Karel Hvížďala

Der er næsten for mange årsdage i år. Det er f.eks. 100 år siden 1. verdenskrig brød ud og fik det gamle Europa til at gå under. Men det er også 25 år siden, at de kommunistiske regimer i Østeuropa brød sammen under deres egen vægt og skabte det nye Europa, som vi lever i i dag.

Der er derfor alle mulige grunde til at læse Fjernforhør i Tjekkiet. Bogen er en interviewbog, hvor Karel Hvisd’ala stiller spørgsmål til Vaclav Havel omkring årsskiftet 1985-86. Men spørgsmålene er for det meste så generelle, at det bare er en anledning til at lade Havel indtale sine erindringer. Det er også fint, for Havel er en af de helt centrale skikkelser i den tjekkoslovakiske fløjlsrevolution, og det er dybt interessant at følge hans udvikling fra oppositionel forfatterspire til nøgleperson i den folkelige protest mod styret.

I 1986 var Gorbatjov endnu et spørgsmålstegn, men Charter 77 – den borgerrettighedsbevægelse som Havel var dybt involveret i – var for længst blevet en stærk stemme. Og selvom omvæltningerne i 1989 endnu var umulige at forudse, så var udviklingen så fremskreden, at Havel fornemmer et nybrud.

Bogen følger Havels liv kronologisk fra hans opvækst i en borgerlig familie, hvilket udelukkede ham fra gymnasiet, præcis som det skete for den fiktive Jonas Fink, over arbejdet som ung forfatter og dramatiker på de små teatre i 1960’ernes Prag til hans markante offentlige rolle i 1970’erne og 1980’erne. Hele tiden var han i opposition og insisterede på retten til at tænke og tale frit, og hele tiden afviste han, at én sandhed skulle have ret til at definere kunst og kultur. Selvom argumenterne startede med litteraturen og teateret, så havde det naturligvis videre politiske konsekvenser.

Man fornemmer, at man kommer tæt på Havel, selvom hans distancerede forhold til det politiske og til magten kan virke lidt søgt. Der er ingen tvivl om, at han med sine handlinger agerer politisk, men det er nok udtryk for taktik. Charta fungerede netop ved ikke at kræve politiske ændringer, men ved ”bare” at tage forfatningens og menneskerettighedserklæringens ordlyd alvorligt.

Havels metode er en insisteren på de små, konkrete ting. I første omgang skal der ikke sættes ind mod magten som sådan, men derimod stås urokkeligt fast på dette lille tidsskrifts ret til at udkomme eller denne forfatters ret til at udtrykke sig uden at blive retsforfulgt. Det var en tilgang, der tydeligvis fik bedre kår efter OSCE-forhandlingerne og østlandenes formelle anerkendelse af menneskerettighederne med Helsinkierklæringen fra 1974. (Derfor talte man også om ”Helsinki-komiteer” i flere lande.)

Bogens danske udgave er tilføjet et essay fra 1988 og et par taler fra starten af 1989 – og et forord af Niels Barfoed fra august 1989, som han fornuftigvis daterer, for tingene var begyndt at gå rigtig stærkt på det tidspunkt. Det var lige før det hele brød sammen, og dokumenterne vidner om et system i forandring, selvom konsekvenserne endnu var uoverskuelige.

Fjernforhør er en fin dokumentation af borgerrettighedsbevægelsens udvikling, men den giver ingen forklaring på den anden sides handlinger. Charta 77 og de andre initiativer byggede i sidste ende deres succes på, at regimerne afstod fra at bruge det undertrykkelsesapparat, de havde til deres rådighed, og hvorfor det skete, kan bogen selvfølgelig ikke forklare.

Det skal ikke ligge Fjernforhør til last. Bogen er også 25 år senere et vigtigt og inspirerende vidnesbyrd om én af efterkrigstidens centrale skikkelser.… (altro)

Po knize Moc a nemoc médií z roku 2003 dostává čtenář do rukou volné pokračování. Jde o výbor autorových rozhovorů, esejů, přednášek a článků z let 2004 až 2005. Interview předznamenávají šířku záběru následujících textů, které se tentokrát soustřeďují hlavně na tři témata: novinářskou etiku, estetiku a míru poškození našeho jazyka či sémantickou inovaci. Autor se domnívá, že teprve až dokážeme vrátit slovům obsah, který mají ve staré Evropě, budeme k ní patřit, budeme s Evropou konvertibilní. V tomto snažení vidí autor hlavní úkol prestižních médií, která zatím často činí pravý opak: z Evropy nás unášejí. Texty je možné číst i jako pokus o vhled do myšlení mediálních odborníků v zahraničí, kteří soustavně reflektují změny v médiích a jejich dopady na společnost a soustřeďují se na nově zakládaných katedrách mediální filozofie a psychologie, kde se učí jinak myslet média.… (altro)