Anne Weber (1) (1964–)

Det er en særlig bog, Anne Weber har skrevet, og som hun i 2020 fik Deutscher Buchpreis for. Man kan vælge at anskue den som en biografi om den franske kvinde Anne Beaumanoir, der levede et interessant men alligevel ikke så usædvanligt liv – i hvert fald ikke efter den 20. århundredes standarder – og som i øvrigt selv har udgivet sine erindringer i to bind. Men bogen er åbenlyst også noget mere, for undertitlen skal tages helt bogstaveligt. Formen er inspireret af antikkens epos, så handlingen gengives på vers, selvom den uden problemer kan læses som prosa. Valget af ordet helt, eller rettere: heltinde, er nok heller ikke tilfældigt.

Hvem var hun så denne Anne Beaumanoir, kaldet Annette? Hun blev født i 1923 i Bretagne, hvor hun voksede op som en selvstændigt tænkende pige. Hun blev tidligt tiltrukket af den kommunistiske ide, og hendes liv blev formet gennem to verdenshistoriske begivenheder: Anden verdenskrig og den algierske uafhængighedskrig.

Annette involverede sig i modstandsbevægelsen, der i sin kommunistiske udgave var præget af ekstrem påpasselighed. Hvert medlem kendte kun to andre – og kun via dæknavn. Den disciplin opretholdt hun, undtagen i forholdet til Roland, der var flygtet fra Tyskland og nu bekæmpede fascismen, hvor han kunne. I første omgang opererer hun som kurer i Paris, men da hun får nys om, at en jødisk familie er på vej til at blive taget i en razzia, føler hun sig tvunget til at gribe ind i. Den historie fører til, at hun må forlade byen, hvorefter hun og Roland bliver sendt på hver sin mission. Da befrielsen endelig kommer, er Annette aktiv i ungdomsorganisationerne i Marseille, hvor hun trods sin unge alder kommer til at sidde i et af de improviserede tribunaler, der skal skelne kollaboratører fra uskyldige.

Efter krigen skal der vælges en ny vej: Hun uddanner sig til læge, gifter sig ind i det bedre medicinske borgerskab i Marseille og får børn. Hun er stadig politisk engageret, men hun har stadigt sværere ved at identificere sig med kommunismen. Hun er og forbliver overbevist socialist, men den stalinistiske variant mister hun smagen for. Undertrykkelsen i de kommunistiske lande og partidisciplinen hjemme er ikke til at holde ud.

Snart kommer der en ny konflikt at engagere sig i. Annette har ikke tænkt meget over Frankrigs kolonier, men da uafhængighedsbevægelsen i Algeriet for alvor tager fart, kan hun ikke lade være med at engagere sig – og det er vel at mærke på oprørernes side. For hende er sagen enkel: Hun har en gang kæmpet mod en besættelsesmagt, og det gør hun igen. Igen arbejder hun som kurer, men hun kommer også tæt på centrale skikkelser i FLN. Krigen ender som den må ende: Med Algeriets selvstændighed, og igen venter en ny mulighed på hende. Hun får en fremtrædende stilling i sundhedsministeriet i det nye land, hvor næsten alt mangler, men igen bliver hun skuffet over fredens realiteter. Den socialistiske udvikling bliver der ikke noget af, og det viser sig snart at klan-rivaliseringer og islam fylder mere end de frihedsidealer, hun havde kæmpet for.

Et spændende liv, men som sagt er bogens form også vigtig. Lad os tage et eksempel:

”Zu ihren Aufgaben gehört es auch, Verbindung zum
Maquis zu halten. Also zu schwer zugänglichen
Bergregionen, wo Partisanen, wenn sie nicht
im Einsatz sind, ein ganz normales Leben führen,
jedenfalls eines, das ihr, im Vergleich zu ihrem,
doch sehr gesellig und normal vorkommt…” (s. 63)

Det er sætninger, der ligeså godt kunne være skrevet som almindelig prosa uden linjebrud, men det giver alligevel læsningen en særlig rytme og kvalitet. Det samme gør passager, der er markeret som citater fra Annette, og de steder, hvor forfatteren træder tydeligt frem, både med kommentarer til den politiske situation og med diskussioner af Annettes motiver og handlinger.

Anne Weber var et interessant, nyt bekendtskab, og som nævnt fungerede formeksperimentet – i hvert fald som hovedgreb, for der var steder hvor teksten mistede lidt flyvehøjde, og hvor man fik en fornemmelse af at læse en interviewudskrift. Bogen er afgjort stadig værd at læse – og ikke mindst for den interessante kobling mellem besættelsestiden og den efterfølgende uafhængighedskrig.… (altro)

Gibt es etwas Schrecklicheres als sein Leben in einem Großraumbüro, der Sklavenbox des Kapitalismus, zubringen zu müssen? Anne Weber setzt sich mitten in dieses Szenario des Öden, des Langweiligen, des Nichts und des Zerstörens menschlicher Regungen und meditiert über alltägliche Peinlichkeiten, den zähen Tag, die lieblose Zeit, die man nur mit äußerster Mühe durchhalten kann.

Gegenstände des Büros, Kollegen - sie alle mutieren zu einem Brei des klebrigen Nichts: "Wie kann das Leben so eintönig sein, wenn es zugleich unzählige Vogelarten gibt unter der Sonne und vielleicht sogar darüber hinaus, außergalaktische Vögel, Wappenadler, Pechvögel?" Man trägt persönliche Namensschilder, unterbelichtet mit der Dachaussage des Konzerns: "We care personally" Es ist diese weltmännische Note des Englischen, die immer willkommen ist.

Die Philosophie des Kapitalismus von ganz unten, im Sklavenkäfig des Großraumbüros betrachtet, hier werden die Stimmen verzahnt, die das Achtstundenrad antreiben, das sich durch 40 Jahre dreht. Viel Arbeit und wenig Zeit für sich selbst: Anne Weber ist ein Durchlauferhitzer und ein Abkühler sinnlos verbrachter Zeit, sie klappert wie alle anderen auch etwas mit dem Schreibgerät vor sich, gesprochene Worte sind gedämpfte Trommelwirbel, die in die Stille platzen.

So wenig gegähnt wird, so viel wird geniest. Von diesem Satz zu Schweizer Volksabstimmungen ist es nicht weit, Anne Weber treibt seltsam halluzinierende Zusammenhänge, die mir sehr gefallen, ihre Kritik am Kapitalismus kommt von ganz unten, den malochenden Schreibtischen. Dabei tanzt sie elegant durch die Käfige, ist dem sinnlosen Arbeiten enthoben im ersten Teil des Buches, quasi eine Beobachterin. Der angehängte Teil "Liebe Vögel" (S 111-160) entstammt ihrer schweren, früheren Zeit des tatsächlich in einem Büro-Arbeiten-Müssens, klagvoller, härter, depressiver noch: ein Abschiedsbrief an die Mitgefangenen.

Die Ordnung des Hirns assoziiert vagabundierend durch Raum und Zeit, wenn man sie loslässt, sie treibt merkwürdige Blüten, vom Hundertsten ins Tausendste, um am Ende doch sezierend zu bemerken: "Die Herren Bankdirektoren lachen sich kugelig, münzrund oder bankscheindünn..." Sie ruhen wohl erst, wenn die letzten Sonnenstrahlen privatisiert und wir alle noch mehr sparen müssen, um einen letzten Tropfen Wasser zu erhaschen. Den Werbefrauen pustet der Wind gerne ein paar Haarsträhnen ins Gesicht, Zigarettenmarken und Bestattungsinstitute werben gleichermaßen mit Schönheit, die Krawatte ist ein Stabilitätsfaktor. Wem gehört die Firma: all jenen, die Geld in sie gesteckt haben. Ein Großraumbüro ist ein Reich der rechten Winkel, Liebe ist rund und hat Wölbungen...

Und dann am Ende das:
"Am Ende wird es voraussichtlich nur noch zwei mächtige Konzerne geben, einen, der das Monopol des Zerstörens, und einen anderen, der das Monopol des Reparierens hat. Und obwohl sie einander so dringend brauchen, wird der Stärkere nicht umhinkönnen, den Marktgesetzen zu folgen und den Schwächeren früher oder später schlucken, und das wird das Ende des Kapitalismus sein. "

Aus der Abschiedsrede an die Kollegen:
"Ich sah euch zu. Und schließlich begriff ich, was ihr mir zu sagen hattet. Ihr sagtet:
Wir sind tot."

Ganz so schlimm dürfte es in Großraumbüros nicht zugehen heute, sehen doch viele Start-ups in engem Zueinander Teamwork-förderliche Muster, aber doch könnten zarte besaitete Zeitgenossen in den Erkenntnissen von Anne Weber viele Parallelen entdecken. Ein ungewöhnliches, nachdenkliches, nicht immer leicht zu lesendes Buch, dessen Perlen man durch Mehrfachlesen entschlüsseln kann.… (altro)

Weber repurposes the classical form of the verse epic to tell the life-story of a real, modern, female hero, Anne Beaumanoir (1923-2022). As a young woman in France during WWII, Beaumanoir was a courier for the Resistance and helped to save the lives of Jews; subsequently she became a neurologist and carried on in the (clandestine) struggle to protect the rights of oppressed people in the Communist Party and later in the Algerian independence movement, the FLN. She escaped from France and was sentenced in absentia to ten years' imprisonment for "terrorist" activities in 1959, and worked in the Algerian Health Ministry after independence.

The book — which Weber describes as coming out of a friendship that developed from a chance meeting with the 96 year old Beaumanoir at a film festival — is written in rather understated free verse that often seems to shade into prose, but it has enough of a nod towards classical verse-forms that we can see what it is getting at. Weber looks especially at the way the kind of heroic, idealistic behaviour that seems to come naturally to Beaumanoir is constantly bumping up against the realities of political compromise in an unheroic world, where communists spend more time fighting deviation in their own ranks than opposing fascism, and socialist freedom fighters turn into military dictators and Islamists as soon as they get into power. And of course at the way the kind of life Beaumanoir has to lead refuses to fit itself in with the model of life as a wife and mother she has been brought up to expect.

An interesting little book, but probably not quite big enough to contain such a huge personality: it makes you feel you should be reading Beaumanoir's own autobiography instead.… (altro)

Er zijn drie dingen bijzonder aan dit boek: het ware verhaal van de Franse verzetsstrijder Annette Beaumanoir, de schrijfstijl en het vertelstandpunt van Duits-Franse auteur Anne Weber (° 1964). Om te beginnen met het eerste: als het klopt dat de auteur de toen 96-jarige Française Beaumanoir toevallig tegen het lijf liep en haar levensverhaal begon op te tekenen, dan is dat wel straf. Want Annette’s leven lijkt wel een film: als jong meisje in het Franse verzet tegen de Nazi’s geraakt, verschillende joodse mensen gered tegen de richtlijnen van haar communistische oversten in, een belangrijke rol gespeeld in de ondergrondse in het zuiden van Frankrijk, en vervolgens ook een toch wel opmerkelijke rol in de Algerijnse onafhankelijkheidsstrijd tegen Frankrijk, en de eerste jaren na die onafhankelijkheid. Auteur Weber beschrijft het allemaal erg beklijvend, maar toch ook met enige distantie. En daarmee zitten we bij het bijzonderste kenmerk van dit boek: het is niet geschreven in proza-zinnen, maar in vrije versregels. Dat is zeker in het begin wel even aanpassen, voelt ook later in het boek soms stroef aan (af en toe ontbreekt de muzikaliteit die je van de versvorm mag verwachten), maar het werkt wel, zeker in de actiescènes die daardoor bijna een staccato-effect krijgen. En het past natuurlijk bij het epische karakter van het verhaal. Nog speciaal is de verhouding tussen auteur en heldin, in het vertelstandpunt. Anne Weber is de alwetende verteller, met duidelijk bewondering voor Annette, maar ook kritische distantie. In een soort off-screen stem drukken haar verzen voorzichtige kritiek uit op Annette’s idealistische optreden: hoe ze niet zag hoe het verzet gemanipuleerd werd door grote mannen (De Gaulle bijvoorbeeld), hoe ze niet zag hoe achter de Algerijnse onafhankelijkheidsstrijd ook geldgewin zat (onder meer door antisemieten), hoe ze blind bleef voor de machtsstrijd tussen de grote mannen na de onafhankelijkheid (Boumedienne, Bouteflika, enz). En toch ook hoe ze kikte op gevaar en actie en dat haar zelfs dreef om haar man en drie kinderen in de steek te laten. Maar Weber is mild voor Annette en laat duidelijk verstaan dat haar onverdroten en soms risicovolle engagement vooral principieel-idealistisch was: mensen redden, ongeacht of het nu joden, Algerijnen of zieke patiënten waren (Annette was dokteres van opleiding), en dat ze daardoor bijna bewust blind bleef voor het grotere plaatje, en daarna bijna altijd het gelag voor moest betalen. Ze heeft daarmee van Annette een feministische heldin tegen wil en dank gemaakt.
De lectuur van dit boek was voor mij een ambivalente ervaring: fascinatie voor het onderwerp, worstelend met de schrijfstijl (mee omdat ik dit las in het originele Duits), en af en toe toch ook wat gefrustreerd door de iets te moralistische ondertoon. Terzijde: Annette stierf toevallig in maart van dit jaar, op 98-jarige leeftijd.… (altro)