Terézia Mora

Der er ingen rumvæsener i Moras novellesamling fra 2016, men titlen er alligevel velvalgt, for hendes hovedpersoner er alle ensomme og fremmedgjorte skikkelser. De bor i det moderne Tyskland, hvor ulykken ikke kommer fra krig eller katastrofer. Ulykken er den afstand, de alle oplever til andre mennesker, og som de ikke kan overvinde.

Bogen rummer, som titlen antyder, ti fortællinger fordelt over 240 sider. Det er altså ret lange noveller, hvor der nok tages udgangspunkt i en konkret situation og hvor historien afsluttes med en skarptskåret pointe, men hvor der stadig er plads til at folde personernes baggrund ud og bygge dem op som hele karakterer.

Det gælder f.eks. i titelnovellen, hvor Tim lige nøjagtigt kan holde fast i sin læreplads som kok, selvom han er mere optaget af at ryge pot med kæresten Sandy. Hun er endnu længere ude end han, men hun er også den ene person, som han føler sig forbundet med og gerne vil dele sin tilværelse med, og da hun forsvinder går han langsomt i opløsning. Spilder han sin chance for at blive til noget? Sikkert men Sandy er det eneste, der giver hans tilværelse mening, selvom de også er fremmede for hinanden. Han kendte hende i hvert fald ikke så godt, som han troede.

Det er ikke det eneste usikre kærlighedsforhold, hvor den ene alligevel har mere brug for den anden end omvendt. ”Selvportræt med viskestykke” har samme tema, bare blandt illegale indvandrere, der må hutle sig igennem med rengøringsjob, mens gennembruddet som kunstnere lader vente på sig.

Men ofte er ulykken allerede sket. Maratonmanden i ”Fugl flyver, fisk svømmer” har hele livet befundet sig på kanten af fællesskabet, men andre har haft det, og det gør tabet så meget mere tydeligt. På ”Det portugisiske pensionat” kæmper Mario med at holde skattemyndighederne og arveafgiften på afstand, men han kan ikke lade være med at være så anmassende over for kæresten Indra, at hun næsten må forlade ham. Eller Tom i ”Perpeteum mobile”, der tæller dagene mellem samværene med sin søn, fordi han næsten ikke kan holde ud, at han har mistet sin familie.

Samlingens sidste noveller skiller sig ud. Masahiko Sato bliver pensioneret fra sin stilling som professor i Japan-studier, og dét er fremmedgørende, når man har været vant til at arbejde fra morgen til aften i fyrre år. Revet ud af sine vante rutiner, aner han ikke, hvad han skal stille op med resten af sin tilværelse. Det er endnu en fortælling om fremmedgørelse, men overraskende nok bliver det også en åbning for kærligheden og for muligheden af at overvinde den ensomhed, som novellernes personer kæmper så håbløst med.

Terézia Mora er født i Ungarn som en del af det tysktalende mindretal men bor nu i Tyskland. Det er svært at løsrive sig fra den tanke, at hendes outsider-erfaring flyder ind i novellernes stemning, selvom personernes ensomhed mere skyldes psykologiske end kulturelle barrierer. Gode historier er det i hvert fald, og jeg glæder mig til at også at stifte bekendtskab med hendes romaner.… (altro)

Terézia Mora öffnet die Tür zu einer merkwürdigen Welt. Man sollte gerüstet sein für eine verstörende Leseerfahrung. Gleich zu Anfang ihrer Geschichte wird der Protagonist Abel Nema mehr tot als lebendig an einem Klettergerüst aufgefunden. An den Füßen mit Klebeband befestigt und in seinem schwarzen Mantel kopfüber nach unten hängend, erinnert er an eine riesige Fledermaus. Wer brachte ihn in solche Lage? Ein Auftakt, der -- und nicht zum letzten Mal fühlt man sich in einen Film von David Lynch versetzt -- das Ende der Geschichte vorwegnimmt. Ständige und verstörende Perspektivwechsel gehören zum Programm einer inneren und äußeren Haltlosigkeit. Und alles nur wegen einer verschmähten Liebe? Abel Nema (das Anagramm zu „Amen“ verweist auf die vielen sprechenden Namen des Romans) lebte vor langer Zeit mit seinen Eltern „in einer kleinen Stadt in der Nähe dreier Grenzen“. Örtlichkeiten haben bei Mora eine stets traumhafte, seltsam undefinierbare Qualität. Theatergleiche Erzählräume, die, haben sie ihren Zweck erst erfüllt, sich in Luft auflösen. Als Abel zwölf ist, verschwindet der Vater wort- und spurlos aus seinem Leben. Der endgültige Schlüssel zu Abels emotionaler Steinwerdung findet sich jedoch in jener Szene, in der auch der langjährige Freund Ilia Abels Liebe verschmäht und ins Auslandsstudium flüchtet. Auch Abel wird von nun an ein Flüchtiger sein. Und er ist gepanzert -- für immer! Er verlässt sein Land und heiratet zum Schein die gutherzige Mercedes. In Omar, ihrem einäugigen und verschlossenen Sohn, findet er sein jugendliches Pendant. Die Ehe hat keinen Bestand. Der merkwürdig emotionslose Vater, der zehn Fremdsprachen perfekt beherrscht, ist und bleibt auf immer sprachlos. Lieblos. Und doch voll Sehnsucht. In einem kafkaesken Zimmer, das keine Wände zu besitzen scheint, beginnt Abel Nemas Niedergang. Ein Besuch in einem albtraumhaften Etablissement namens „Klapsmühle“, gerät zum orgienhaften Dante`schen Inferno, und bildet doch nur den Vorhof zur wirklichen Hölle, die auf Abel noch warten sollte. Moras Roman durchzieht ein beständiger Eishauch. Mäandernd und losgelöst von Raum und Zeit ist nur gewiss, dass nichts gewiss ist. Ihre Nebelwelt präsentiert sich, analog dem Zustand ihres Helden, steinern und erkaltet. Sinnlich Wahrnehmbares gibt es nur in Form von Gerüchen und Lichtsituationen (oder besser: ewiger Lichtlosigkeit). Dass dies nicht ins romanhaft Experimentelle mündet, verdankt sich Moras Sprachgewalt. Metaphern- und Beobachtungsgrade von hoher Feinheit machen diesen beachtlichen Erstlingsroman zu einem der herausragenden Bücher des Jahres 2004. --Ravi Unger… (altro)