjælp fra vesten, og nedkæmpelsen af modstanden var brutal. Mange endte i sibiriske fangelejre, og var der en skovbroder i familien, kunne det til hver en tid bruges mod den.

Selvfølgelig var det bedst ikke at sige noget til nogen i den situation, men fortielserne er gift for Anna. Hun kan godt bilde sig ind, at hun har et hjem i det sin estiske fortid, men hvad hjælper det, når man så ikke kan tale med sin kæreste om det, der betyder mest?

”Tanken om, at Hukka skulle pille ved den stolthed, jeg følte over alt det, der hørte til Annas verden, og ved min skam – den tanke var ikke til at holde ud. Jeg kunne ikke tage den risiko. Den var for stor og jeg for lille. Mine femogfyrre kilo ville ikke kunne holde til det.” (s. 184)

Det kan virke forceret at koble storpolitik og spiseforstyrrelser sammen, men man må bare konstatere, at det faktisk fungerer fortrinligt. De kommunistiske regimer var besat af kontrol, af at registrere og udnytte hver eneste lille bid information, og den kontrolmani spejler sig i anorektikerens og bulimikerens kamp med egen krop. I begge tilfælde er den totale kontrol en umulighed, og i sidste ende går det, man prøver at kontrollere, til grunde.

Stalins køer er en anderledes bog end Renselse, men det er ikke en dårligere bog. Jeg var dybt imponeret af Anna, der på den ene side er ekstremt intelligent og stræbsom og på den anden side er neurotisk og sårbar. Det politiske spor er også troværdigt, og det var skræmmende og fascinerende at se de mange lighedspunkter med Herta Müllers fremstilling af Rumænien. ( )

Tämän kirjan kohdalla on pakko sanoa: Luinpa kirjan! Niin rohkea ja paljastava tuo kirja on, Sofi Oksasen Stalinin lehmät.

Sivuja kirjassa on 478, siis melkein 500. Oikeastaan se onkin kirjan lähes ainoa heikkous. En usko, että sisältö olisi kärsinyt, jos paikoin, ehkä Annan tarinasta olisi jätetty lause sieltä, virke täältä joissain kohdin pois. Sillä kyllä tämänkin kirjan kohdalla, niin kiinnostavana kuin sitä silti pidinkin, monta kertaa huokailin ja kääntelin sivuja laskeskellen paljonko vielä on jäljellä, ennen kuin kirja on lopussa.

Sisällössä on yhtäläisyyksiä jo ajat sitten lukemaani Puhdistukseen, eikä ihme, koska siinä on samoja asioita Eestin historian synkistä vaiheista, joista ei ole syytä vaieta.

Bulimia synkistää vielä lisää kirjan sisältöä. En kyllä oikein tajua, mikä siinä on niin feminististä, että kirjan takakannessa sitä mainostetaan oikein feministiseksi kulttikirjaksi. Mikä on siinä nimenomaan feminististä?
Asiat ovat synkkiä, mutta Sofi Oksanen osaa kirjoittaa niin kiinnostavasti, että synkkyys ei korostu liikaa. Kirjan tekstissä on jotain viattoman rehellistä ja aitoa, siinä ei ole vihaa, vaikka käsitellään raskaita asioita. Joskus ilmaisussa on näkevinään miltei salattua huumoria, kun asiat sanotaan, niin kuin ne ovat. Mustaa huumoriakin?

En ole itse aikaisemmin tiennyt syömishäiriöistä paljoakaan, anoreksiasta jonkin verran, mutta bulimia on ollut minulle täysin tuntematon ongelma. Nyt sitä luin tästä kirjasta ihan oksentamisen rajoille, sillä bulimian oppikirjasta tämä kyllä myös kävisi.
Anna on kaikkine ongelmineen todella aivan uskomaton, kirjan lopussa suorastaan ihmettelen, ettei viimeisellä sivulla olla jo kuolinvuoteella kaikkien lääkkeiden, alkoholin ja oksentelun takia. Kirja loppuu melko myönteisesti, suorastaan optimistisesti.

Kaikenkaikkiaan silmiä avaava kirja. Eestin asioista olin kyllä aika lailla perillä, vaikka tästä kirjasta tuli ilmi lisää asiaa avartavia seikkoja. Syömishäiriöistäkin ajattelen tämän luettuani aivan uudella tavalla.

Kaiken kaikkiaan on sanottava, että kirja on hyvä. Kannattaa lukea, vaikka se onkin tiiliskiviromaaniluokkaa. ( )