Miguelanxo Prado

Albummet blev udgivet i 1989, og det består af små historier – typisk fylder de 6-8 sider – om dagligdagens trængsler i Spanien i 1980’erne. De er kærlige kommentarer til særlige sider af den spanske nationalkarakter, og så er de underholdende fortællinger om de misforståelser, der på et øjeblik kan forvandle almindelige hverdagssituationer til det glade vanvid.

Historierne tager typisk udgangspunkt i en situation, som de fleste af os har befundet os i eller i hvert fald kan genkende. Der er f.eks. moderen, der på vegne af sin dovne søn beder hans lærer give ham en bestået karakter, selvom han dybest set ikke har fortjent det. Men situationen bliver lige lidt ud over det sædvanlige, da hun kaster sig på knæ og tårevædet fortæller om faderens kræftsygdom og snarlige død – kun for at bebrejde sønnen, at han ikke spillede bedre med, da de har forladt kontoret og er på vej til den næste lærer, der skal have samme forestilling.

Altså en kærlig og humoristisk skildring af det tætte forhold mellem mødre og deres sønner, der tilsyneladende forkæles og hjælpes på vej langt ud over det rimelige. Det afspejler sig også i historien om en mor, der anklager en blomsterhandler for uterlighed, selvom det er hendes dreng, der opfører sig forfærdeligt. I det hele taget har Prado et stærkt blik for (ældre) kvinders selvretfærdige opførsel. Gang på gang kommer mænd i klemme, når de f.eks. sidder på en bænk, som tre veninder har udset sig som deres, eller når de ikke lige vil bukke og skrabe for en skødehund, der forkæles ud over alle grænser. Ofte ender det korporligt og med sarkastiske ambulancefolk.

Også på andre måder driver Prado hverdagen ud i det vanvittige. Der er f.eks. en stakkels kvinde, der bliver anklaget og dømt for med sit liv at have plagieret handlingen i en i øvrigt ukendt roman. Og der er nyhedsjournalisterne, der dukker op ved et trafikuheld med teaterblod og dyreindvolde for at sikre den rette grad af dramatik til aftennyhederne.

Tegnestilen passer perfekt til de vilde historier og de særlige karakterer i historierne, men albummet bæres først og fremmest af Prados humor og hans blik for at drive hverdagens situationer til deres (u)logiske ekstremer.… (altro)