Sofi Oksanen

Die beiden Cousins Roland Simson und Edgar Parts desertieren vor Ausbruch des zweiten Weltkriegs in Estland aus der roten Armee und flüchten nach Finnland. Sie werden dort zu Widerstandskämpfern gegen das Sowjetregime ausgebildet. Während sich Roland auch nach der Besatzung durch Nazideutschland treu bleibt und sich der Partisanengruppe der "Waldbrüder" anschließt, lässt Parts seine Gattin Juudit im Stich und biedert sich unter gefälschter Identität den deutschen Okkupanten an.
Oksanen schildert anhand der sich kreuzenden Lebenswege der drei Hauptprotagonisten nahezu drei Dekaden estnischer Geschichte vom Ende der ersten Unabhängigkeit in Folge der russischen Besetzung nach dem Hitler-Stalin-Pakt und dem einhergehenden sowjetischen Terror über die vermeintliche Befreiung durch Nazideutschland und die deutsche Besatzung bishin zum Leben in der in die Sowjetunion einverleibten estnischen SSSR der 1960er-Jahre. Doch Oksanens Werk ist auch eine Charakterstudie des skrupellosen Wendehalses Edgar Parts, seiner zwischen Opportunismus und Widerstand schwankenden Ehegattin Juudit und dem impulsiven Idealisten Roland Simson.
Der zwischen personaler und Ich-Perspektive und zwischen den Zeiten wechselnde Roman enthält spannende - wenngleich konstruierte - Wendungen, ist aber eigentlich kein Pageturner. Oksanen rückt die Charaktere in den Mittelpunkt, das Große Ganze erschließt sich nur auf Umwegen. Oksanens Erzählweise trübt so das Lesevergnügen und misslingt daher meines Erachtens entgegen der vollmundigen Ankündigung am Klappentext das Projekt, den ganz großen Geschichtsroman eines kleinen Landes zu schaffen.… (altro)

De pareils enfantillages, ça la faisait rigoler. Il fallait une artillerie autrement plus lourdes, pour lui faire peur. Elle ne se lèverait la nuit que si les tanks venaient dans sa cour en arrachant la clôture. On ne sait jamais, ça pourrait bien arriver (…) si la guerre éclatait. Cela elle ne le souhaitait pas, plus, pas maintenant, elle voulait mourir d’abord.
(p. 98, “1991, Estonie occidentale – Après les cailloux, les chansons”, Première partie).

J’avais acheté ce livre peu de temps après sa sortie en France, car il avait alors fait grand bruit (à l’échelle d’un livre, qui plus est de littérature étrangère, il ne faut pas exagérer…) et le sujet et le lieu, que je rencontre rarement dans mes lectures, m’avaient attirée.
Je savais que le livre était violent, mais j’ai tout de même eu du mal à lire certains passages très crus auxquels je n’étais pas préparée. Mais ces scènes ne sont jamais gratuites et m’ont permis de me confronter, par pages interposées (ce qui reste donc une situation somme toute bien confortable), à des sujets que je préfère en général ne pas voir, c’est tellement moins dérangeant de détourner le regard.
La construction romanesque du roman, avec ses amours cachés et ses rapprochements entre génération ne m’a pas convaincue, et m’a paru un peu trop improbable, plus digne d’un Dumas du XIXème siècle que d’un roman bien noir du XXIème siècle. Mais l’artificialité de l’intrigue ne m’a pas dérangée plus que cela, tant il est évident que le propos de l’autrice n’est tout simplement pas là. En faisant se télescoper deux périodes de l’histoire récente de l’Estonie (mais aussi plus généralement de l’URSS), au moment de la Seconde Guerre mondiale où le pays tout juste indépendant se retrouve à nouveau sous la coupe d’un de ses grands voisins, puis de l’autre, puis au moment de l’effondrement de l’URSS, c’est la place de la femme dans ces quotidiens instables qui est en discussion, et même peut-être plus précisément la place du corps de la femme. La façon dont il est utilisé comme une arme de destruction, de peur, de domination. Mais aussi, c’est plus ténu mais j’ai cru le lire entre les lignes, la façon dont, malgré tout, des femmes vont être capables, non de pardonner, non de passer outre, mais de se relever malgré tout, de faire leurs choix, et peut-être parfois même de prendre les hommes à leur propre jeu et de faire de ce corps une arme à leur service et non plus au service de l’autre.
Je ne lirai pas tous les jours des livres comme cela, mais je crois que je suis contente que mes pas de lectrice aient croisé celui-là, car si j’ai trouvé la lecture éprouvante, elle m’a fait découvrir un coin d’Europe que je ne connaissais pas et des instants de l’histoire plus ou moins récente sur lesquels j’avais pris garde de ne pas trop me pencher. Ce n’est pas un livre qui rend très optimiste quant à la nature humaine, ni qui rend enviable le sort des petites nations coincées entre de grands voisins, nul n’en sort indemne. Les compromissions semblent indispensables pour survivre, mais les allégeances fluctuantes semblent rendre toute idée de vie paisible illusoire.… (altro)

Jeg var mere end almindeligt begejstret for de to første bøger i Sofi Oksanens Estlandskvartet. Renselse fik fuldt fortjent Nordisk Råds litteraturpris for sin fortælling om trafficking og gamle synder, og Stalins køer var en frygtelig historie om spiseforstyrrelse og fortrængte hemmeligheder. Nu er turen så kommet til tredje bind, som beskæftiger sig med de samme tematikker, men som ikke helt kan leve op til forgængerne.

Juudit er gode venner med Rosalie, der er forlovet med den dynamiske Roland. Da Juudit besøger dem ude på landet i slutningen af 1930’erne, møder hun Rolands fætter Edgar Parts, som hun forelsker sig i. De bliver gift, men lykken varer kun kort. Edgar går kun modvilligt i seng med hende et par gange og virker stort set ligeglad med hende. Hun bebrejder sig selv og allerede ved at gå til af sorg, da Sovjetunionen marcherer ind i landet og forvandler det til en sovetrepublik.

Roland og Edgar flygter til Finland, hvor de modtager militær- og spionagetræning, inden de igen vender tilbage til Estland og slutter sig til modstanden. Der går ikke længe, før Hitler erklærer krig mod Sovjetunionen, og de sovjetiske besættere bliver erstattet af de tyske ”befriere”. Mange melder sig til kampen mod kommunisterne i tysk tjeneste. Tror man egentlig på tyskernes løfte om et selvstændigt Estland? Måske ikke, men da krigslykken vender, kommer russerne tilbage og tager fat, hvor de slap med kollektivisering og udrensninger.

Fætrenes liv er gået i vidt forskellig retning. Roland er den trofaste, effektive men på ingen måde naive partisan. Hans loyalitet forbliver hos Estland, og derfor kæmper han mod den ene besættelsesmagt efter den anden. Først mod russerne, så mod tyskerne og til sidst mod russerne igen. Ingen ved, hvor han bliver af, men der er ingen spor af, at han skulle være død i forbindelse med den sidste indfangning af desperate skovbrødre.

Edgar er det stik modsatte – først og fremmest optaget af at sikre sin egen overlevelse, og det gør han ved at udnytte sine betydelige talenter for forfalskning og efterforskning. Han bliver kort sat agent og stikker for både den tyske og den russiske efterretningstjeneste, og selvom han ryger en tur til Sibirien efter afslutningen af krigen, formår han alligevel at skjule så mange af sine forbrydelser, at han overlever.

Juudit er den tredje hovedperson. Under den tyske besættelse indleder hun på Rolands foranledning et forhold til en tysk officer. Modstandsbevægelsen har brug for en spion, det er ikke planen, at Juudit skal forelske sig rigtigt. En tid ser det ud til, at tyskerne vil vinde krigen, så hun kan få en lykkelig slutning med Helmuth, men snart begynder krigslykken at vende, og hun presses ud i stadigt farligere situationer.

Bogen veksler mellem dele, der foregår under krigen, og kapitler placeret i 1960’erne, hvor Edgar er hovedpersonen. Han er en lille fisk i det store KGB-apparat, og bor igen sammen med Juudit, der er nedbrudt af sorg og alkohol. Det er en plage for Edgar, der så gerne vil bevare sin mors stel og have en kone, der kan vises frem for hans foresatte. Han har fået til opgave at skrive en bog om de estiske krigsforbrydelser under den tyske besættelse, og det sætter ham på sporet af, hvad der egentlig skete med Roland tyve år tidligere.

Forræderi, dobbeltspil og politiske hemmeligheder, der ikke bare splitter samfundet men også den enkelte familie. Det er som sagt velkendte temaer for Oksanen, det bliver bare aldrig helt så vedkommende i Da duerne forsvandt som i hendes andre bøger. Selvom Parts bygger på en virkelig estisk person, så kom han aldrig rigtigt ind under huden på mig. Ellers også er det derfor: Måske har det virkelige udgangspunkt været mere begrænsende end inspirerende.… (altro)