This is a great essay about a dropout who is in a major life crisis. The narrator thus writes what he remembers. First you are in Berlin, where he dissolves his household, logs out everywhere (including all insurance) and said goodbye to his father and his 'daughter'. He tells how he travels to Andalusia by train shortly after the New Year and gets stranded in Cabo de Gata. Even when the sun is shining every day, it is bitterly cold at night and he heats his room with candles. With the rent of his accommodation, he has lunch, which consists daily of fish, soup and a hated vanilla pudding. Every day he goes to the bakery, buys his bread and some cheese in the supermarket. He always drinks his afternoon coffee in the same bar at the same time.
Actually, he fled from Berlin, so he can finally write his book, but even in this place, he is not possible. There are new routines for him, which he pursues meticulously, because he feels that if he does something different, then something bad will happen.
He encounters locals, but can only talk rudimentary, since he does not speak Spanish and every now and then another foreigner gets lost in this small place, with which he can then exchange better.
The story is great. Ruge tells the individual episodes to the smallest detail, so that one has the feeling to be there yourself. ( )

Jeg var dybt imponeret over Ruges debut-roman In Zeiten des abnehmenden Lichts. Her fortalte han hele DDR’s historie gennem en enkelt familie, og selvom personkredsen var lille, så opfangede de essensen af de forskellige epoker. Det var også en melankolsk historie. Den midaldrende Alexander var ramt af kræft, og hans søgen efter mening førte ham til Mexiko.

Samme tematik er på spil i Cabo de Gata. Fortælleren er lige blevet skilt, og han har i det hele taget svært ved at vinde fodfæste i Berlin efter murens fald. Mens hans far hænger fast i bitterhed og genforeningens urimeligheder – eller det, der føles som sådan – og andre bekendte har kastet sig ud i kapitalismens profitjagt, så sidder han hver morgen og stirrer ind i væggen uden at komme i gang med den roman, han drømmer om at skrive.

Noget må ske. Forfatteren beslutter sig for at klippe alle de snærende bånd for at finde ind til sig selv – og for endelig at komme i gang med at skrive. Der er meget at sige farvel til. Lejligheden, abonnementerne, hovedparten af ejendelene, sygekassemedlemskabet, registreringen hos det offentlige. Faktisk viser det sig at være ret vanskeligt at slippe ud af alle det moderne menneskes tilknytningspunkter.

Men det lykkes. Da det gamle år bliver til et nyt stiger han ombord på toget sydpå, og han stopper først da han når frem til Cabo de Gata i Sydspanien. Det er en støvet fiskerby, hvor han lejer et lille værelse, som han langsomt arbejder sig ind på livet af. Han får bekendte, eller i hvert fald mennesker i byen, som vænner sig til synet af ham, ligesom han vænner sig til synet af dem. Det er en tilværelse på laveste blus med kun en enkelt bog og en enkelt avis ved hånden. Begge dele læser han igen og igen. Hver dag skriver han i sine kladdehæfter, kasserer forsøget og smider det ud.

Tilsyneladende kommer han ingen vegne, men bag facaden skrælles lagene langsomt af, og en dag møder han en vild kat ved postkassen. Han drages mod katten, der måske rummer et budskab fra hans afdøde mor. Det tror han ikke for alvor på, men den bliver alligevel et medie, han kan tænke med. Det handler om at finde ro for at kunne komme videre:

”Es ist noch immer dieselbe Ausgabe, vom 17. Februar, wenn ich nicht irre. Ich lese, bis mir die Augen zufallen. Bis die Katze sich auf meine Füße setzt. Und eines Abends, als das Licht aus ist, als die Katze schnurrt, als mein Kopf, als der Raum, als die Welt nur noch ein großes, schwarzes Schnurren ist, habe ich das Gefühl, dass die Zeit – endlich – stillsteht.“ (179)

Sproget er roligt og poetisk. Beskrivelsen af afskeden med den gamle tilværelse indledes med nogle korte og meget præcise erindringer om hverdagen i Berlin. Et par vidunderlige passager er skrevet helt i det uvirkelige, fantaserende konjunktiv, der er med til at give tysk sin særlige tone.

Cabo de Gata er en mindre roman end debuten, men den er fascinerende. Tematikken – midaldrende mand i eksistentiel krise søger mening i det fjerne udland – er selvfølgelig set før, men hovedpersonen og historien fænger. ( )

Met ‘In tijden van afnemend licht’ heeft Ruge al bewezen dat hij een goede verteller is, en met dit boek wordt dat nog eens bevestigd. De hoofdpersoon verlaat het pas kort verenigde Duitsland en zal uiteindelijk in Andalusië belanden. Niet de reis, maar het verblijf in het Andalusische kustplaatsje Cabo de Gata is het onderwerp van het verhaal. Een verhaal van verstilling, waarin herinneringen andere dimensies krijgen en het heden een onverwacht reliëf krijgt. Op een fraaie wijze beschrijft Ruge hoe alle nieuwe indrukken door herhaling van minder betekenis worden en uiteindelijk noteert hij dat “De waarnemingen die ik ’s morgens noteer, worden steeds microscopischer. Er valt niets meer te noteren. Er gebeurt niets nieuws meer.”
Wanneer hij zijn ritme gaat afstemmen op dat van de kat die hij heeft geadopteerd, verandert zijn bestaan in een soort droom: “En dan, voor het slapen gaan, lees ik El País.
Het is nog steeds dezelfde krant, van 17 februari, als ik me niet vergis. Ik lees tot mijn ogen dichtvallen. Tot de kat op mijn voeten komt zitten. En op een avond, als het licht uit is, als de kat spint, als mijn hoofd, als mijn kamer, als de wereld alleen nog bestaat uit één groot, donker gespin, heb ik het gevoel dat de tijd – eindelijk – stilstaat.”

Een mooi verhaal. ( )

Ein etwa vierzigjähriger Mann bricht seine Brücken in Berlin ab, und möchte sich als Schriftsteller verwirklichen. Er reist in den Süden und kommt an den Ort Cabo de Gata. Dort ist es weder besonders malerisch noch besonders schlecht. Im Wesentlichen findet er Alltag vor, wenn auch anderen als in Berlin. Dann läuft ihm eine Katze zu, deren Bedeutung er sehr überhöht, doch auch diese Beziehung endet. Und so ist Cabo de Gata eine Episode, deren Bedeutung auch in der Rückschau nach 20 Jahren rätselhaft ist: banal oder bedeutsam?
Ich weiß nicht, ob ich das Buch gern gelesen hätte. Als Hörbuch ist es gut, denn Ulrich Noethen trägt wunderbar vor, sehr glaubwürdig. So wird das Suchen und Scheitern dieses Mannes plausibel und kommt humorvoll und leise rüber. ( )

Kurz nach der Wende macht sich der Erzähler auf den Weg von
Ostberlin Richtung Süden. Karolin, seine Frau hat ihn verlassen und Sarah, die er mag, ist gar nicht seine
Tochter. Er lässt alles hinter sich und gelangt nach einem
frustrierenden Aufenthalt in Barcelona nach Andalusien am
Ende der Welt, in den kleinen Ort Cabo de Gata. Eigentlich
will er einen Roman schreiben, doch bringt er nicht
wirklich etwas aufs Papier. Stattdessen resümiert er sein
Leben und findet Ruhe in der beschaulichen Umgebung,
schließt neue Kontakte zu den Menschen und zu einer kleinen
Katze. Nach dem Erfolg von "In Zeiten des abnehmenden
Lichts" für den Ruge den Deutschen Buchpreis 2011 erhielt,
ist diese kleine Novelle enttäuschend. Gebetsmühlenartig
erinnert sich der Verfasser und langweilt den Leser mit
seinen belanglosen Nichtigkeiten. Sprachlich virtuos
erzählt wird der Titel, der auf Platz 17 der
Spiegelbestseller Liste ist vermutlich nachgefragt. Der
Preis für den kleinen Band in großzügigem Druck mit vielen eeren Seiten ist unangemessen. ( )