Danmark, Mosehøjen, ca 1870
Med en flok firben som meddelere beskrives forberedelserne til et mægtigt gilde i den store høj, Elverhøj, hvor den gamle Elverkonge bor. Han inviterer mange fine folk, men specielt Troldgubben fra Norge, for han er enkemand og kan derfor passende splejses sammen med en af Elverkongens mange kønne døtre. Hans afdøde kone var datter af Klintekongen på Møn, så man kan sige at han havde taget hende på kridt. Troldgubben har også et par knægte med, men de er ikke helt modne nok til også at finde koner endnu. De kan dog fint finde ud af at fjase med pigerne, kilde dem og så ellers drikke hinanden under bordet. Højen står på gloende pæle og der er lavet masser af lækkerier til festen, fx snogeskind med små børnefingre i og rustne søm og kirkerudeglas som knas. Kongens guldkrone er poleret i stødt duksegriffel og meget fin.
Gubben og hans to uvorne knægte ankommer og bliver taget godt imod. Blandt gæsterne ses H. C. Andersen selv og havfolk, der sidder til bords i store vandkar. En gammel mand med to ravne på skulderen, en gammel elverpige, der ligner Karen Blixen på en prik og hyggelige bordfæller som Aamanden, Helhesten, Gravsoen og Kirkegrimen. Kongens døtre bliver præsenterede en for en. Den yngste kan tage en hvid pind i munden og forsvinde. Den anden kan gå ved siden af sig selv som en skygge. Den tredje har lært af Mosekonen og kan spække elletrunter med sankt-hans orme. Den fjerde kan spille på guldharpe og styre folk med den. Den femte har lært at holde af de norske. Den sjette kan kun sige folk sandhed. Den syvende kan fortælle eventyr og hende vil Gubben gerne have som kone. Han kalder på knægtene og siger at nu har han fundet en mor til dem, så de kunne passende tage en moster! Det vil de dog ikke have noget af og lægger sig på bordet for at sove, mens Gubben og hans unge brud danser igennem til den lyse morgen. Men solen kan brænde dem inde, hvis de ikke passer på, så højen lukker sig og firben og regnorme er overladt til deres eget selskab igen.

Glimrende eventyr hvor fortællestilen er veloplagt og frisk. I denne udgave har Erik Hjorth Nielsen lagt pen til illustrationerne, hvor perspektivet skifter fra firben og snoge - der vifler rundt mellem præstepikke og fluesvampe - til køkken og gildesal og tilbage på jorden igen.

En Grim er et slags spøgelse, så Kirkegrimen er et kirkegårdsspøgelse. Folketroen har også andre: Limgrim, Fossegrim og Elvegrim. ( )

Indeholder "Indledning af Bo Grønbech", "Elverhøi", "Efterskrift af Bo Grønbech".

"Indledning af Bo Grønbech" handler om hvordan H. C. Andersen digter videre på folkesagn om elverfolk og troldtøj og tilføjer mange, mange lag af detaljer som at elverfolkene væver af tåge og månestråler og at elverkongen holder flere slags bal. Det får fortællingerne til at fremstå mere levende og tryller billeder frem for nethinden. Eventyrerne gør Andersen berømt og da Elverhøj udkommer i 1845 er han læst og skattet over det meste af Europa.
"Elverhøi" handler om et mægtigt gilde i den store høj, Elverhøj, hvor den gamle Elverkonge bor. Han inviterer mange fine folk, men specielt Troldgubben fra Norge, for han er enkemand og kan derfor passende splejses sammen med en af Elverkongens mange kønne døtre. Troldgubben har også et par knægte med, men de er ikke helt modne nok til også at finde koner endnu. De kan dog fint finde ud af at fjase med pigerne, kilde dem og så ellers drikke hinanden under bordet. Højen står på gloende pæle og der er lavet masser af lækkerier til festen, fx snogeskind med små børnefingre i og rustne søm og kirkerudeglas som knas. Kongens guldkrone er poleret i stødt duksegriffel og meget fin. Gubben og hans to uvorne knægte ankommer og bliver taget godt imod og får hyggelige bordfæller som Aamanden, Helhesten, Gravsoen og Kirkegrimen. Kongens døtre bliver præsenterede en for en. Den yngste kan tage en hvid pind i munden og forsvinde. Den anden kan gå ved siden af sig selv som en skygge. Den tredje har lært af Mosekonen og kan spække elletrunter med sankt-hans orme. Den fjerde kan spille på guldharpe og styre folk med den. Den femte har lært at holde af de norske. Den sjette kan kun sige folk sandhed. Den syvende kan fortælle eventyr og hende vil Gubben gerne have som kone. Han kalder på knægtene og siger at nu har han fundet en mor til dem, så de kunne passende tage en moster! Det vil de dog ikke have noget af og lægger sig på bordet for at sove, mens Gubben og hans unge brud danser igennem til den lyse morgen. Men solen kan brænde dem inde, hvis de ikke passer på, så højen lukker sig og firben og regnorme er overladt til deres eget selskab igen.
"Efterskrift af Bo Grønbech" handler om ???

??? ( )