This is unquestionably the best fiction book I have read in recent memory. And I read a lot. Usually I have a bitter distaste for anything passive (passive main characters, passive-aggressive people). Technically I should hate this book. Because the narrator's nonchalant completely detached description of the events happening in her life should make me feel cold and distant from her. Instead, the barrage of minutiae she details on page after page after page, made me fiercely protective of her. I soon realized the passive approach was a technique that was working on me. We spend so much of our lives feeling we are in control, convincing ourselves things are not random, they can be brought about or avoided. What Helle is really saying by having events described passively, is that no matter what you think, you don't actually have as much control as you think. Things will happen to you and you can't do anything to stop them.

Through this technique I moved from sympathy to empathy to identification. Until at the end I was within there had been 100 more pages. Where was the part where it all works out? Where I get all the things she lost back?

Brilliant Brilliant book. ( )

Fra Jan Sonnergaards samling.

Det bliver ikke bedre. Ovenpå en meget tung Céline har det været dejligt at kunne læse noget godt OG hurtigt. Helle Helles usagtheder vejer tungt. ( )

Jeg er en stor fan af Helle Helle og især af hendes to forrige romaner: Rødby-Puttgarten og Ned til Hundene. Derfor kan det undre, at jeg først har fået læst hendes seneste roman nu. Til gengæld levede den op til mine høje forventninger!

Dorte Hansen er i starten af 20’erne og er lige flyttet ind i en bungalow i Glumsø. Det er meningen, at hun skal tage toget til København hver dag for at studere litteratur, men for det meste bliver der ikke rigtig noget af turen ud til KUA. I stedet går hun i Scala (historien foregår i 80’erne, hvor det var hot) eller drysser rundt i genbrugsbutikkerne. Som regel får hun også en kage eller to med hjem.

Der er tydeligvis noget, der ikke fungerer for Dorte. Forholdet til forældrene er problematisk. På den ene side har hun ikke rigtig noget tilfælles med dem. På den anden side kan hun ikke rigtig frigøre sig, og indflytningen i Glumsø er forsøg nummer mange på at flytte hjemmefra. Hun har mere kontakt til sin tante, der også hedder Dorte, men mest af alt har hun svært ved at ryste erindringen om forholdet til Per Finland af sig. Det var blevet ret alvorligt mellem dem, og bruddet plager hende – også selvom det var hende der gik.

Det er nemt at konkludere, at den er hel gal med Dorte. Hun lader sig alt for nemt skubbe rundt, og ikke meget tyder på, at der nogensinde kommer noget ud af studierne eller skriverierne. Den knivskarpe skildring af jeg-svage kvinder er Helles spidskompetence, og det lyser også ud af det præcise sprog i denne roman.

Her et eksempel, hvor Dorte er gået en tur ned på stationen. Et tog er rullet ind, men Dorte skal slet ikke med:

”Togføreren hang helt forrest med fløjten i munden og blikket rettet mod sit venstre håndled. Han kiggede ned på mig og lavede en kraftig gelejdende bevægelse mod toget. Først rystede jeg på hovedet, men så steg jeg alligevel på, da han lavede bevægelsen en gang til og fløjtede. Jeg kom hurtigt op ad de to trin og stod et øjeblik i døråbningen, mens toget langsomt satte i gang, så sprang jeg ned på perronen igen.” (s. 17)

Men måske er der slet ikke grund til at være så bekymret for Dorte. Måske er hun bare en ret almindelig ung kvinde, der skal bruge noget tid på at komme sig over et forhold og finde sin plads i livet? Hun er jo hverken den første eller den sidste, der har brugt et par år på at finde ud af, hvad hun skal med sit liv.

Dorte kommer i hvert fald selv med en interessant bemærkning om litteratur, hvor kun dét må komme med, der har en funktion:
”Det er jeg ikke sikker på, jeg er enig i, sagde jeg. Nogle gange sker ting jo bare.
Ja, sagde hun. Men det er kun i virkeligheden. Og nu taler vi jo faktisk om tekster.” (s. 158)

Helle Helle er vist enig med Dorte, hun vil skildre virkeligheden med alle dens mærkværdigheder, og tilfældigheder, og i virkeligheden er fremtiden aldrig givet på forhånd. Nogle ting er bare sket for Dorte. Det betyder ikke, at hun aldrig kan finde sin egen stemme eller få et forhold.

Helle Helle er en meget humoristisk forfatter, og der er masser af morsomme iagttagelser i bogen. Denne perle skal lige med. F.eks. om Pers forældre: ”Forældrene gik og fløjtede nede i baghaven. De havde ikke rigtig styr på ukrudtet, de var begge to dansklærere.” (s. 13)

Er det sidste en forklaring på det første? Måske, måske ikke, men det var en bemærkning, der fik mig til at klukke.

Jeg hørte på et tidspunkt et foredrag med Mogens Davidsen, hvor han trak en linje fra Herman Bang til Helle Helle. De har i hvert fald det til fælles, at de i et smukt og præcist sprog skriver genkendelige og vedkommende personer frem. Dette burde skrives i nutid var en nydelse, og jeg ser frem til Helles næste bog – som der forhåbentlig ikke er så længe til! ( )

Denne boken mangle mye, og det er nettopp det som gjør den så lesverdig. Helle Helles hovedperson Dorthe (som har en tante som også heter Dorthe -hm!) er i begynnelsen av 20-årene, og en hvileløs sjel som lever her og nå, men ikke kommer videre i livet sitt. Boken er skrevet i jeg-form, og det er på ingen måte alt denne jenta forteller oss, verken av det som skjer henne eller det som hun tenker og føler. Ofte får vi reaksjonene hennes, men ikke den egentlige foranledningen til dem. Dialogene er talende på mange måter, og vi blir fryktelig nysgjerrig på henne og på rastløsheten hennes. Hun sier aldri at hun higer etter kjærlighet, men jeg sitter igjen med et bilde av en søkende og følende sjel som ikke føler seg hjemme i sitt eget liv, og som kanskje ikke en gang mener hun har rett til å ha det godt. Hun lyver eller utelater sannheten, folk rundt henne opplever henne ofte som blid og glad, helt til hun plutselig gjør noe drastisk - flere drastiske ting skjer, men de blir presentert på en minimalistisk måte. Det er som å sniklese en dagbok.
Jeg ble grepet av både fortellerstil, av avstanden til personene som på et merkelig sett skapte en nærhet. Det dagligdagse språket gir inntrykk av tilfeldighet, men jeg tror Helle Helle har valgt hvert ord som står eller ikke står, med omhu. Det er på ingen måte en vanskelig bok å lese, den er fascinerende og berørende. ( )

http://bogbrokken.blogspot.com/2011/04/helle-helle-dette-burde-skrives-i-nutid.h.... ( )